Genrer
Rachmaninov uden showeffekter
Rachmaninov uden showeffekter
Stoisk og fattet ser Rachmaninov dramaet i øjnene på denne indspilning af hans uopslidelige Klaverkoncert nr. 2. Her er ikke øjeblikkets panik, slet intet hysteri, men en kontrolleret accept af det skæbnesvangre. Og alligevel en mærkbar lidenskab, der akkurat er tøjlet. Alexandre Tharaud signalerer det straks fra de berømte indledningsakkorder, der næsten er ved at sprænges – en gammeldags spillepraksis, som ikke er noteret i partituret, men kan høres på Rachmaninovs egen indspilning fra 1929.
At Klaverkoncerten klinger så samlet og fast må tilskrives dirigenten Alexander Vedernikov – den kommende musikchef på Det Kongelige Teater i København – der er urokkeligt sikker og helt fri for showeffekter. Dem hører man mange af på den flashy indspilning fra 2009 med samme Liverpool-orkester, dirigenten Vasily Petrenko og pianisten Simon Trpceski, men der er noget virkelig tiltalende ved det helt afklarede og fattede samspil mellem Tharaud og Vedernikov.
Tredje sats er den mest originalt udførte. Tharaud giver sig lov til at indtage en mere kommenterende rolle, friere og lettere, for at vise at åget fra de foregående satser er væk. Der kommer et livligt overskud, for eksempel i fugaen halvvejs inde i satsen, og det er et sjovt, personligt touch at ubderstrege kontrapunktet, som ellers ikke lige er det, som Rachmaninov er mest berømt for.
Summa summarum en indspilning, der kan høres mange, mange gange. Normalt ville man have suppleret med endnu en klaverkoncert, men i stedet får man et særpræget udvalg af "fillers", som de kalder det i pladebranchen: Først de fem Fantasistykker op. 3 med blandt andet det berømte Cis-mol-præludium, spillet ret nøgternt, og derefter en anden Rachmaninov-evergreen, Vocalise, sunget af fransk musiks nye stjerneskud, den lyse koloratursopran Sabine Devieilhe. Til sidst det mest usædvanlige på albummet, nemlig to stykker for sekshændigt klaver, skrevet da Rachmaninov var 17 år. De er nok kun med, fordi det ene af disse ukendte stykker begynder stort set på samme måde som anden sats af Klavwerkoncerten. Fiffigt beregnet af Alexandre Tharaud, der altid har en plan for, hvad han gør.