Postkort fra Rom

Ottorino Respighis "romerske trilogi" hører til de populære klassikere, som altid har været fremme på plade og i koncertsalen. En del kritikere har dog svært ved at snuppe de tre værker. De er overfladiske, hedder det. Naive. Larmende. Postkort i grelle farver ...

Det kan ofte betale sig at lytte til, hvad vogterne af den gode smag advarer imod. Det kan være en genvej til gode oplevelser. Og Respighi er da heller ikke blevet så populær uden grund. Kan man lide Tjajkovskijs balletmusik, Debussy, Strauss og ikke mindst filmmusik, ja, så vil den "romerske trilogi" gå rent ind.

Roms fontæner, det første af de tre symfoniske digte, havde premiere i 1917. Herefter fulgte Roms pinjer  i 1924 og Romerske fester  i 1929. Det er musik, som taler direkte til det indre øje. Respighi maler forskellige romerske scenerier frem og vandrer ubesværet mellem fortid og nutid, buldrende drama og den blideste naturlyrik. Man hører kvæget drage på græs, mens solen lyser op i morgentågen. Aftenklokkerne ringer, fuglene kvidrer og vinden hvisker mellem træernes blade. Børn leger og synger i pinjelunden ved Villa Borghese. Der lyder salmer fra dybet af en ældgammel katakomb. Månen lyser over Roms høje. En legion kommer marcherende ad Via Appia til lyden af gjaldende trompeter. Publikum går amok i Circus Maximus, når de kristne kastes for løverne.

Respighis særlige talent ligger i orkestreringen. Han bruger alle de farver, der kan trækkes ud af et stort orkester, og smider klaver, harpe, orgel, celeste og mandolin oveni. Et sted kræver partituret, at der bruges en grammofonoptagelse af en nattergals sang. Det er lige ved at være for meget - og hvor er det skønt!

Der findes mange gode indspilninger at vælge imellem. Jeg har lige hørt Torteliers udgave fra 1991 med Philharmonia Orchestra og vil gerne anbefale den, ikke mindst på grund af den store og detaljerede lyd, som er så vigtig ved denne musik. Sæt en time af til at drømme om den evige stad ...

Lån musikken fra dit nærmeste bibliotek