Genrer
P.J. Harvey: To bring you my love
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 435 på listen.
PJ Harvey var et af 90'ernes største kvindelige rocknavne. Hun gjorde sig godt bemærket med pladerne Dry og Rid of me og en af hendes bedste plader udkom derefter; To bring you my Love fra 1995 er helt kanon, og den starter med et helt formidabelt titelnummer. Harvey synger på truende vis over en dyb guitar, der to gange bygger op til klimakser efterfulgt af dystre orgler. Orglet er et af de væsentligste instrumenter på hele pladen, for da kun et eneste nummer bruger bas, er orglet ofte erstatning for dette. Man tænker næppe lige over det, men det gør lyden meget finurlig. Pladens andet nummer, "Meet ze monsta", er en mere destruktiv sag, og Harvey er en smule skræmmende på den, når hun råber om store sorte monsuner. Oven på sådan en bombastisk sang er en stille sang, hvor man knap nok kan høre, hvad Harvey synger, så meget desto mere uhyggelig. Man tror hele tiden, at hun er på vej til at gå fuldkommen amok på "Working for the man". Den sang ville nok være ganske svag på egen hånd, men efter "Meet ze monsta" er den helt perfekt, og det er sådan noget, albumstruktur handler om.
Da når vi til "C'mon Billy", der er en meget fængende, oprørt sang, men det er langt fra en traditionel ballade. Jeg ved ikke hvem Billy er, eller hvad Harvey har at gøre med ham, men hver gang, jeg lytter til sangen, føler jeg, at jeg lærer mere og mere om ham. Hvis nogen sang på pladen er værd at lytte til igen og igen, så er det denne. "Teclo", som kommer derefter, er en af de mindre interessante sange, hvis du spørger mig. Den er konsekvent ganske stille og langsom, og den måtte godt være lidt kortere end fem minutter, når man tager i betragtning, hvor lidt den udvikler sig. Den har dog en utrolig dyster stemning, hvis du spørger mig, og den stille lyd giver meget effekt til det efterfølgende nummer, "Long snake moan". Denne sang angriber lytteren yderst voldsomt med masser af guitar, og da der rent faktisk er en bas på her, lyder det mere som et traditionelt rocknummer, hvilket dog bliver atypisk i kontekst. Så kommer "Down by the Water", der på rigtig flot vis bruger en strygerkvartet, som man også kan møde på to andre numre, men her skinner de virkelig. Og når Harvey begynder at hviske … uh, jeg får gåsehud.
"I think I'm a mother" er endnu et nummer, der på egen hånd ikke kan opnå ret meget. Men på albummet fungerer det ret godt som en overgang mellem "Down by the Water" og "Send his love to me". Den er dog ikke meget mere end en overgang, hvorfor fire minutter da er lidt i overkanten, men den er et ganske frisk pust i hvert fald de første to minutter. "Send his love to me" er en af de mange sange på pladen, der refererer til kristendom, men den gør det ikke på en måde, så Harvey virker særligt religiøs. Det virker mere som metaforer og billedsprog – for hvad ved jeg ikke, men det lyder ganske godt, og det gør følelserne lettere at forstå. Albummet slutter med "The dancer", der fungerer rigtig godt som et absolut klimaks til albummet. Harvey er en dygtig musiker, og To bring you my love er blot et af hendes mange fantastiske albums. Hendes albums er også ganske konsekvente, hvad angår kvalitet, så vær ikke bange for at lytte til resten af hendes diskografi, efter du har hørt denne.