”Prog-prinsen” Steven Wilson

Den selvlærte producer og eksperimenterende musiker værdsætter både sine successer og fiaskoer.

Til september hylder Prog Magazine for første gang den progressive rock i gennem de sidste 40 år. Den produktive multikunstner, Steven Wilson, er nomineret til ”Progressive Music Awards 2012” i flere kategorier. Han er i fint selskab med de andre nominerede f.eks. ”prog kongen” tressernes King Crimson, halvfjerdsernes Yes, Jethro Tull og Pink Floyd og firsernes Marillion.

Wilson er særligt kendt for sin unikke sammensmeltning af flere genrer f.eks. psykedelisk rock, space rock, pop, jazz, progressiv rock, alternativ rock, metal og eksperimental rock, der især giver bandet Porcupine Tree en meget speciel og karakteristisk lyd. Derudover eksperimenterer han ofte med nye musikalske elementer, der i høj grad gør albums forskellige fra hinanden. Wilson er ikke alene en funklende stjerne på rock himmelen, han er også en utroligt talentfuld producer. Mangt et spirende rock band ville være sikret vejen til omtale og potentiel succes med Wilson bag mixerpulten.

Han er ikke den store image skaber men hans fremtoning virker lettere nørdet, og på Youtube siger han selv at han er lidt kejtet overfor kvinder. På scenen optræder han barfodet for bedre at kunne betjene de forskellige guitarpedaler. Man kan følge Wilson på Twitter og Facebook og downloade hans nye app ”Steven Wilson”. På websiden “Headquarters” på http://www.swhq.co.uk/ kan man gå på opdagelse i hans playliste og se en opdateret diskografi med mere end 1000 indførsler!

Som Wilson selv siger.. ”I guess I've made a lot of records huh? And far too many that aren't very good, but there you go. My philosophy has always been to learn by your mistakes and personally I can't really judge the quality and direction of something until it's been released into the world. I also know what it's like to be a collector - sometimes the mistakes of an artist are just as interesting as the successes that made you like them in the first place. I have many mediocre or downright bad albums by artists I love, and here's the thing: I treasure them just as much. For the record my favourite albums amongst those I worked on are Porcupine Tree's In Absentia, No-Man's Returning Jesus, IEM's Arcadia Son, Bass Communion II, Anja Garbarek's Smiling and Waving, and Opeth's Blackwater Park. I'm pretty happy with those”.

Opvækst og skolebands:

Wilson blev født i London i 1967. Han var omkring 8 år, da hans forældre en juleaften forærede hinanden hhv. Pink Floyds The Dark Side of the Moon og Donna Summers Love to Love You Baby.  De to plader fik en afgørende betydning for hans fremtidige virke. Wilsons to bands Blackfield og Porcupine Tree lagde sig op af Pink Floyds progressive, psykedeliske og konceptuelle rock.  Wilsons band No-Man var inspireret af Donna Summers trance agtige rytme. Omkring 11 års alderen eksperimenterede han med lyde ved hjælp af mikrofoner, vokoders og flerspors kassettebånd. Faderen, som var elektronik ingeniør, hjalp til så godt han kunne.

Snart var den unge prog-prins i gang med at komponere musik og etablere skolebands. Det første projekt var den psykedeliske duo Altamont, som bestod af den 15-16 årige Wilson og Simon Vockings på synthesizer. Det blev til “Prayer for the Soul” på kassettebånd. Næste projekt var det progressive rock band Karma, som nåede at få båndet The Joke's On You (1983) og The Last Man To Laugh (1985). Noget af dette tidlige material blev siden genbrugt i Porcupine Tree’s katalog. Wilson spillede derudover keyboard i New Wave bandet Pride of Passion (senere Blazing Apostles), som erstatning for Marillions keyboard spiller Brian Jelliman.

Porcupine Tree dannes.

Wilson er især kendt for at være grundlægger, guitarist, sangskriver og forsanger for den progressive rockgruppe Porcupine Tree. Porcupine Tree har videreført den engelske tradition for progressiv rock efter Pink Floyd. Bandet gæstede Danmark to gange i 2010. De spillede en særdeles brunstig rock koncert på Roskilde Festivalen og en mere intim koncert i Århus på Trains.

