Genrer
Prince: Sign o' the times
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 93
Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en del af vores kulturelle verden i dag såvel som da han levede. Man behøver ikke at have lyttet til meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil nok altid være Purple rain, men lige efter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign o' the times fra 1986. Det skulle oprindelig have været et trippelalbum, men pladeselskabet overbeviste Prince om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen er svagheden nok til stadighed dens længde.
Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribe. Det klassiske titelnummer viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst. Men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af "Slow love" og "Adore", noget psych-soul på bl.a. "Starfish and coffee", og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på "House quake" og "It". Variation er en god ting, og Prince er som sangskriver ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at gabe over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på "If I was your girlfriend", "Starfish and coffee" og "Strange relationships" går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.
Noget, der knap så godt formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal have det hos al musik, men albummet er svært at genrekategorisere ud over det vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog respekt for, at han havde mange ideer, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign o' the times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.