Publikum svigtede sløv indiefest

Anmeldelse: Kites and Komets, P3-Teltet, Smukfest 2012, torsdag den 9. august 14.15.

Ingredienserne var faktisk linet op til en rigtig fin, tidlig eftermiddagskoncert. Der var cowboybukser, kasket, ternet skjorte og seler. Der var en tung og dyb Rickenbacker basguitar til at lægge bunden, og samtlige seks medlemmer havde en mikrofon, så forsangerne kunne få støtte og samklang.

Støtte var der desværre ikke at finde, hvis man kiggede sig omkring under teltdugen. Og på trods af både konferencierens og bandets egen opsang om at få flere folk tættere på, er det en underdrivelse at sige, at der var halvtomt, da Kites and Komets smed de første indienumre ud over scenekanten.

Stilmæssigt ligger vinderne af sidste års KarriereKanon sikkert i den poppede del af indierocken. Tamburinerne gjalder fra percussionisten, og kantslagene fyger om ørerne på trommeslageren. De lange passager med flere stemmer leder tankerne hen på Fleet Foxes, mens lyden og numrenes opbygning står på skuldrene af Veto.

Med det nye nummer ”She Lives In Neon Light” viste bandet, at der bestemt er udviklingspotentiale, men koncertens første halvdel bar præg af, at de seks unge mænd nok havde forestillet sig noget helt andet, da de blev inviteret til at spille på Smukfest.

”I må meget gerne komme ind til festen,” prøvede frontmanden Mikael Kærsgaard, og lidt hjalp det da også. Og så kom festen stille og roligt i gang. Det var især en ihærdig indsats fra lysmanden, der fik koncerten til at ligne en rigtig fest.

Problemerne, som Kites and Komets slås med, er intonationen. I flere numre kom de tøvende og skævt ind på hinandens stemmer, så snart forsangeren fik selskab af mere end én andenstemme. I flere omgange lykkedes det dog, og så gav korklangene en fin dimension til den letbenede indiepop.

Styrken er, at bandet holder fast i at lege. Både når de tosser rundt på scenen og med det musikalske udtryk i det nye nummer ”Out Of The Fiction”.

Synth-lydene fik frit løb, og vokalerne var badet i lynhurtig delay. Det gav det det potentielle hit lyden af temaet til et Nintendo-spil i en ungdomsklub i 90’erne.

Med ”Rewinded Floors” og ”We Can Stop Time” ramte de seks drenge på scenen et fedt energiniveau, og deres fest var medrivende at se på. På gulvet savnede de mest festlige nogen at danse med, for de fleste solede sig i sikker afstand.