Genrer
Ray Charles: The birth of soul
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 53
Ray Charles er en af de største soulsangere, og han var en afgørende faktor i genrens tidlige udvikling. Da Atlantic Records i 1991 udgav et bokssæt med et udpluk fra de tidlige år i Charles’ karriere, gav det derfor god mening, at den fik navnet The birth of soul. Dene titel meddeler dels boksens berettigelse – dels et af boksens største problemer. For mens det er berigende at få et indblik i måden, Charles med stor indlevelse fusionerede nye tendenser i blues og vokaljazz med gospel og standardpop, kan man ikke komme uden om, at programsætningen The birth of soul bliver fulgt så nøje, at det undertiden ender med i højere grad at være en historiefortælling end en fyldestgørende lytteoplevelse. Med mindre man er særligt interesseret i den musikhistoriske signifikans ved Charles’ 50’er-indspilninger, er det en svær udgivelse at anbefale, da den over 2½ time ikke tøver med at levere forglemmelige skæringer side om side med de store klassikere. Der skal ikke herske nogen tvivl, de bedste af sangene på denne udgivelse har ældet med ynde – "Hallelujah, I Llve her so" er en euforisk gospelinspireret triumf, "This little girl of mine" formår stadig at lyde sprælsk efter 60 år, og "What’d I say, Parts 1 and 2" er stadig et dybt charmerende sonisk mesterværk.
Hvis man kogte dette album ned til de bedste 12-17 sange, kunne vi muligvis have en spektakulær udgivelse, oven i købet uden klassikere som "I can’t stop loving you" og "Georgia on my mind", der blev udgivet efter den tidslomme, opsamlingen har valgt at indkapsle: 1952-1959. Ja, Charles’ 50’er-output er faktisk så solidt, at man sagtens kan klare sig uden hans store 60’er-hits. Selv om der er en del middelmådigheder på tracklisten, er der godt med stærke sange, også blandt det mindre kendte. "Heartbreaker", "Sinner’s prayer" og "Ain’t that love" er stærke sange, omend jeg må antage, at de selv med datidens briller må have været set som nogle af hans mere traditionelle sange. Apropos datidens briller er det svært ikke at hæfte sig ved, at 50’erne havde et noget anderledes kønssyn, som Charles ikke just gjorde op med. "I’ve got a woman" er på mange måder stadig en fortræffelig sang, men det er svært for mig ikke at krumme tæer, når Charles synger linjen "She knows a woman’s place / Is right there, now, in her home", og mens den er det klareste eksempel, og de færreste er så åbentlyst forkastelige, er der en del af dem, selv på de bedste sange.
The birth of soul er ikke fattig på gode sange, men når albummet varer 150 minutter, ønsker jeg mere og andet end blot en række fine sange. Hvis jeg ikke lige er i mit musikarkæologiske humør, ender boksen mest som noget lydtapet, fordi meget af det lyder som den samme suppedas. Der er begrænsninger for hvor længe de samme bluesrundgange bliver ved med at være tiltalende, selv med en karismatisk vokalist, der også formår at kunne udtrykke enhver følelse gennem sit klaverspil. Visse sange er endda åbenlyse efterligninger af hinanden, hvor teksten nærmest er den eneste mærkbare forskel. "Greenbacks" er blot en lidt hurtigere udgave af "It should have been me", og "Talkin’ about you" lyder som et pinligt forsøg på at genskabe magien fra "I’ve got a woman". Desuden er de instrumentale numre totalt ligegyldige, og jeg tror næppe jeg kommer til at huske dem for andet end at de har spildt min tid på et album, der er langt nok i forvejen. The birth of soul er som sådan en prisværdig opsamling, der nok skal tilfredsstille de store soulnørder, men personligt tror jeg aldrig, jeg kommer til at høre den i sin helhed igen, og det er begrænset, hvem jeg ville anbefale den til, især her i streamingens tidsalder.