Genrer
The Police: Synchronicity
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 455 på listen.
The Police var en af sen-70'erne og start-80'ernes største bands, og det var noget stort da Sting, Stewart Copeland og Andy Summers annoncerede, at de ville gå hvert til sit mens deres karriere var på toppunktet rent kommercielt. Deres sidste album var Synchronicity fra 1983, som er spækket med ikke blot nogle af bandets største hits, heriblandt "King of pain", "Synchronicity II", "Wrapped around your finger" og "Every breath you take", men albummet er som helhed også et absolut mesterværk. Det starter rigtig energisk og bombastisk med et syntetisk xylofon-angreb ved navn "Synchronicity I", og den får hurtigt lytterens opmærksomhed. Da kommer den meget afslappende "Walking in your footsteps", der desværre ikke følelsesmæssigt har specielt meget at sige, men instrumentationen er ganske interessant, og sangen er som det meste af albummet utroligt fængende. Efter den kommer den desværre knap så mindeværdige "O my God", men selvom den er albummets utvivlsomt mindst fængende sang, så er den ængstelig og musikalsk interessant.
Alle de tre første sange er skrevet af forsanger Sting, som uden tvivl også var bandets frontfigur, men efter dem kommer to sange skrevet af henholdsvis Summers og Copeland. Først "Mother", som Summers også selv synger, der er en rigtig besværlig arabisk inspireret sang. Summers lyder bindegal, og det er nok lidt af en mundfuld for den gennemsnitlige poplytter. Selvom det stadig er et ganske barokt nummer, er den efterfølgende "Miss Gradenko" noget lettere at sluge. Den er dog uden tvivl stadig meget interessant, og den lyder som en mere poppet udgave af noget, Jane's Addiction kunne have lavet fem år senere. Efter disse to noget sære sange kommer en stribe af albummets fire hit-singler. Først den stadig ret så barokke post-punk-inspirerede "Synchronicity II", der ikke rigtig på nogen måde fungerer som direkte fortsættelse til etteren, men det er en af mine yndlinge på ikke blot pladen, men blandt alle bandets værker, meget på grund af en storladen lyd og en særdeles utraditionel vokalmelodi i versene. Det føles virkelig som om, noget stort og dramatisk er ved at ske.
Denne tour de force af klassiske sange fortsætter med megahittet "Every breath you take". Den bruger et forholdsvis simpelt rimskema, og en rigtig simpel, fængende melodi. Men de får den til at fungere helt perfekt, da teksten har utrolig mange lag, og Sting har sjældent lydt så længselsfuld som herpå. Den fortsætter igen i denne mere stilfærdige lyd på de to andre hits, "King of pain" og "Wrapped around your finger", der til trods for det lavere tempo er nogle af albummets mest fængende sange, og der bliver lagt enorme følelser i den fra de tre medlemmer. Den oprindelige vinyludgave afsluttede med "Tea in the Sahara", der bygger meget på desperation og indflydelser fra international folkemusik. Den runder efter min mening bedre albummet af end nummeret, der blev tilføjet på efterfølgende udgivelser, "Murder by numbers", der som sådan har en rigtig dyster lyd, men det ødelægges lidt, når Sting synger omkvædet, der siger "ABC" og "1, 2, 3" som var den en anden Jackson 5-sang. Synchronicity kan som helhed anbefales til enhver, der kan lide 80'er-pop, for det er en af årtiets absolut bedste albums i genren. Besøg