Genrer
The Police: Reggatta de Blanc
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 369 på listen.
I 1979 udgav det britiske rockband The Police deres andet album, , og som titlen antyder, var reggae en stor inspirationskilde for dem, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, "Message in a bottle", mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er titelnummeret, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede "It's alright for you", der synges af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.
"Bring on the night" er til gengæld langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig fint. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen "Deathwish" er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over "Message in a bottle" er denne plades store hit jo "Walking on the moon". Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. "On any other day" er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.
"The bed's too big without you" var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monoton post-punk-sang, der leger med, hvor monoton den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. "Contact" er et meget lettere nummer at forholde sig til. Det er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. "Does everyone stare" starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede "No time this time", hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.