Poul Krebs solo

På en god dag kan selv det mest simple set-up udvikle sig til noget fantastisk. Som det f.eks. var tilfældet forleden aften, lørdag 29/3, da Poul Krebs som en stifinder på rette vej sluttede sin solo-turné på landevejenes asfalt i Musikhuset, Århus.

Publikum

Publikum var mødt talstærkt op. Der var sådan nogen som os, min kollega og jeg, der har lyttet til Krebs i mange år. Der var nogle lidt ældre publikummer - det kunne man med Krebs's egne ord konstatere, når de kunne synge med på hans korte mellemspil med "Storkespringvandet". Og der var også nogen, som  bare var ude for at have god aften, og som sikkert synes, at der er noget ved alting. Og det var der den lørdag aften. Krebs var hjemme. Krebs var i sikker havn og han blev budt velkommen af et entusiastisk publikum. Et publikum, der nok kendte sangene, og af og til nynnede med, men samtidig lod det fine, næsten skrøbelige set-up få plads. Man forfaldt heldigvis ikke til unødig fællessang, men lod Poul Krebs selv komme til orde og fortolke sig selv.

Poul Krebs og sangene

Det var et simpelt set-up. En barstol, et par spotlys og en mand med sin guitar. På bagtæppet var der striber af lys - næh, det var nu nok Asfalt, de symboliserede. Den asfalt han gennem en efterhånden lang karriere har slidt tynd, og anerkender vigtigheden af på sit nye album.  Men for en mand med noget på hjerte, er det ikke nødvendigt med mere. Set-up'et , sangene og stemningen virkede.

På sin egen underfundige og finurlige måde blev vi inviteret til at møde en række af Krebs's sange. De sange som han har et nærmest personificeret forhold til. Der var gamle sange, som havde insisteret på at ville med. Der var nye sange, som skulle med. Og der var de kendte sange, som bare måtte med. Ikke mindst fordi de havde gjort det så godt for nogle af de andre sange, som Poul Krebs havde prøvet at forklare dem. Altså de sange som lå og var lidt mugne over, at de ikke nær så tit kom med ud. Ja der var sågar også en sang, som havde ladet sig indspille af Bamse i ventetiden. Det tog Poul Krebs meget pænt. Når det nu skule være, var det godt at det var ham, sangen var gået over til. En velplaceret hilsen til en savnet kunstner og kollega, hvis minde ikke forsvinder Som Dug for Solen ...Joh, Krebs taler med sin musik på mere end en måde.

Koncerten

Poul Krebs indledte koncerten med at spørge"hvem sidder der bag skærmen, med klude om sin hånd..." Med umiskendelig Krebs-lyd og -frasering satte han stemningen bare for at glide over i "Lugten af Asfalt" fra det nye album. Eller "den nye cd'er", som han havde bemærket, at det kaldes visse steder i landet.  Vi fik et par anekdoter fra turnélivet. Om hvordan de var nået helt til Vorupør - godtnok ved en fejl, for de skulle egentlig have være i Harboøre. En ankdote javist, og ikke nødvendigvis helt sandfærdig...

Der var fornemme glimt af både den unge og den nu mere modne Krebs. Vi fik indtryk af den bekymrede far, der i nattetimerne på vej hjem fra job kunne tale i telefon med den unge datter, der var på vej hjem fra sit job. Jobbet på en bar i Amsterdam. "Kunne hun da ikke have fundet noget i en børnehave eller noget??"... Det kunne hun vist ikke... Der var andre selvironiske betragtninger om ungdommens kådhed. At bjergene på Mols fint kan stå som mål for udlængsel på knallert - godtnok ikke helt Peter Fonda på Harley, men jakken med frynser havde man da...Omend den ærlig talt vistnok havde været lidt aparte dengang til konfirmationen...

Selvfølgelig var Krebs ude at promovere sit nyeste album. Men som den troubadour og historiefortæller han er, kom Poul Krebs fint rundt i hele sit repertoire. Der var ikke de store sensationer - kun de små. En af dem var, at han til sidst i koncerten fik besøg af sangerinden Anne Hjort under sangen "Vi tog Heldigvis Fejl" fra det nye album. På albummet varetages den rolle af svenske Lisa Nilsson, men Anne Hjort klarede det fortrinligt.

Erfaringerne fra en god aften rigere kunne Poul Krebs takke af til stående klapsalver fra et veloplagt publikum. Godt gået, Poul.