The Pogues live i Paris med Shane McGowan på fuld højkant

At The Pogues her 30 år efter at de var med til at skabe genren folk punk stadig skulle være et aktivt liveband med flere af de oprindelige medlemmer i behold, var det vist de færreste der havde forestillet sig. Gruppen har da også været inaktiv i adskillige år, og har i perioder også turneret og indspillet uden den karismatiske forgrundsfigur Shane MacGowan. Pogue Mahone og Waiting for Herb, de to albums uden Shane, er slet ikke dårlige, men én ting er ikke at kunne synge, en anden er at synge dårligt på den gode måde. Det er derfor en behagelig overraskelse at erfare at Shane er i front på den 30-års jubilæumsoptagelse der nu er gjort tilgængelig på blu-ray og dvd ( kan høres på Bibzoom), og som viser en gruppe der på ingen måde er faldet af med alderen. Shane har mere fylde i kinderne end man har set før, hvilket i sig selv godt kunne være ildevarslende, når nu hans offentlige persona altid har handlet om at se så hærget ud som muligt. Han ser næsten ... sund ud på scenen i l'Olympia i Paris. Man behøver dog ikke at frygte noget. Rollespillet som den fulde irer ligger stadig på rygraden, og burde for længst have indbragt ham en særlig Oscar. Stemmen fejler heller ikke noget, og man tager hatten af for hvor dygtigt "grødet alkoholiseret" kan fremføres.

Repertoiret er ét langt best of-sæt. De er her vist alle: "Poor Paddy works on the railway", "Lullaby of London", "The sunny side of the street", "Fiesta", "Thousands are sailing", "Streams of whiskey", "Dirty old town", "Young Ned of the hill", og hvad de ellers hedder. Kirsty MacColl, Shanes duetpartner på "Fairytale of New York" (1986), døde desværre i 2000, men hendes bidrag til hvad der må være en af de bedste julesange nogensinde, synges her fint af gruppemedlemmet Jem Finers kone Ella. Guitaristen Phil Chevron, der døde for nylig efter længere tids sygdom, kan på et inkluderet bonusnummer fra 2006 ses og høres som forsanger på sin egen sang "Thousands are sailing". Franskmænd og vild irsk musik er måske ikke to ting man normalt associerer med hinanden, men der gøres en heftig indsats i "le mosh pit" foran scenen, skal jeg love for.

Det er vist første gang jeg har set en koncertoptagelse i det brede Cinemascope-format 2,35:1. Man opdager dog at det ikke er en gimmick, men et logisk og æstetisk tilfredsstillende valg, for med helt op til seks personer i front på scenen ville totalbilleder give for meget loft og gulv. På en tv-skærm ser man selvfølgelig kun det "brede" format som en smal strimmel i skærmens faste 16:9-format. Det giver derfor bedst mening at se showet med en projektor, hvor man kan zoome ud og derved opnå den brede oplevelse, men selv på et tv virker billedet bedre komponeret uden visuelt meningsløst loft og gulv.