Genrer


Ray LaMontagne: Trouble
Efter eget udsagn forlod Ray LaMontagne sit job på en skofabrik, da han hørte Stephen Stills' album Treetop flyer. Nu skulle han være musiker.
Det kan vi være Stephen Stills taknemmelige for, for LaMontagne debuterede nemlig med denne lille perle af et album - Trouble. En af de bedste plader i 2004 overhovedet!
Ray LaMontagne er amerikansk singer/songwriter, men hvis dette straks får én til at tænke på James Taylor og Paul Simon, er man galt afmarcheret. For Ray LaMontagne har soul - så meget, at man snarere skal tænke på Ray Charles og Van Morrison. Begge disse kunstnere er kendt for en genreoverskridende alsidighed, og den oplever man også hos Ray LaMontagne.
Trouble er produceret af Ethan Johns, der mest er kendt for at have produceret Ryan Adams. Derfor signalerer den musikalske indpakning også alt.country, men det skaber blot en subtil kontrast, der fremhæver sangenes soul'ede kvaliteter. Der er akustiske guitarer, mundharpe og diskrete strygerarrangementer, men i centrum står Ray LaMontagnes hæse stemme, som fra første strofe af åbningsnummeret "Trouble" fortæller os, at hér er en mand med noget på hjerte og evnerne til at udtrykke det.
Titelnummeret er et højdepunkt, men det samme er track 2,"Shelter", og track 3, "Hold you in my arms"... Ja, der er faktisk ikke et svagt nummer på denne plade! Så gå ned på biblioteket og lån den, eller stream den her og nu fra Bibzoom!