Porcupine Tree startede som en psykedelisk rock duo i 1987.  Wilson eksperimenterede med forskellige instrumenter og hans skolekammerat Malcolm Stocks bidrog med ideer og supplerende sang. Malcolm Stock stoppede og andre kom til. Efterhånden voksende bandet og fremstod i perioden 2002 til 2009 som et progressivt rock band med en generelt tungere lyd.

1. Debuten On the Sunday of Life… (1990).En ambient, trance og psykedelisk udgivelse der rummer det bedste af tidligere indspilninger fra hhv. Porcupine Tree (Up the Downstair) og No-Man (Loveblows And Lovecries – A Confession).
2. Up the Downstair (1993). Melody Maker kaldte den et psykedelisk mesterværk. Keyboardspilleren Richard Barbieri (ex- Japan) og den australsk-fødte bassist Colin Edwin kom med og senere på året inkluderedes Chris Maitland (No-Man) på trommer. Nu var man et “rigtigt” band.
3. The Sky Moves Sideways (1995). Rost af NME og Melody Maker. Hyldet af en voksende fanskare som halvfemsernes svar på Pink Floyd - tilsat ambient og trance.
4. Signify (1996).En mere sangorienteret stil med et strejf af krautrock og en fyldigere bandlyd uden trommemaskiner.
5. Live-albummet Coma Divine (1997).
6. Stupid Dream (1999). I den poppede ende.
7. Lightbulb Sun (2000). Voksende popularitet på undergrundsscenen.
8. In Absentia (2002). En tungere og mere dyster lyd, nu med verdens bedste Gavin Harrison (Paul Young m.fl.) bag trommerne. Albummet blev i 2004 udgivet i “5.1 Surround Sound”, hvilket indbragte dem en pris for "Best Made-For-Surround Title" award af ”The Surround Music Awards”.
9. Deadwing (2005). Det første album som ramte hitlisterne og som også blev kåret som "Album of the Year" af Classic Rock Magazine. Igen vandt de "Best Made-For-Surround Title" prisen.
10. Live-DVD´en Arriving Somewhere…
11. Fear of a Blank Planet (2007). Et concept-lignende album ikke mindst på grund af teksterne, som inspireret af Bret Easton Ellis bog Lunar Park, kredser omkring teknologisk fremmedgørelse, teenageproblemer, stoffer og opmærksomhedsforstyrrelser. Albummet slog i gennem i mange lande og blev nomineret til en US Grammy i kategorien "Best Mix For Surround Sound". Det blev også stemt ind som #3 “Album of the year” af ”Sound and Vision”.
12. The Incident (2009).En 55 minutter lang sang åbner CD 1. Genren er psychedelia, progressiv rock, guitar rock og heavy rock. Det forlyder at Wilson i forbindelse med et biluheld oplevede vise overnaturlige ting som har inspireret ham til titel og tekster. Albummet opnåede en placering som nr. 5 i England.

Andre sideløbende projekter.

No-Man
Fra at have udfoldet sig mest indenfor genrer som avantgarde, krautrock, industrial, psykedelisk og progressiv rock, fik Wilson lyst til at lave mere melodiøs og synthpoppet musik i stil med Talk Talk.  Dog stadig kombineret med prog rock elementer. Solo studio-projektet "No Man Is An Island (Except The Isle Of Man)" så dagens lys. Efter et års tid alene blev projektet suppleret med sanger og tekstforfatter Tim Bowness under det nye navn “No-Man”. Singlen "The Girl From Missouri", fra 1989 blev udsendt. I 1990 var “No-Man” blevet til en sang/violin/multi-instrument trio som inkorporerede dance beats, ambient musik og hip-hop i deres art-pop lyd. Deres anden single var et Donovan cover som blev “Single of the week” i Melody Maker. Donovans gamle sang “Colours” var forvandlet til en croonet trip-hop melodi. Den moderate succes fortsatte og I 1992 turnerede “No-Man” som et 6 mands band gennem England nu med tre ex-medlemmer af glam-pop bandet Japan – Mick Karn, Steve Jansen og keyboardspilleren Richard Barbieri (som siden blev et fast medlem af Porcupine Tree). I nullerne vekslede Wilson mellem udgivelser af Porcupine Tree og No-Man. No-Man med diverse gæstemusikere såsom Theo Davis og Pat Mastelotto. No-Man optrådte ikke live mellem 1994 og 2006, hvorimod Porcupine turnerede flittigt i perioden.

