Popformidler i 50 år

Jørgen de Mylius: Tak for al musikken Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2012

Uanset om man er til pop eller ej, har mange danskere et sted i den musikalske bevidsthed den umiskendelige Jørgen de Mylius-radiostemme present. Fra ”Efter skoletid” i 1962 over mange Melodi Grand Prix’er og ”Eldorado”-tv-udsendelser i 80’erne tilbage til radioen, hvor der hver dag er en times radio med Jørgen de Mylius.

Selv om der de sidste ti år er udkommet biografier om nærmest alle i dansk show business, er det først nu, vi får en samlet fremstilling af Jørgen de Mylius’ liv og levnet, som også er en fremstilling af popmusikkens seje kamp for accept i det nationale radiomonopol. For der er ingen tvivl om, at Jørgen de Mylius var en af de ypperste repræsentanter for den efterkrigstidens ungdom, som nu ville høres og tages alvorligt på egne præmisser. Med en tro på sagen og en uimponerethed formåede han at få de unges popmusik sendt fra DR.

En ung mand banker på

Nu foreligger selvbiografien Tak for al musikken, hvor han på knap 400 sider giver sin personlige version af historien. En kronologi med fem store kapitler, hvor de cirka 15 år fra entreen i Danmarks Radio i 1963 til overgangen til tv i 1977 fylder mest. Og det er også denne periode, der er den mest interessante og banebrydende. I 1962 skrev den 16-årige gymnasieelev Jørgen et brev til Danmarks Radios ledelse, hvori han påpegede den eklatante mangel på de unges popmusik i æteren. Måske var det et midlertidigt klarsyn fra DR, der fik etaten til at besvare brevet med en invitation til Jørgen de Mylius om at komme i Radiohuset og uddybe kritikken. Et møde, der blev til opfordringen: ”Så gør-det-selv”. Og selvom Jørgen var et stille gemyt, havde han allerede dengang troen på, at han havde fat i det rigtige, og første ”Top 20” blev sendt januar 1963 med Jørgen de Mylius bag mikrofonen.

Fat i det rigtige

Bogens force er dét engagement, som forfatteren lægger for dagen. Det gælder det i starten ensomme radioarbejde, hvor kollegerne i bedste fald blot var skeptiske over for denne nymodens spektakelmusik, mens flere – navngivne – var direkte modarbejdende. Og med skiftende ”generaler” er Jørgen de Mylius skiftevis ude og inde i varmen, mens lytterne ikke er i tvivl: Tårnhøje lyttertal er Jørgen de Mylius’ mest trofaste og vedvarende fælle. Kan det virkelig passe, at tonen har været sådan på de interne gange i Radiohuset? Ja, lignende historier er hørt fra andre sider, så selvom forfatteren skriver fra den ene fronts spydspids, tror vi læsere på, at det virkelig er sket sådan.

Den blåøjede teenager troede på sig selv; allerede side 57 ved karrierens start sagde han ”Nervøs var jeg ikke. Jeg vidste, jeg kunne klare det”. Og det kan være den gennemgående linje i Jørgen de Mylius’ liv – det ureflekterende unge menneske, der intuitivt handler efter første indskydelse. Et dynamisk liv, hvor Jørgen de Mylius ved siden af ansættelsen i Danmarks Radio også drønede hele landet rundt som det, der senere får betegnelsen disc jockey.

I slutningen af 1970’erne bliver tv de Mylius’ foretrukne medie, og her bliver det både til musikerportrætter, underholdningsshows som ”Eldorado” og ”Stardust” samt mange Melodi Grand Prix’er, som danskerne elsker at hade.

Hvad er smag?

Og det virker ind i mellem nærmest som en stædighed, der formår at drive Jørgen de Mylius videre i sit arbejde. Størsteparten af anmelderne har gennem hele hans karriere kritiseret ham for den sorgløse og ukritiske promovering af den pop, som indeholder mere hjerte end smerte og er så sødt som et Kongen af Danmark-bolche. I disse år producerer Jørgen de Mylius DAGLIGT en times popradio – og der er sandsynligvis en del danskere, der spiser aftensmad med ”Mylle” som baggrundstapet fra kl. 18 til 19.  Her er popklassikere fra 1960’erne og 1970’erne side om side med nyeste skive fra Kim Larsen eller Richard Ragnvald.

I Tak for al musikken fortæller Jørgen de Mylius om sin mangeårige beundring af Larsen & co., som i de første år ikke blev gengældt. Og om sin beundring af eksempelvis Jodle Birge. Bogen har medvirket til, at jeg har reflekteret over min popsmag, for pr. refleks dømmer jeg dårlig smag, når et nummer i radioen har for megen rumklang på sangen, og akkompagnementet er den supersyntetiske keyboardklang. Men der er givet mange, der får en go’ oplevelse ud af at høre ”Kære lille mormor”, og er det ikke okay? Hvis de så også lige hører et par af de numre, som er blåstemplet af de finkulturelle smagsdommere (eksempelvis med Savage Rose eller Rumour Said Fire), og som de Mylius også gerne spiller, kan man jo i sin lønlighed håbe på, at musikkens kærlige favntag favner bredere.

Revolution nej tak

Jørgen de Mylius udtalte i Café Hack på P4, at hans selvbiografi jo ikke skulle være en islandsk saga. Men alligevel er den blevet for lang; en kyndig redaktør ville have kunnet stramme bogen op. Flere kapitler bærer præg af, at de er skrevet isoleret; derfor pensles episoder ud, som blev beskrevet grundigt i forrige kapitel.

Og det er unægtelig det pæne Danmark, Jørgen de Mylius har beskæftiget sig med. I en bibemærkning side 201 meddeler han lakonisk, at ”jeg deltog aldrig i hovedstadens ungdomsoprør”. Så sandt, så sandt – derfor blev han også skuffet og overrasket over, at ”holdet [kollegerne på DR] med sympati for de politisk korrekte sange samtidig tog afstand fra de gode, enkle hits, som senere skulle vise sig at blive de store evergreens”.

Tak for al musikken er gennemstrømmet af Jørgen de Mylius’ engagement for musikken, som der er rig dokumentation for gennem 50 års radio- og tv-udsendelser. Derfor er bogen læseværdig for alle os, der har haft popmusikken som en væsentlig del af vores liv - og vi er mange!

Du kan bestille bogen fra dit nærmeste bibliotek.