Genrer
Red Hot Chili Peppers: Californication
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 399 på listen.
Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80'erne Blood sugar sex magik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunkt, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plade forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One hot minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky "Around the World", den punkede "Parallel universe", den sentimentale "Scar tissue", den dramatiske "Otherside", den Public Enemy- og Jane's Addiction-inspirerede "Get on top" og den tænksomme "Californication" er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.
Hvor kan man så gå herfra? "Easily" er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes "Porcelain". Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60'er-duoens største klassikere. Den sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, "Emit Remmus", der er fængende, sjov og følelsesrig. "I like dirt" lyder som noget, der kunne have været på Blood sugar sex magik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er "This velvet glove" det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-Blood sugar sex magik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.
"Savior" er til gengæld en sang, man vil kunne huske – fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen alligevel. Det er interessant at lytte til i nogen tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel "Purple stain". Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af den, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, "Right on time", og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, "Savior" gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret "Road trippin'" er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.