I.E.M. Main article: Incredible Expanding Mindfuck Mellem 1996 og 2010 indspillede Wilson en række albums under navnet I.E.M. Formålet med dette solo-projekt var, at formidle Wilsons kærlighed til krautrock og til den mere eksperimenterende rock musik.

Bass Communion.
Wilsons kærlighed til ambient og drone og i det hele taget hans mere mørke og melankolske musikåre, fik ham i 1998 til at lancere solo-projektet Bass Communion. Diverse eksperimenterende musikere f.eks. Colin Potter og Andrew Liles blev inddraget.

Blackfield
I 2001 mødte og påbegyndte Wilson et samarbejde med den israelske rockmusiker Aviv Geffen. Duoen har udgivet tre melodiske og melankolske albums under navnet Blackfield.

Cover versioner
Fra 2003–2010 udgav Wilson seks CD singler med hhv. en original Wilson sang og en cover version af sange fra Alanis Morrissette, ABBA, Donovan, Prince, Momus og Cure.

Insurgentes og Grace for Drowning
I november 2008 udsendte Wilson sin første egentlige soloplade Insurgentes. Den blev optaget på en jordomrejse fra januar til august. Insurgentes blev fulgt op af det anmelderroste dobbelte album ”Grace for Drowning” i 2011. En europæisk turne bragte Wilson med band til Amager Bio i april 2012.

Storm Corrosion
Mikael Åkerfeldt fra det svenske metalband Opeth og Steven Wilson har samarbejdet i årevis. Med Storm Corrosion har de for alvor slået pjalterne sammen. Albummet Storm Corrosion (april 2012) trækker på den tidlige prog rock. Det er et overraskende stille album, men også dramatisk, dragende og mytisk i sin grundstemning.

Generelt lader det til at Wilson har et godt øje til Skandinavien. Her har han også produceret den norske musiker Anja Garbarek. Wilsons ven og tro fotograf er i øvrigt danske Lasse Hoile. De videosekvenser Porcupine Tree afspiller under deres koncerter har Hoile optaget på Århus banegård. Hoile optog også en dokumentar/roadmovie og en meget rost musikvideo i forbindelse med Insurgentes.

Bibzoom anbefaler:

Porcupine Tree
On the Sunday of Life… (1990): “Radioactive toy”. Den er underlig og fængende.
Signify (1996-1997/2003): “Hallogallo”. En hyldest til Neu! og krautrock.
In Absentia (2002): “Blackest Eyes”. Stevens stemme er ikke voldsomt kraftfuld. Men han kan viske og synge det smukkeste kor.
Deadwing (2005): “Lazarus”. En meget stemningsfuld sang.
Fear of a Blank Planet (2007): “Way out of here”. Prog-prinsen og Prog-kongen er sammen. King Crimsons guitarist og bagmand Robert Fripp er med på denne længselsfulde melodi.
The Incident (2009): “The Incident”. Dette album er en lang autentisk spøgelseshistorie.

Steven Wilson Grace for Drowning (2011): “Remainder the Black dog”eller “Sectarian”. Måske en hyldest til Led Zeppelin? Sectarian er ret jazzet. En betagende, atmosfærisk og velproduceret udgivelse for dem der kan lide en god “prog epic”. Hvis man bedre kan lide en dynamisk rytmesektion skal man i stedet vælge Porcupine Tree.

Storm Corrosion
Storm Corrosion (2012): “Drag Ropes”. Mytisk og dragende. Især hvis man samtidigt ser den dramatiske video på Youtube.