Genrer


Ravel: Daphnis og Chloë
Suverænt overskud
Maurice Ravels ballet Daphnis og Chloë står lidt i skyggen af de spektakulære forestillinger, Stravinskij skrev til samme kompagni, nemlig Ildfuglen, Petrusjka og Le sacre du printemps. Drama og handling er der ikke så meget af hos Ravel, og det er faktisk med vilje, for han byggede sin fortolkning af den antikke kærlighedsmyte på 1700-tallets franske, pyntede genremalerier.
Dertil kommer, at man som regel hører Daphnis og Chloë i de korte suiter med uddrag. Men man skal høre det hele, for balletten har en smuk form og er faktisk endnu mere underholdende i sammenhæng, end højdepunkterne er for sig selv.
Et godt råd er at høre musikken i denne indspilning, der er totalt overlegen. Orkestret fra Rotterdam er i hænderne på en mesterlig dirigent og en fantastisk god producer. Resultatet er ekstrem velklang, blød som smør, men alligevel præcis. Den afspændte kontrol understreger den Ravel'ske karakter, man kan kalde faux naif, altså at det skal lyde ubekymret og nærmest barnligt, men at det kun kan opnås ved den yderste kunstfærdighed. Nogle nedslag: De unge pigers dans, spillet hurtigt og med en sindssyg finish på de bevidst banale fraser. Glissandi i harpe og strygere, så man forgæves kigger ud i luften for at se, hvad det var, der foregik i det sekund, der netop er overstået. En fremragende fløjtenist i ballettens begyndelse og i den store solo ved solopgangen til sidst. Og den vidunderligt mættede introduktion af sidste afsnit, en tlbageholdt fryd inden orglet - ja, balletten slutter med sådan en massehyldest til kærligheden.
Det timelange forløb spilles med et pulserende flow, der er meget anderledes end den kølige holdning, som for eksempel ærkemodernisten Pierre Boulez dyrker i sin indspilning. Yannick Nezet-Seguin er nærmere den gamle tradition fra Pierre Monteux (der uropførte balletten i 1912): Klarheden er ikke klinisk, men som gennemsigtigt, lækkert festtøj, og bevægelserne er dansende og supersensuelle. En pikant flirt med det vulgære - hvad det akkurat aldrig bliver. Suverænt.