Portræt af Henning Hansen - en af Danmarks bedste hornister

Det kan godt være at en af Danmarks bedste hornister drukner lidt i mængden af jakkesæt, når han trutter løs bag sit horn i Radiosymfoniorkestret i Radiohuset.

Men så er det godt at man også kan opleve Henning Hansen i andre sammenhænge. F.eks. i Royal Danish Brass eller til Nytårskoncerter m.m. på Det Kongelige Bibliotek, hvor han er fast del af Den Sorte Diamants eget husorkester DiamantEnsemblet (http://www.kb.dk/da/dia/koncerter/ensemblet/hansen.html).

En typisk arbejdsdag som hornist i Danmark

En hel normal arbejdsdag for hornist Henning Hansen (f. 1960) starter med opvarmning af læbemusklerne for at undgå overbelastningsskader.  Opvarmningen foregår ved at Henning spiller  nogle toner i mellemregistret, hvor belastningen er mindst. Så holder han en lille pause. Så spiller han igen lidt, og efterhånden som han mærker, at der kommer liv i læberne, bevæger han sig både op og ned i registret, mens han stadig holder små pauser hele tiden. Efter ca. en halv time føles læberne varme og smidige, og så ved han, at han er klar til at spille.

Herefter skal der øves på det der skal spilles i løbet af dagen. Det kan være at der er prøve i Radiosymfoniorkestret eller prøve i et af de ensembler han spiller i.. Er det ikke tilfældet øver han sig på det der skal spilles i løbet af de kommende uger. Pointen er hele tiden at være et par skridt foran. Hvis det er koncertdag, så starter dagen naturligvis også med opvarmning. Derefter er der generalprøve, efterfulgt af lidt afslapning om eftermiddagen, inden det går løs under selve koncerten.

Hvis man fra starten af får grundlagt en rigtig embouchure og blæseteknik, og man husker at blive ved med at øve og pleje sig selv rigtigt, er der ingen grænse for hvor længe man kan blive ved som hornist. Men man kan godt sammenligne musikerne lidt med idrætsfolk. Når musklerne er unge og friske, er man stærkest. Der er ikke mange fodboldspillere, der er aktive på professionelt plan, efter de er fyldt 40. Så galt behøver det ikke at gå som hornist, men læbemuskulaturen er kompliceret og består af mange små muskler, som på en måde bliver slidte med tiden.

Ordet ØVE går igen, når man taler med Henning. Men når det så er sagt, gælder det - som på så mange andre instrumenter - også om at være i besiddelse af et vist talent. Og det talent skal plejes og udvikles af lærere og en selv. Som barn er opbakningen fra forældrene essentiel. Den fik Henning heldigvis masser af.

En god musikskole og opbakning fra familien

Det lå ikke i kortene at Henning skulle blive til noget indenfor musikken. Som han siger:

”Ingen af mine forældre var udøvende musikere, men lyttede ofte til musik. Lige fra giro 413 og til klassisk musik. Jeg gik i skole på Engelsborgskolen i Kgs. Lyngby (den fra Lille Per filmene sic!), hvor Lyngby-Taarbæk kommunes frivillige musikskole holdt til. Alle børn i 3. klasse i kommunen blev dengang testet med hensyn til musikalitet. Jeg må åbenbart have klaret mig godt, for jeg fik en seddel med hjem, hvorpå der stod, at man anbefalede, at jeg begyndte at spille et instrument. Det var ikke noget mine forældre tænkte nærmere over, før musikskolens energiske leder Henning Krogsholm ringede en søndag eftermiddag og fik overbevist mine forældre om, at det var alvorligt ment. Efter nogen diskussion om hvilket instrument jeg skulle spille, fik jeg stukket et althorn i hånden. Vi var 5-6 drenge der startede samtidigt, og det geniale ved musikskolen var, at vi ikke blot fik enkeltundervisning, men også spillede sammen næsten fra starten af, så vi fik fornemmelsen af, hvad man kunne bruge hinanden til. Jeg husker stadig den første trestemmige akkord. Det har sikkert lydt forfærdeligt, men jeg syntes, det var noget af det fedeste, jeg nogensinde havde oplevet. Efter det første år fik vi lov til at vælge andre messingblæserinstrumenter, og alle valgte selvfølgelig trompet. Men Svend Kragelund, som var vores spillelærer, spillede waldhorn i Det Kgl. Kapel, og jeg syntes, at det var et flot instrument, så jeg skrev det på som nr. 2 ønske. Og sådan gik det så til, at jeg ikke fik en trompet, men et waldhorn”.

