Genrer
Prince: Purple rain
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 72
Princes død var et stort musikalsk tab, og til trods for, at at han på overfladen kunne synes blot at være en fjollet popmusiker, var hans ambition og arbejdsmoral ikke noget at kimse af. En af hans store satsninger var hans første spillefilm, Purple rain fra 1984. Filmen var en kommerciel succes, men i mine øjne holder den ikke særlig godt. Det er en film fyldt med kluntet dialog, dårligt skuespil og et tyndt plot. Det eneste punkt, hvor filmen brillerer, er i soundtracket. Hvis vi ser bort fra en alt for lang koncertsekvens mod slutningen, så understøtter alle sangene flot de scener, de knytter sig til. "Let’s go crazy" er en energisk måde at sætte stemningen for filmen, "Purple rain" udgør et følelsesmæssigt klimaks og en nyvunden skrøbelighed hos hovedpersonen, "The beautiful ones" læner sig flot op ad hovedpersonernes sensuelle flirten, og "When doves cry" understøtter den tumult, hovedrollen går igennem i forholdet med sine forældre. Det er alt sammen rigtig fint, men jeg blev faktisk forelsket i soundtracket før jeg havde set filmen. Og jeg elsker stadig pladen efter at have erfaret filmens middelmådighed.
Prince leverer på Purple rain en kreativ, spøjs blanding af synthfunk og poprock, en lyd, der ikke var ham totalt uvant, men som heller ikke tidligere har været så velskåret. Princes lyd er et potpourri af modstridende indflydelser, hvilket sagtens kunne blive et værre roderi, men i hænderne på Prince skaber det nogle nye, farverige klangflader. Det klassiske eksempel er "When doves cry", der bl.a. udmærker sig ved ikke at have basguitar på hele nummeret. Der skulle oprindeligt have været både en bas og et keyboard, men keyboardet fik lov til at overtage hele bassens funktion. Der er også andre faktorer – bl.a. den skarpe melodi, den legesyge tekst og hvordan hvert eneste instrument er arrangeret til at gøre lyden rigere og mere levende – men jeg føler stadig, at keyboardets erstatning af bassen på hvad der ellers er et rigtig funky nummer, er en essentiel del af appealen. Dette niveau af finesse bringer Prince til hvert eneste nummer på Purple rain. Uanset om det er den søde kærlighedssang "I would die 4 u", den oprørte "Computer blue" eller den sensuelle "Darling Nikki". De fylder mig alle med en umiddelbar glæde, muligvis bare over hvor lækkert det hele er sammenskruet.
Rækkefølgen på soundtracket er stort set ligesom i filmen. Der er nogle få forskelle, men i mine øjne virker de. I filmen, efter hovedrollen har blottet sig ved at spille "Purple rain", skal der en triumf til i form af nogle gladere sange. På pladen er disse to, "I would die 4 u" og "Baby I’m a star", rykket ind mod midten af pladen, mens den dramatiske "Purple rain" passende får lov til at afslutte albummet. Det meste af tiden fungerer pladen faktisk så godt, at man kunne mistænke Prince for at have sammensat pladen først og derefter have sørget for, at filmen nogenlunde logisk fulgte albummets tracklist så tæt som muligt. Det eneste tilfælde, hvor jeg føler, jeg mere er i gang med at høre på et soundtrack end en helstøbt plade, er den instrumentale sektion i slutningen af "Computer blue", men selvom lyden her er lettere soundtrack-agtig, går den også virkelig tilfredsstillende over i "Darling Nikki" bagefter. Purple rain er da også mere end et soundtrack. Det er en fænomenal popplade. Albummet er altid en succes i sociale sammenhænge, og jeg er end ikke tæt på at være træt af den efter at have hørt den adskillige gange op til anmeldelsen.