dummy

Placido Domingo - 70 år

13-01-2011
Gitte Lose

Den kendte tenor og dirigent Placido Domingo kan i år fejre sin 70-års fødselsdag

Fra Madrid til Mexico

Placido Domingo blev født i Madrid den 21. januar 1941. I 1950 flyttede Domingos famile til Mexico, hvor han modtog undervisning i klaver og sang og studerede direktion under Igor Markevich. Domingo fik sin debut som baryton i zarzuelaen Gigantes y cabezudos.  Placido Domingos første vigtige parti som tenor var Alfredo i 1961 i Monterrey i Mexico.

Debut i USA

1961 fik han sin amerikanske debut i Dallas som Arturo i operaen Lucia di Lammermoor. Fra 1962 til 1965 var han knyttet til den Israelske national opera, hvor han optrådte og sang mange gange endog på hebræisk.

Placido Domingo synger i New York og på de store scener i Europa

1965 fulgte Domingos debut på City Opera i New York som Pinkerton. På Metropolitan Opera i New York sang han første gang i 1968 i operaen Adriana Lecouvreur i rollen som Maurizio. Derpå fulgte roller som Ernani på La Scala i 1969, som Cavaradossi på Covent Garden  i 1971, som Vasco da Gama i San Francisco i 1972, som  Arrigo  i Paris og New York,  og Othello i Hamburg og Paris i 1975 og samme år Don Carlos i Salzburg.

Siden har Placido sunget i forskellige partier  på alle de store operascener, han har en vidtstrakt karriere bag sig og utallige indspilninger .

Sanger, dirigent, kunstnerisk leder.

Placido Domingo blev kendt i bredere kredse af folk, der normalt ikke lytter til opera, da han medvirkede i en koncert i Rom sammen med Luciano Pavarotti og José Carreras. Koncerten med de tre tenorer blev sendt i TV i mange lande, og indspilningen af den og opfølgerne på den gav en enorm forøget interesse for opera. Placido Domingo vandt manges hjerter, fordi han ikke alene sang godt, men også var i stand til at agere. Domingo udvidede sit kunstneriske arbejdsfelt og tog rollen som dirigent op, og i 1996 blev han ansat som kunstnerisk leder af Washington National Opera og påtog sig samme job ved Los Angeles Operaen i 2000.  

"If I rest I rust"

Placido Domingo synger og dirigerer fortsat - i 2010 sang han rollen som Pablo Neruda i Daniel Catán opera Il postino  på Los Angeles operaen, i december kunne man opleve operaen i Wien og i juni 2011 vil man kunne høre den i Paris. På hans hjemmeside kan man i kalenderen se, at Placido Domingo fortsat er vældig aktiv - og følger sit udsagn "If I rest I rust".

Flere informationer på den danske Wikipedia eller den engelske
Lån en bog om Placido Domingo eller en bog, hvor tenoren har skrevet et forord eller en indledning.
Lån CD'er udgivet under Placido Domingos navn
Lån operaer, hvori Placido Domingo medvirker på CD
Oplev Domingo på DVD i operasammenhæng

Lyt til albums med Placido Domingo på Bibzoom

Kilde: Grove Online på Oxford Music Online, som du i mange kommuner kan benytte fra din hjemmepc via bibliotekets hjemmeside.