dummy

Rend mig i normalen!

31-03-2020
Tina Schmidt, Aabenraa Bibliotekerne
Anmeldelse

The Knifes album Shaking the habitual er et studie i underlighed og en legen med præcis hvor langt man kan trække lyttere rundt med sin kompromisløshed.

Det lyder grangiveligt som The Knife. På én gang svært dragende, men samtidig virkelig svært at finde hoved og hale i. Dobbeltheden kan måske forklares via nummeret Without You My Life Would Be Boring, der er instrumenteret med skingre blokfløjter og congas, lidt ligesom en folkeskolemusiktime fra helvede, men alligevel rykker det sgu … under alle omstændigheder keder man sig næppe i selskab med The Knife. Musikken kan holde dig på stikkerne i en sådan grad, at Shaking the habitual ville egne sig særdeles godt til en omgang effektiv Guantanamo-tortur – på andendagen er jeg i al fald klar til at indrømme ALT.

Det er egentlig let nok at klarlægge det unormale og baggrunden for det hos The Knife. En enorm selvbevidsthed omkring- samt et ønske om at være anderledes og kompromisløs, næsten som et politisk eller akademisk (måske) fortænkt projekt. Jo, de har alt det her med selvfremstilling i medierne, en leg med kønslig tvetydighed, et radikalt lydbillede – selv det at numrene varierer i længde fra 37 sekunder til tyve næsten ulidelige minutter. Oplevelsen skal være noget, du selv aktivt tilegner dig, og ikke noget der flyder honninglet og ubesværet gennem dine øregange.

Sværere er det at klarlægge hvorfor projektet alligevel bliver betagende og dragende (hvis man tillader sig selv et øjebliks hvil fra normal) – derfor bliver du vist nødt til at høre det selv.

Bestil albummet hos dit nærmeste bibliotek