dummy

Praytell: LoL, we're all gonna die :))

15-01-2021
Niels Mark

Den nye danske punk-rap-artist praytell. tager sin baggrund i punken med ind i moderne hip-hop med ligefrem snak om psykiske problemer, stofmisbrug og flydende identiteter i smadrede, nysgerrige produktioner på sin debut-EP, den humoristisk-nihilistisk betitlede ‘LoL, we're all gonna die :))’ Der kan allerede nu udstikkes en garanti: Der findes ingen i dansk hip-hop som praytell. Det gælder både tekster, produktioner, vision og æstetisk tilgang, såvel som den fortid og det liv, der har formet praytell. og den kunst, han skaber.

praytell. er vokset op i et dysfunktionelt hjem med en fattig singlemor i et dårligt kvarter. Som 12-årig begyndte han at spille guitar, blev hurtigt interesseret i punk og gik i gang med skrive sine egne sange. Fra 15-års-alderen frekventerede han Ungdomshuset og dets øvelokaler med sit første band Samaritan, der arrangede egne shows i miljøet. Herefter faldt interessen på støjrock og no-wave, praytell. begyndte at hænge med bandet Collider og dannede støj-pop bandet Einander. Ansporet af Collider-slænget søgte han lidt i sjov om optagelse på Det Rytmiske Musikkonservatorium - og kom ind.

I løbet af det første år på konservatoriet lavede han albummet ‘Daylight’ med Collider, Clarissa Connelly og Thurston Moore fra Sonic Youth under navnet “Nooooooo”, og arbejdede samtidig med banden Loiter, der nåede at udgive 2 singler inden sin opløsning.

Som resultat af en langvarig interesse for hip-hop, en skelsættende Death Grips-koncert på Roskilde i 2019 og en håndledsskade, der gjorde det umuligt at spille guitar, begyndte praytell. herefter at producere og sine egne hip hop-tracks non-stop. Han fortæller:
"Da jeg startede projektet, ville jeg gerne oversætte min virken og kunnen fra eksperimenterende støjrock og punk over til hip-hop. I mit hoved er jeg bare er en punker, der har tilpasset sig tiden og laver musik på en computer, i stedet for at begrænse mig til guitar/trommer/bas (...) Jeg holder en høj arbejdsmoral og arbejder fuld tid hver evigt eneste dag - også weekender. Mange rappere siger “no days off”, men jeg har et billede af at de stadig chiller rimelig hårdt. Jeg tager ingen dage fri."

I december 2019 var praytell. i LA for at arbejde med produceren Parker Corey (Injury Reserve), og i de efterfølgende måneder færdiggjorde han adskillige tracks, nu som praytell. i samarbejde med den unge stærke hip hop-producer Lille Høg. praytell.s ambition om at lave den hårdeste, mest mærkelige hip-hop lykkes til fulde på debut-EP’en “LOL, we're all gonna die :))’ med sine fremadsynede, trashede og catchy produktioner, et quirky, humørsygt flow og konfronterende, ærlig lyrik fra det mest personlige mørke. En ærlighed, som kan virke skræmmende på folk, ikke mindst de nydelige, introverte danskere. Han fortæller:
"Lyrisk går jeg bare efter at være så ærlig som muligt, og fortælle om mit liv. Hvis jeg kan fortælle om mine problemer og tanker, og få nogen til at føle sig set, føle at de kan relatere til de ting jeg siger, er det rigtig fedt. Jeg synes ikke, folk i det her land er særlig ærlige om hvordan de har det, men jeg har altid været virkelig ærlig omkring det, og det har skræmt folk. Og jeg tror der er rigtig mange mennesker derude, som har det ligesom mig, de tør bare ikke tale om det, eller også har de ikke nogen at tale om det med, så jeg vil gerne vise dem, at de ikke er alene."

praytells tekster beskæftiger sig med psykisk sygdom, stofproblemer, kønsidentitet, fremmedgørelse, vrede, angst og accept af jordens undergang - intet mindre. Lyrikken tager altid udgangspunkt i praytells eget liv, men samtidig taler de ind i den håbløshed, som han ser, at mange i sin generation har omkring verden og fremtiden. Selv om lyrikken er ikke politisk i sig selv, bliver den det indirekte ved, at den taler om det, som man normalt ikke tør tale om og helst gemmer væk.

I praytell.s personlige og til tider humoristiske italesættelse af mørket, depressionen, det håbløse og det absurde antager dette kaos karakter af noget generelt, som kan observeres, konfronteres og endda omfavnes. Centralt står ambitionen om konfrontere de gældende strukturer ved at tale om tabubelagte problemer og udfordre gængse kategorier, og derimod fremhæve nuancer og identiteter som normalt ikke tillades. Denne vision udfoldes for smadder i 2021, hvor praytell. udover EP’en udsender mere musik og en tøjkollektion. praytell. kan således ses som et billede af sin tid - en syntese af forskellige genrer og kunstarter og dermed et format-udfordrende, tværæstetisk og identitets-revolutionært projekt, der udfordrer de konventioner og systemer, som vi gerne snart må slippe af med.

praytell - dansk hip hop kunstner
Debut-album "‘LoL, we're all gonna die :))" udkommer 12. marts 2021

Musikvideo til den første single 'LADYKilLLER