Genrer
René Evald og "Copenhagen time"
Den solide danske guitarist, sanger og sangskriver René Evald, hvis fulde navn er René Evald Johansen, har udgivet to solo-albums, som kan høres på Bibzoom. Desværre er der ikke kommet noget nyt siden den fremragende Copenhagen time fra 2008.
René Evald, der er født i København den 1. februar 1951, har haft en spraglet karriere som professionel musiker, og dét har han været siden 1967.
Først var det sen-1960'ernes soul-orkesteret Tripping Souls, der kaldte. Tripping Souls var et populært og travlt live-orkester, der dog aldrig fik deres kunnen pladedokumenteret.
Så kom country-syrerock foretagendet Free the Buffalo i 1971. Heller ikke dette orkester smed pladeriller af sig som sådan. Til gengæld kom Free the Buffalo til at fungere som puppe for et af Danmarks mere hæderkronede orkestre.
Buffalo
Free the Buffalo blev omkring 1974 mere og mere orienteret mod country-rock. Syren blev altså droppet, og navnet blev forkortet til Buffalo.
Buffalo lp-debuterede på det danske pladeselskab Hookfarm i 1975, og meget passende hed gruppens første plade Buffalo. Dette udmærkede album holder stadig holder den dag i dag. Blandt andet er det lange instrumentalnummer "The hunt" virkelig en ørehænger.
Buffalo blev hurtigt et populært live-navn, og denne skribent husker med glæde tilbage på flere fremragende koncerter med bandet. Buffalo markerede sig også internationalt med stor turné-virksomhed, og især i Tyskland fik orkestret mange fans.
Sparringspartner
Buffalo var et orkester, der talte flere prominente musikere.
I de to første versioner af orkesteret dannede René Evald således guitar-duo med den senere velkendte Malurt- og Big Fat Snake-mand Peter Viskinde. Buffalo bestod i første inkarnation blandt andre også af trommeslageren Preben Feddersen, der dog hurtigt forlod bandet for at revitalisere det solide Delta Blues Band. En konstant faktor var dog René Evalds senere duo-sparringspartner Henrik Littauer på keyboards, vokal og mandolin. Som Peter Viskinde fortsatte også Littauer senere sin musikerkarriere i Malurt.
Efter nogle udskiftninger kom det andet album Shut-up 'n play på gaden i 1977, mens stilen også blev påvirket af southern rock. Flere udskiftninger fulgte, og blandt andre forlod Peter Viskinde gruppen. En fornem afløser blev dog fundet i skikkelse af den i dag sørgeligt underkendte blues-sanger og guitarist Børge "Biceps" Jensen. I Bufffalo var det dog primært som sanger, at Børge "Biceps" Jensen virkede.
I 1979 udkom det sidste album fra Buffalo, og dernæst var der igen genreskift for René Evald.
Blues
Nu stod den på blues og blues-rock i orkesteret Big Mama, hvis to guitarister var René Evald og Børge "Biceps" Jensen.
Big Mama udsprang af bandet House of Blue Lights, som Børge "Biceps" Jensen havde dannet i 1977. Efterhånden blev House of Blue Lights til Big Mama, der i en periode også talte den senere prisbelønnede guitarist Paul Banks.
Fra 1979 og fem års tid frem bestod Big Mama foruden Evald og Jensen af bassisten Niels Erik "Niller" Wischmann og Henrik Schaltz på trommer.
Det engelsksprogede debut-album Big Mama så dagens lys i 1981, men samme reflekterede overhovedet ikke den saft og kraft, der karakteriserede Big Mamas utallige koncerter. Selv om Big Mama ikke ydede bandet retfærdighed, er albummet i dag et samlerobjekt, og med den på grammofonen kan man, som denne ordsammensætter, snildt huske tilbage på flere af orkestrets vitale live-præstationer.
Nye græsgange
Sidst i 1982 kom en af Danmarks fineste rocksangere overhovedet, den gamle Baronets- og Midnight Sun-mand Frank Lauridsen, til.
Sidste udspil fra Big Mama kom i form af det dansksprogede album Gul feber i 1983, men dagene var snart talte for Big Mama. I 1984 blev orkesteret opløst, og René Evald måtte søge nye græsgange.
Nogle år senere genoptog René Evald således samarbejdet med Henrik Littauer, der blev Evalds sparringspartner i et vellykket parløb. Sammen dannede de duoen Evald & Littauer, der gjorde det i et positivt instrumentalt sammensurium af stilarter og genrer.
Evald & Littauer lavede to kritikerroste fuldlængdeudgivelser, nemlig For your love fra 1990 og Sealands, der blev udgivet to år senere.
Evald & Littauer stod i deres duo-samarbejde for et mix af klassisk musik, rock, jazz, latin med mere. Efterhånden udløb dog Evald & Littauers frugtbare duo-samarbejde, og Rene Evald stod så igen på egne ben.
