dummy

Reconsider Baby. Elvis Presley: A Listeners Guide

24-10-2017
Kenth K. Nielsen - Det Kgl. Bibliotek - Aarhus

Endnu en bog om Elvis Presley…. Har vi virkelig brug for det? Ja, må jeg sige. I hvert fald når det er en af slagsen som denne. Den udmærker sig nemlig ved at [[{"fid":"5391","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Reconsider Baby. Elvis Presley: A Listeners Guide","field_file_image_title_text[und][0][value]":""},"type":"media","attributes":{"alt":"Reconsider Baby. Elvis Presley: A Listeners Guide","height":"414","width":"290","style":"float: right;","class":"media-element file-default"}}]]beskæftige sig med noget så essentielt – og desværre sjældent – som Elvis Presleys musik. Der findes til rigelighed mængder af mere eller mindre lødige bøger, der portrætterer myten, manden og mennesket Elvis Presley, symbolet og ikonet Elvis Presley, men desværre er det forbavsende få, der beskæftiger sig med sangeren Elvis Presley og hans musik. Det forsøger Shane Brown her at råde bod på.

Nærværende bog er en opdateret, omskrevet og i særdeleshed udvidet udgave af et værk han udgav i 2014, ”Elvis Presley: A Listener’s Guide”. Men med en forøgelse med over 60 procent tekst, er det mere end bare kommaretning, bogen er gennemgået.

Med en kronologisk gennemgang session for session, sang for sang og udvalgte koncerter beskriver og ikke mindst forholder Brown sig til Presleys katalog. Men ikke nok med det. Han bygger det op omkring et kæmpe researcharbejde, hvor han har konsulteret mere end 500 samtidige kilder i form af aviser, magasiner osv. Det er med til at tegne et måske mere nuanceret billede af, hvordan Elvis Presleys musik blev opfattet og modtaget i samtiden. Og at der måske med tiden har udviklet sig en ”vedtaget forståelse” af, hvordan det hele hang sammen. Men måske kan det hele i virkeligheden anskues anderledes læst og fortolket med nutidige briller.

Shane Brown er af en yngre generation, født i 1974. Det vil sige at han ikke er opvokset med Elvis Presley som nyt fænomen. Elvis var ikke hans ungdoms talerør. Det giver ham en position, hvor han kan anskue Elvis Presleys samlede katalog som et hele. Han har en mere åben og kritisk tilgang til ”Elvis-kanonen”, og tillader sig f.eks. at forholde sig kritisk til indspilningerne fra Sun Records i 1950’erne, og det samme gør sig gældende for de legendariske indspilninger i 1969. Det er forfriskende, det er seriøst, men det er selvfølgelig også subjektivt, hvad Brown da heller ikke benægter.

Som titlen siger er bogen en ”listener’s guide” – altså en lytteguide eller en indføring i Elvis Presleys musik. Og som sådan virker den fint. Bevares, det er et værk på over 400 sider, og vel at mærke uden illustrationer, men det er en god indføring. Selvfølgelig skal man nok være mere end bare en smule interesseret i Elvis Presleys musik, før man sluger den fra ende til anden, men den kan også læses periodevis, så at sige.  Der er noget at hente for både den nye Elvis-lytter og den garvede. Sidstnævnte vil ganske sikkert diskutere med sig selv og Brown om hans udlægninger, for alle vil ikke være enige i disse. Men det gør ikke noget – tværtimod. Det er interessant så længe det er sobert.

Til slut i bogen er der et kapitel, der hedder ”The Elvis 100”. Her giver Brown en kort anmeldelse eller annotering af de 70 albums der udkom i Elvis Presleys levetid samt en håndfuld posthume udgivelser.

Bogen er ikke en traditionel diskografi. Der er ikke detaljerede session-noter, matrix-numre osv., ligesom der heller ikke er detaljerede oversigter over alle medvirkende musikere. Men det betyder ikke så meget i  denne sammenhæng, synes jeg - det kan trods alt findes andre steder.

Bogen er interessant læsning. For den nye Elvis-lytter, for hard-core fans, og for den som vil vide mere. Lån Reconsider Baby. Elvis Presley. A Listeners Guide via dit bibliotek.

 

Shane Brown: Reconsider Baby. Elvis Presley: A Listeners Guide

(2nd edtition: Revised and expanded. Isbn: 9781976053016. Udgivet 2017)