dummy

Reggaekongens sidste rasta statement

10-06-2020
Thomas Vilhelm

Den 10. juni 1980 udgav Island Records det, der skulle vise sig at blive Bob Marleys svanesang i selskab med sit fantastiske The Wailers, ‘Uprising’, idet han døde 11 måneder senere af aggressiv hudkræft blot 36 år gammel. Den iørefaldende og opløftende single derfra, ‘Could You Be Loved’, blev et pænt hit på begge sider af Atlanten, særligt i England, hvor hele ‘Uprising’ klarede sig flot.

‘Could You Be Loved’ er senere fortolket af Marleys egne børn i bandet Ziggy Marley and The Melody Makers, som jeg oplevede under Midtfynsfestivalen i 1988. Også Joe Cocker, Shakespeare Sisters, Toto og Lauryn Hill har haft fat i den live og i studiet. Sidste nummer på ‘Uprising’, Redemption Song’, skiller sig markant ud, da Marley indsang det kun akkompagneret af akustisk guitar.

‘Redemption Song’ refererer ganske direkte til rastafarian religionens pan-afrikanske rødder med budskaber om sort stolthed og frigørelse fra fysisk såvel som åndeligt slaveri. Sangens politiske, personlige og religiøse indhold gør den for mange fans verden over og særligt på Jamaica til et af de vigtigste statements, Marley stod for i karrieren. ‘Redemption Song’ blev spillet live med The Marleys og findes i en bandversion som bonusmateriale på 2001 genudgivelsen af ‘Uprising’.

Ligeledes knytter pladens næstsidste skæring ‘Forever Loving Jah’ sig stærkt til rastafarians metafysiske univers, da Jah er betegnelsen for deres monoteistiske Gud. Ydermere er musik, dans, sociale aktiviteter, dreadlocks, marihuanarygning og en noget gammeldags opfattelse af kønsroller også væsentlige dele af måden, troen udleves på med Marley som den absolut mest kendte discipel med ikon-status.

Emner som politik, religion, livsstil og måden det moderne menneske forvalter klodens ressourcer på, går lyrisk igen over hele albummet, der endte som det 12. og sidste i rækken af Bob Marley & The Wailers plader indspillet og lanceret fra 1965-80.

Men var alt kun ganja og positive vibrations? Bob Marley ville i år være fyldt 75, hvis ikke en ubehandlet kræftsvulst i storetåen havde sat en tidlig stopper for den ukronede reggaekonges liv. Marley er stadig et forbillede for oprørske mennesker i tredjeverdens lande og ghettoområder over hele kloden.

Sangene om krig, kærlighed og korrupte politikere var et klart udtryk for, at Bob Marley stod for meget andet end blot Rastafari og dens chill out dyrkelse af marihuana som led i den meditative gudetro. Med The Wailers leverede Marley en række mesterlige plader i 1970’erne præget af tung roots reggae tilsat et gedigent stænk soul og rhythm ‘n´blues oftest med kraftigt accent på treslaget i takten frem for to og fire som det meste rock og pop iøvrigt er baseret på.

Inden for reggae refereres der til ‘The One Drop’, hvor der spilles på og omkring treslaget en teknik, rytmegruppen i Wailers med brødrene Aston og Carlton Barrett på henholdsvis bas og trommer mestrede til perfektion resulterende i et nær hypnotisk duvende beat, inkarnerede fans kan stene og bevæge sig til i timevis.

Marleys musik har påvirket en del kunstnere inden for hip hop, rap, dancehall og dub, og de mange uopslidelige sange er blevet fortolket et utal af gange af yderst forskelligartede bands og solister, hvilket i høj grad beviser deres holdbarhed. Desuden tæller Bob Marleys facebookside knap 70 millioner likes og følgere. Tal lige om global gennemslagskraft.

Bob Marley's album "Uprising" - 40 år
Udgivet den 10. juni 1980