Genrer
Requiem i et teleskop
Alt var ellers lagt til rette for et liv i musikkens tjeneste. Wilhelm Herschel blev født i 1738 i Hannover. Faderen var militærmusiker, spillede obo og violin, og efter endt skolegang kom Wilhelm som 14-årig ind i regimentets orkester, hvor han også spillede obo og violin. Da Syvårskrigen brød ud i 1756, kom han ikke direkte i skudlinjen; men han oplevede slaget ved Hastenbeck, og derefter ønskede han kun at vende ryggen til krigen. Han fandt et smuthul ud af hæren, da han på grund af sin unge alder ikke havde aflagt soldatered.
Fra tysker til englænder
I 1757 rejste Herschel til England for at slå sig igennem som musiker. Første stop var London, hvor han fik arbejde som nodeskriver. Derefter flyttede han rundt i landet og havde forskellige stillinger som musiklærer, organist og orkesterleder. Han komponerede selv flittigt. På fire år skrev han ikke mindre end 24 symfonier. Oven i det kom en mængde koncerter, vokalmusik, orgelværker, sonater for violin og cembalo. Musik til tiden, hurtigt hørt og hurtigt glemt, men populært. Han tjente godt. Og nu stod der ikke længere Wilhelm, men William Herschel på titelbladet, når der blev udgivet et nyt opusnummer. Han var uden større besvær blevet englænder.
Da Herschel var sidst i tyverne, slog han sig ned som organist i Bath. En venlig lille by omgivet af grønne bakker, kendt for sine mineralholdige kilder. På den tid var Bath også et vigtigt center for kultur. Herschel kom snart på plads som den førende skikkelse i byens musikliv. Det så ud til, at han skulle tilbringe resten af livet her. Fredelige omgivelser, musiklærer for overklassen, respekteret, altid på vej med et nyt værk, der lød som Haydn på en uinspireret dag. Men så skiftede hans tilværelse spor.
Fra musikken til stjernerne
Herschel havde anskaffet nogle bøger om matematik i forbindelse med sine studier i harmonilære. Der var også smuttet noget astronomi med i bunken - og emnet greb ham. Søsteren Caroline fortæller, hvordan han lå og læste astronomi til langt ud på natten og til sidst faldt i søvn med dynen dækket af bøger.
Men han måtte jo også se de himmellegemer, han læste om. Han lejede et teleskop, og da det ikke var tilfredsstillende, anskaffede han sig værktøj for selv at tilvirke noget bedre. Han begyndte at slibe linser, støbe hulspejle og polere dem op. Den smidighed og fornemmelse for det rette tryk, som tidligere havde styret hans fingre over musikinstrumenterne, gjorde ham nu til en mester ved slibeskiven. Snart fyldte hans hobby så meget, at han var nødt til at skære ned på antallet af musikelever.
Uden at han selv eller andre vidste det var Herschel blevet tidens dygtigste teleskopbygger. Han kunne se længere ud end nogen anden astronom. Og i 1781 opdagede han solsystemets syvende planet. Den kom senere til at hedde Uranus, men det første, Herschel tænkte på, var at hædre kongen ved at kalde den Georgium Sidus, "Georges stjerne". Det blev belønnet. George 3. tildelte Herschel en årlig løn på 200 pund, ikke meget, men nok til at han kunne lægge musikken bort og blive astronom på heltid. Han supplerede indtægten ved at bygge og sælge teleskoper.
Herschels største kikkert var et uhyre på mere end tolv meter og med et spejl, der vejede over et ton. Allerede mens den var under konstruktion og det mægtige jernrør lå på jorden, blev den et udflugtsmål for videnskabsfolk og andre nysgerrige. Caroline skriver, at "mange gæster spadserede gennem røret", og husker især den ubetalelige scene, hvor kong George tager ærkebiskoppen af Canterbury under armen med ordene: "Kom, min gode biskop, så skal jeg vise Dem vejen til himlen."
Requiem i teleskopet
Teleskopet var dog for tungt i brug, og Herschel gjorde ingen videre opdagelser ved hjælp af det. Efter hans død i 1822 blev det ikke vedligeholdt, og røret styrtede til jorden. Men sønnen John, der også havde en musikalsk åre, komponerede et "Requiem for 40 fods reflektoren i Slough – sunget nytårsaften 1839-40". Værket blev faktisk fremført inde i den rungende cylinder, hvor John Herschel sad med en kreds af venner:
In the old telescope's tube we sit,
and the shades of the past around us flit ...
Merrily, merrily let us sing,
and make the old telescope rattle and ring.
William Herschel er gået over i historien som amatøren, der opdagede Uranus og blev kongelig astronom. Man er tilbøjelig til at glemme, at der forud for det lå et halvt liv som håndværker i musik. Herschels kompositioner er vel hverken specielt gode eller dårlige. De er tidstypiske og minder om både Haydn og Mozart uden at kunne konkurrere. Der findes næsten ingen Herschel-indspilninger på cd, men heldigvis har London Mozart Players leveret et udvalg af hans symfonier. Her betones det friske, elegante og uprætentiøse. Disse værker er ikke de tunge udviklingshistorier, man nu til dags forbinder med ordet symfoni. De er underholdning, klaret på under et kvarter. Et charmerende skridt på vejen fra barokkens concerti grossi til klassikkens mere alvorlige sager.