Genrer
Requiem og rabalder
Efter at være blevet fyret fra Black Sabbath rejste Ozzy Osbourne sig igen med to soloudspil. Succesen var straks i hus, og det skyldtes ikke mindst hans nye makker, den amerikanske guitarist Randy Rhoads. Han var en virtuos, som kunne spille lige op med de bedste, vild, nyskabende og perfektionistisk. Rhoads havde sin egen stil, men prøvede konstant at lære mere. Han tog timer i klassisk guitar i alle byer, hvor turneerne med Ozzy bragte ham hen. Kun 25 år gammel blev han dræbt i en flyulykke.
En tidlig morgen i Leesburg, Florida, 1982. Chaufføren på turbussen låner et lille privatfly og tilbyder en tur. For sjov styrtdykker han hen over den holdende bus. Vingen rammer, flyet kastes ind i et træ, derefter en garage, bryder i brand. De tre i flyet dør, heriblandt Ozzys musikalske støtte og bedste ven - Randy Rhoads.
Efter en del overvejelser udsendte Ozzy i 1987 Tribute med liveoptagelser med Rhoads. "Det skal bare ikke være et sort cover med en guitar op ad en gravsten," sagde han. Forsiden viser da også den begejstring, der stråler fra scenen, mens Rhoads, Ozzy og co. fræser gennem repertoiret og supplerer med Sabbath-numre, der er mere levende end originalerne. Det er heavy som show, melodisk og bundsolidt, med dinosaur-trommesolo og to minutters guitarsolo. Pladen er måske Ozzys bedste og et must for alle med hang til hård guitar og firsermetal. Der rundes af med et dæmpet klip fra studiet, hvor Rhoads kanter sig ind på renæssanceklangen i instrumentalnummeret "Dee". En koncentreret håndværker fanget ved arbejdet. En smuk afsked.
Modsat mange andre i miljøet var Rhoads en stilfærdig fyr, der ikke var på sprut eller stoffer. "Han var en helgen," har Ozzy sagt, "en engel." Og en anden gang, med mere typisk sprogbrug: "Havde han levet, kunne han have blæst nosserne af Eddie Van Halen."