Regnvejrsdag i november

Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på ...

Sangens første linjer tryller Anna Anchers dejlige billede Solskin i den blå stue frem for det indre øje. En lille pige sidder og hækler i en stue med blå vægge, en stribe sol falder ind ad vinduet og oplyser hendes hår og hæklearbejdet. Billedet er en klassiker i dansk malerkunst. Og Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” er en klassiker blandt nyere danske viser.

Der bliver malet på livet løs i denne sang. Det gælder om at sætte glade farver på sådan en kedelig grå dag, hvor regnen aldrig holder op og sindet er på vej over i sort. Sangen gennemstrømmes af trods, optimisme og glæde. Hvert af de første fem vers har sin egen farve: gul som solen og sommerfuglene, rød som sensommerens roser, grøn som en kølig flaske, hvid som forårets anemoner. Og blå.

Stærke farver gør glad. Hvis man husker de lyse sider, som livet byder på, kan man føle det som om det er maj, selv i den mørkeste efterårsmåned. I det sjette og sidste vers er der ingen farver, kun rent lys. Optimismen bliver gjort til dagsorden og den våde novemberdag hængt til tørre. Færdig med den!

Ebba Munk har skrevet den flotte tekst og Pia Raug står for den friske, hurtige melodi, som sidder fast i hjernen efter en enkelt gennemlytning. ”Regnvejrsdag i november” var på Pia Raugs debutalbum Hej lille drøm, som udkom i 1978. Det er en af de viser, der bliver sunget både i 0. klasse, på plejehjemmet og alle stationer ind imellem.

I øvrigt - udtrykket nu hvor det er ulvetid har ikke noget at gøre med den jyske ulv. Det fortæller, at det sidst i 1970’erne, ganske som i dag, var tider med utryghed og konflikter.