Genrer
The Righteous Brothers: You've lost that lovin' feelin'
I december 1999 udpegede den amerikanske ophavsrets-organisation Broadcast Music, Inc. "You've lost that lovin' feelin'" som den sang, der i det 20. århundrede var blevet spillet flest gange i amerikansk radio og tv. På det tidspunkt opgjorde man, at sangen var blevet spillet mere end 8 millioner gange, hvilket svarer til, at det knap fire minutter lange nummer havde været spillet i sammenlagt 45 år. Det kan da kaldes noget af en præstation! Men så er der også tale om et helt specielt nummer, som både har sikret kunstnerne bag det, duoen The Righteous Brothers, en plads i The Rock and Roll Hall of Fame, er blevet optaget på bladet Rolling Stone's liste over alle tiders bedste sange og i øvrigt er blevet indspillet af andre sangere et utal af gange.
"You've lost that lovin' feelin'" blev indspillet i efteråret 1964 og blev udsendt i december same år. I løbet af 1965 opnåede sangen en række fine placeringer på hitlister i både USA og England og har været en hyppig gæst på diverse hitlister siden i forskellige sangeres versioner. Men hvad er grunden til, at netop denne sang har opnået en sådan popularitet? Historien om indspilningerne er fortalt før, men tilblivelseshistorien tåler nok at blive ridset op endnu en gang.
Sangen er skrevet af det rutinerede sangskriverpar Barry Mann og Cynthia Weil i samarbejde med produceren Phil Spector, som har sin store del af æren for det endelige resultat. Komponisterne havde tænkt sig, at sangen skulle lyde som noget fra Tamla Motown-selskabet – noget i stil med gruppen The Four Tops' sange. Da de to sangere i duoen The Rigtheous Brothers første gang blev præsenteret for nummeret, mente de ikke umiddelbart, at det var noget for dem. "Det lyder som en sang for The Everly Brothers," var forsangeren Bill Medleys umiddelbare indskydelse, da han hørte nummeret.
Men sangskriverne havde ikke Everly-brødrenes lyse stemmer i tankerne, da de skrev "You've lost that lovin' feelin'". Tværtimod var det Medleys mørke baryton, der var udset til den dramatiske førstestemme, mens Bobby Hatfield skulle tage sig af andenstemmen. Den plan var Hatfield ikke særlig begejstret for – for hvad skulle han så lave, mens han ventede på at komme ind på omkvædet? "Du kan gå direkte til banken," lød Phil Spectors svar på spørgsmålet – og sandt er det da også, at der ikke gik lang tid, inden både Hatfield og Medley fik lejlighed til at grine hele vejen til banken.
Bill Medleys dybe baryton-stemme er en af grundene til sangens store popularitet, og Bobby Hatfields klangfulde tenor-stemme gør også sit til at give nummeret dets klassiker-aura. Blandt korstemmerne i baggrunden hører man desuden en meget ung Cher sammen med ægtemanden Sonny Bono – men det virkelige scoop ved "You've lost that lovin' feelin'" er Phil Spectors formidable produktion. Sangen er et af de bedste eksempler på Spectors legendariske "Wall of sound"-teknik, hvor produceren bruger en massiv instrumentering bag sangstemmen og dermed skaber et orkester-agtigt resultat. Det var en teknik, som i tidens løb også var grundlaget for en stribe hits for andre kunstnere, men i tilfældet med The Righteous Brothers blev "Wall of sound"-teknikken brugt på en usædvanligt overbevisende facon, som var stærkt medvirkende til at gøre sangen til en klassiker – og til et stort kommercielt hit i samtiden.
Tre benspænd
Det stod ellers ikke skrevet i kortene, at det skulle gå sådan. Sangen var for langsom, den var for lang – og så kom den til verden midt under den såkaldte britiske invasion, som langt hen ad vejen fjernede lytternes fokus fra alt ikke-britisk. Hvad angår den langsomme start på nummeret, fortælles det, at den ene af komponisterne til nummeret, Barry Mann, første gang, han hørte det, ligefrem bemærkede til Phil Spector: "Phil, du spiller den på den forkerte hastighed!" Men den langsomme start med crescendo-opbygningen mod klimaks var en del af det indbyggede drama i sangen - og medvirkende faktor til dets publikumssucces.
Med hensyn til den anden faktor, sangens lange spilletid på 3:45 minutter – hvilket var alt for langt for den almindelige DJ på de amerikanske radiostationer – foretog Phil Spector et nærmest genialt skaktræk for at få nummeret spillet i radioen: han anførte sangens længde som 3:05 på pladen i stedet for 3:45. Keine Hexerei, nur Behendigkeit! Med en spilletid på 3 minutter var der ikke nogen problemer med at få sangen spillet i radioen; og når lytterne og disc-jockeyerne først havde hørt nummeret i dets fulde omfang, var de solgt og havde ingen problemer med efterfølgende at bruge næsten fire minutter af den kostbare sendetid på "You've lost that lovin' feelin'".
At sangen blev udsendt under den britiske invasion var ikke så stort et problem i forhold til dens publikumspotentiale, for der blev jo trods alt hørt meget andet end britisk musik i 1964-65. Ganske pudsigt i den forbindelse er det imidlertid, at Bill Medleys dybe stemme fik mange lyttere til at tro, at det var sorte musikere, som havde indsunget nummeret. Faktisk krydsede "You've lost that lovin' feeli'" over fra Billboards almindelige hitliste efter et stykke tid og røg ind på R&B-listen samme sted - og klarede sig næsten lige så godt her som på Top 100-listen. Nummeret var bl.a. med til at åbne nye lytteres ører for den sorte soul-musik, og "You've lost that lovin' feelin'" var med til at skabe betegnelsen "blue-eyed soul". I sandhed en sang med stor gennemslagskraft!
Læs mere om det udødelige nummer og om dets indspilningshistorie på hjemmesiden www.pophistorydig.com