Som voksen har han også ofte måtte trække på familie og venners tolerance. Mange koncerter spilles netop hvor de fleste mennesker har fri. Det vil sige om aftenen og i weekenderne. I denne sæson har symfoniorkestret f.eks. arbejdet i skolernes efterårsferie og den 31. december både om eftermiddagen og aftenen. Der er også ofte arbejde i påskeferien og Skt. Hans aften. Så det kræver stor forståelse fra samlever og børn. Og når man så har fri, så kan man ikke lægge instrumentet fra sig i ret mange dage, for man skal jo være i form når orkestret starter igen. Dette er ikke ment som brok, understreger Henning. Han elsker sit job, men ind imellem kræver det en vis logistik, at få det hele til at gå op.

Rig på oplevelser

Der er ikke forfærdelig mange stillinger som hornist i Danmark, men der er til gengæld heller ikke så mange, der spiller horn. Så der er altid rigeligt at lave, og da Henning tilhører den gamle garde i symfoniorkestret, er han ansat som tjenestemand. Det giver en vis sikkerhed i ansættelsen.

Der er ikke den store forskel på at være hornist i Danmark og i udlandet. Henning taler jævnligt med udenlandske kollegaer og fælles for alle er at arbejdet går ud på at reproducere musik, der er skrevet ned. Det foregår ved at øve, holde prøver og spille koncerter/forestillinger. Hvis der er en forskel, kan den være, om man spiller i et kammerensemble, et symfoniorkester eller et operaorkester.

Rig i traditionel forstand bliver man ikke som hornist. Lønnen ligger omtrent på samme niveau som en gymnasielærers. Og så er der lidt ekstra fra ensemblerne. Af priser har han modtaget Jakob Gades legat og rejselegater fra DR og Radiosymfoniorkestret.
Men der er megen rejseaktivitet. Henning har rejst i alle nordiske lande, alle europæiske lande med nogle få undtagelser, Rusland, Kina, Sydkorea, Canada, Brasilien, Argentina samt mere end halvdelen af staterne i USA og han har mødt mange kendte musikere, dirigenter, politikere m.fl. på sin færd og i sin karriere. Han har også hilst på Dronningen ved flere lejligheder. Med Royal Danish Brass spillede han morgenmusik til hendes 60 års fødselsdag og til regentparrets sølvbryllup. Ligeledes med Royal Danish Brass ledsagede han regentparret på et officielt statsbesøg til Spanien, hvor han også fik hilst på det spanske regentpar. Desuden spillede han med blæserne fra DiamantEnsemblet til åbningen af en udstilling af Dronningens découpager på Karen Blixen Museet.

Waldhornet

Der er, ifølge Henning, ikke nogen hornfabrikater, der er finere end andre. De fleste horn bliver lavet i USA, England og Tyskland, og det er en individuel smagssag, hvilket instrument man har det bedst med at spille på. Det er noget andet med mundstykket. Den lille ”tragt” der sidder mellem læberne og selve hornet. Det er ren religion og en kilde til evig diskussion for nogle hornister. Henning spiller på to forskellige horn. De er begge fra Tyskland. Til nørderne kan han oplyse, at det ene kommer fra Gebr. Alexander i Mainz, og det andet kommer fra Ricco Kühn i Oederan ved Dresden. Begge ligger i et prisleje på 60.000 - 65.000 kr.

Adspurgt om han har en særlig genkendelig klang lyder svaret at alle 6 hornister i Radiosymfoniorkestret tværtimod tilstræber at udvikle en fælles klang. Det klæder gruppen bedst. Sådan er det også i de andre instrumentgrupper og i andre orkestre. Hvis man skal tale om specielle klange, så er det nok snarere noget, der gør sig gældende fra land til land. Men også det bliver udvisket, efterhånden som verden bliver ”mindre” via påvirkningen fra internet, og at det er blevet nemmere og mere normalt at rejse. Så længe Henning fornemmer kvalitet i musikken, er der ikke nogen musik, han foretrækker frem for anden.

Fritiden

Døgnet har kun 24 timer og med sammenbragte børn kræver det lidt planlægning at få tid til diverse hobbies. I øjeblikket er det løb og cykling, der optager Henning og så glæder han sig til forår og sommer, hvor der skal gang i have og drivhus.

Som tjenestemand går man på pension som 63 årig og om den tid udtaler Henning: ”Hvis helbredet tillader det og interessen stadig er der, kunne jeg godt forestille mig at forsætte som freelance musiker, hvis nogen vil bruge mig. Ellers så er der jo nogle af mine interesser, jeg ikke får dyrket så meget i øjeblikket, som kunne tages op igen. Måske er jeg så heldig, at der er kommet børnebørn til den tid, og de travle forældre trænger til lidt aflastning”.