Genrer
Rachmaninov: Variationer
Genfødt romantiker
Rachmaninov var lakonisk bevidst om, at hans elskede, gamle verden gik under for øjnene af ham, og derfor fik hans musik med årene en spændende snerren af had og skræk, der blander sig i den skønhedssøgende stil. Perleeksemplet er "Rapsodi over et tema af Paganini", et stort variationsværk, der gør det ud for en ekstra klaverkoncert ved siden af hans fire nummererede.
Temaet er Paganinis diabolske Caprice nr. 24, og dens karakter er gefundenes fressen for Rachmaninov, der ikke er bange for sin mørke side. Formen er skarp og fremdriften konstant. Kort før slut knækker det sammen i den vanvittigt smukke variation 18. Men derefter må vi videre med ræset og al dets paranoia og dødsangst. Det hemmelige nøglemotiv, Dies Irae, får man i nakken kort før slutningen.
Rachmaninov indspillede selv rapsodien og satte dermed den højest tænkelige målestok. Den lever Daniil Trifonov bestemt op til. Han er genfødt romantiker, selvom hans fødselsår er 1991 og ikke 1891. Hvad der er så skønt ved hans spil er ærligheden, hans iver og artikulation, som er propfuld af ideer inden for stilen. Samtidig har han en renhed,der gør hans spil fri for bagtanker og krukkerier. Det er uhyre levende at lytte til. En virkelig dynamisk indspilning, endda lavet med samme orkester, som Rachmaninov uropførte og indspillede rapsodien med i 1934.
Albummet fortsætter fiffigt med Rachmaninovs to andre variationsværker. "Chopin-variationerne" er et tidligt værk fra 1904 og ikke et af hans mest interessante, til gengæld er det super virtuost. Det er sigende, at Trifonov overkommer alle tekniske udfordringer brillant, Men vælger at forkorte værket en smule af musikalske grunde (en tidligere accepteret praksis, som i dag er politisk ukorrekt).
"Corelli-variationerne" er langt strammere struktureret, skrevet over temaet "La Folia", også kendt som "Menuetten fra Elverhøj". Året er nu 1931, og Rachmaninovs musikalske profil er blevet spidsere, heller ikke upåvirket af moderne fænomener som foxtrot og jazz.
Man kunne nok have undværet Daniil Trifonovs eget værk "Rachmaniana", for alene på hans Rachmaninov-spil forstår man, hvor stærk hans identifikation med komponisten er.