Portræt af en pæn mand

Stig Matthiesen: Poul Krebs – der er noget ved alting, People’sPress, 2011

De fleste danske musikere, der bliver spillet dagligt i Danmarks Radio, får i disse år skrevet en biografi. Der er de vellykkede selvbiografier – eksempelvis af Niels Skousen og Lars Lilholt – og de mere traditionelle, hvor vi senest har fået et fint billede af Johnny Madsen.

Og så er der en del, som kan kaldes udvidede ugebladsreportager med flotte, indsmigrende billeder. Til denne kategori hører Poul Krebs – der er noget ved alting. Som forfatter står Stig Matthiesen, som er freelance journalist og tidligere har skrevet bøger om fodboldspilleren Christian Poulsen og arkitekten Jørn Utzon. En vægtig bidragyder til bogen er fotografen Carsten Ingemann, hvis mange, flotte billeder øger kvaliteten af denne bog betydeligt.

En sommerlig stemningsrapport

Matthiesen og Ingemann har fulgt Poul Krebs tæt fra 2. april til 2. september 2011. Fra disse fem måneder får vi stemningsrapporter og betragtninger fra hovedpersonen selv, og der indflettes punktnedslag fra Poul Krebs’ 55-årige liv. I forordet loves vi, at ”[…] der vil blive talt om nætterne, kærligheden og regnen. For er der noget Poul Krebs har sat ord på, så er det det.” (S. 5)

Det kan godt være, at disse elementer er i mange af Krebs’ sange, men efter gennemlæsning af denne bog er det mere dagslys, tørvejr og solskin, der huskes. Og så et billede af en såre sympatisk mand, der tangerer en kedelig hr. hverdagsdanmark. Hvis jeg havde en litterær sult før læsningen, er jeg ikke blevet synderligt mæt efter sidste side. Der er tiltag til interessante betragtninger, eksempelvis om Poul Krebs’ uforløste forhold til faderen, som døde, før knægten Poul blev konfirmeret.

Flotte farver

Vi følger den atypiske rockmusiker, der sætter familie og fællesskab højt; vi oplever paradokset mellem rocksolistens nødvendige selvprojicering og så nærværende Poul Krebs’ ydmyghed og hylden af fællesskabet. Vi er et sundt stykke fra sex, drugs & rock’n’roll – Krebs viser flot, ægte næstekærlighed i sin bekymring om venners misbrug. ”Det var Poul, der i sin tid turde konfrontere [Michael] Falch med, at hans alkoholmisbrug ville bringe rockmusikeren, skuespilleren, forfatteren og foredragsholderen helt ud over kanten, hvis han ikke fik det under kontrol.”(S. 215)

Samtidig med tilblivelsen af denne bog indspillede Poul Krebs en cd med samme titel. Alle teksterne fra pladen er gengivet i bogen på Carsten Ingemanns mættede og intense farvefotografier.

Jeg synes, det er en rigtig god idé at høre numrene og ikke kun læse teksterne.

For så er det, at Krebs’ popularitet er indlysende. Lad ikke teksterne stå alene; det har de ikke fortjent: ”Hun sku væk fra byen for at få lidt luft / For at finde sig selv på et indre togt / Hun havde selv tændt ild til de broer der var brændt / Hun så sig ikke tilbage en eneste gang / Men der er noget ved alting…”

Men billederne er en nydelse at se – de udvalgte fotos fortæller bare levende historier!

De mange Poul Krebs-tilhængere får med denne bog bekræftet, at sangeren og sangskriveren virkelig er et godt menneske, der på sin helt egen måde gennemlever et liv i musikken med egne idealer og moral holdt i hævd. Og det er respektabelt.

…og så lige en go’ historie

Poul Krebs har gennem tiderne haft forskellige bands; det nuværende hedder Combardos. Og nej, det har ikke noget med kæmpende krigere at gøre. Egelind og Lehfeldt havde år tilbage nogle morsomme tv-udsendelser. Også fra Danmarks Smukkeste Festival, hvor friske hjemmeværnsfolk kækt dirigerede trafikken. ”Nu skal vi lige hen til kom-bare-do’erne” varskoede tourmanageren, da bandet nærmede sig back-stage. Han rullede vinduet ned i bandbussen og sagde: ”Vi kommer med Poul Krebs!” – hvorefter en glad hjemmeværnsmand returnerede: ”Jamen, kom-bare-do!” (S.174)

- og det blev så til Combardos – herligt!