Solo
René Evald forfulgte dernæst selv den mangefacetterede musikalske linje som han og Henrik Littauer sammen havde fostret. I 2006 kom således solo-albummet Bellevue på iTunes. Albummet er i sin grundsubstans meget akustisk orienteret og indeholder en stribe utrolig melodiøse skæringer. Selve titelnummeret blev i øvrigt prisbelønnet.
I 2008 kom så René Evalds andet og indtil videre sidste album i eget navn - men noget decideret solo-album er Copenhagen time dog ikke. Her medvirker tværtimod en håndfuld erfarne og yderst kompetente musikere.
For eksempel har René Evald atter fået musikalsk opbakning af Henrik Littauer, der medvirker på accordion og piano. Den hæderkronede veteran-bassist Jens Elbøl (Midnight Sun, Nimbus Band, Dåreskabens Hus Orkester m.m.) leverer som sædvanlig varen. Og så bliver han godt suppleret af den versatile Jesper Grandetofte på trommer og percussion. Desuden høres Lynge Wagner på guitar, pedal steel guitar og dobro, mens underviseren, vokal-solisten og komponisten Louise Støjberg lægger fint korarbejde til.
Femten gennemlytninger senere er det stadig umuligt at blive træt af denne gedigne blanding af flere af de genrer, René Evald har beskæftiget sig med gennem sin mangeårige karriere.
Velblandet landhandel
Der er selvsagt blues og country, rock og folk, egen-kompositioner og fine fortolkninger af ældre numre, og alt i alt er Copenhagen time en velblandet landhandel.
Der lægges ud med en aldeles fortrinlig - og overraskende tilbagelænet - udgave af Buddy Holly-klassikeren "Not fade away". Samme nummer blev populariseret af The Rolling Stones i de tidlige 1960'ere, men også Bo Diddley, The Grateful Dead og talrige andre har haft "Not fade away" under behandling. I nærværende halvakustiske udgave gynger det blidt, og hovedvokal-arbejdet varetages af René Evald, der suppleres fint af Louise Støjbjerg.
Dernæst følger en meget fin udgave af John Hiatt-nummeret "The river knows your name" - her forkortet til "The river" - der næsten kan få det at svide i tårekanalerne. Kapelmesterens garvede og værdige stemme og både akustiske og elektrificerede guitarspil bærer denne skæring med fint accordeon-arbejde fra Henrik Littauer og smuk backing-vokal fra Louise Støjbjerg.
Overraskende
Et aldeles overraskende indslag er den vuggende, akustisk orienterede udgave af Cream-klassikeren "Sunshine of your love". Samme rock-nummer så dagens lys for første gang i 1967 som anden skæring på legendariske Creams andet album Disraeli gears.
Hos Cream var der tryk og strøm på "Sunshine of your love" i rigelige mængder, men hos René Evald og hans fornemme hold er der lav strømføring, men absolut intensitet i udtrykket. Det er næsten lige før, at denne version er at foretrække frem for Creams originaludgave, men dét er vel et stemningsspørgsmål.
Stemningsfuld er den eneste René Evald-komposition på Copenhagen time, nemlig selve titelnummeret. Tekstmæssigt er denne skæring måske ikke noget mesterværk, men smukt er det, og det duver behageligt med flotte indsatser fra alle medvirkende.
Flot arrangement
Woody Guthries "Going down the road" leveres som en næsten opstemt folk-hymne til den personlige frihed og en opsang til uretfærdighed i et flot arrangement.
Country-klassikeren, Alfred Reeds "Poor man", er her i mægtig gode hænder med fine slide-guitar-passager krydret med pedal steel-toner og akustisk guitar.
Mange er gået i flæsket på Bob Dylans produktion med skiftende held, og der skal mod til at tackle mesterens numre. Her er det dog lykkedes at fortolke "Tomorrow's such a long time" flot i en contrry-agtig dobro- og pedal steel-domineret udgave.
Det traditionelle blues-nummer "Deep river blues" er velarrangeret af René Evald og barberet ned til et arrangement med bas, trommer og guitarer samt vokal ved kapelmesteren. Det swinger.
Fungerer
Selv den i mange versioner noget sukrede "Always on my mind" fungerer her, og det i kraft af René Evalds lettere rustne vokal, godt støttet af Louise Støjbjerg, så teksten kommer til sin ret.
Og sådan kunne man blive ved, for dette album rummer ikke ét eneste ikke-høreværdigt nummer. Her er musikerskab på højt niveau og en behagelig blanding af genrer. I øvrigt vil Mark Knopfler-fans heller ikke gå galt i byen med denne skive.
Der er intet at sige til, at Copenhagen time blev særdeles vel modtaget i både USA, Holland, Belgien, England og sågar Spanien, og har fået masser af airplay, hvor man værdsætter roots-musik.
Copenhagen time er et varmt roots-album, der allerede ved første gennemlytning falder i endog meget god jord. Det kan kun anbefales på det varmeste.