Genrer
The Replacements: Let it be
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 239
Let It be er titlen på to albumklassikere. Den ene er selvfølgelig den sidste plade, The Beatles udgav, og den anden er af et mindre kendt band, der dog har opnået en imponerende status hos indie-publikummet, nemlig The Replacements. The Replacements lavede i 80’erne en flot blanding af punk og powerpop. Let It be var gruppens store gennembrud, og det var da også den sidste plade de udgav på et uafhængigt selskab. På åbningsnummeret "I will dare" arbejder en lystig guitar og en ganske sjov bas sammen med en sprød, hæs og egentlig ikke særlig køn stemme fra forsanger Paul Westerberg om at lave en særdeles oprigtig kærlighedserklæring. Andre gange går de helt simpelt til værks, f.eks. på den stille "Androgynous". Her er instrumentationen blot et klaver og meget svag percussion. Af og til er der en backingvokalist, men det er stadig uden tvivl pladens simpleste sang. Det er også en livsbekræftende sang, som man kan føle på et nært niveau grundet den simple instrumentation og den gode, varme melodi.
De laver også et cover, og det er et fint eksempel på, hvorfor de er så fantastiske. Lignende bands ville sikkert fortolke Wire, The Stooges eller The Velvet Underground, for de er jo cool og havde stor indflydelse på undergrunden. Nej, The Replacements fortolker en sang af en af de største, mest latterlige mainstream rockgrupper nogensinde, nemlig Kiss. Man kan jo ikke bebredje dem, for "Black diamond" er en fantastisk sang, og den lyder endnu bedre med The Replacements ved roret, selvom Kiss-essensen stadig er tydelig. Der er dog også mange almindelige, rå, beskidte punkede sange – med titler som "Gary’s got a boner" og "Tommy gets his tonsils out" ved man godt, hvad man skal forvente, og den væsentligste appeal ved disse numre er da også deres grimhed. Hele pladen er grim, og det er nok det mest konsekvente. Selv de stille sange er grimme. "Unsatisfied" handler om depression, "Androgynous" handler om socialt udstødte individer og "Sixteen blue" om at føle sig udenfor.
Man behøver ikke at vide meget om The Replacements for at kunne værdsætte Let it be. Man skal blot kigge på det fantastiske cover. Man ser nogle punkere, der sidder udenfor et hus, og de sidder bare der. De kigger lidt på hinanden, og den ene tørrer en tåre væk. Og samtidig siger en lille tekst under dem “Let It Be”. Og man kan næsten høre Paul Westerberg bede dig om at lade det være, når man læser det. The Replacements gav punkmusikken følelser. Dybe, store og oprigtige følelser. Og det er nok derfor, at beskrivelser som punk, post-punk, new wave, indie og alternativ aldrig helt har virket for mig. Let it be har mange forskellige former for sange, og de er spredt, så det føles som om, man hele tiden får noget nyt at tygge i. Det er god albumopbygning, og det sørger ikke blot for, at albummet føles varieret, men man lægger også mere mærke til de individuelle sange, for de stikker ud blandt det, der er omkring dem. Let it be er et mesterværk, og jeg vil endda vove at påstå, at den er bedre end Beatles-pladen af samme navn.