dummy

Robbie Williams swinger igen

19-11-2013
Kenth Kjeldgård Nielsen
Anmeldelse

 Swing Both Ways - sådan lyder titlen på det nye album fra Robbie Williams. Williams har endnu engang kastet sig ud i en række numre, der primært befinder sig indenfor swing- og bigband-genren. Man kan også kalde det endnu et opslag i "The American Song Book", som en række kunstnere efterhånden har hentet inspiration fra. Her med et twist af musical, pop og country  også. Og på en måde rammer titlen egentlig meget godt - at det swinger - begge veje. Det er bestemt ikke et ringe album, vi her får fra Williams. Der er en flot lyd, solidt sammenspil og sine steder lyder det bestemt til, at musikerne har hygget sig. Men alligevel mangler der lidt. Det kommer aldrig sådan helt ud over kanten. Bevares, der er fin fin messingsuppe, store arrangementer og garanti for rytmiske vrik med foden eller hovedet. Men alligevel...

Albummet er bygget op omkring såvel klassikere indenfor genren som nye kompositioner, hvor Robbie Williams selv har haft en finger med i spillet. Af klassikere får vi bl.a. "I Wanna Be Like You" der oprindeligt stammer fra Disney-filmen "Junglebogen". En up-tempo-sang fremført i duet med Olly Murs. Som duet får vi også "Dream a Little Dream of Me" - denne gang sammen med Lily Allen. En lidt fortærsket sang som ikke rigtig gør noget væsen af sig her. I den mere countryprægede stil får vi et bud på "Little Green Apples" sammen med Kelly Clarkson. Måske lidt atypisk i denne sammenhæng, men den holder egentlig meget godt isoleret set. Ikke helt ulig versionen fra 1968 med Glen Campbell og Bobbie Gentry. 

Åbningsnummeret "Shine My Shoes" er et af de nye numre på albummet. Et nummer med et solidt drive med en snert af blues. Slet ikke ringe. "Snowblind" er en anden af de ny titler på albummet. Denne er mere musicalinspireret end de øvrige numre. Endelig får vi også en opdateret, eller skal vi kalde swing-ificeret udgave af Williams' eget hit "Supreme" tilbage fra 2000.

Albummet er ude i både en standard- og en deluxeudgave. På deluxe-udgaven får vi et par ekstra-numre. To delvis egne kompositioner fra Williams, nemlig "Where There's Muck" og "Wedding Bells", der er begået i samarbejde med Gary Barlow samt Merle Travis-klassikeren 16 Tons.

Med Swings Both Ways er man i sikker havn. Hvis man er til denne genre er man godt underholdt - der er udmærket potentiale på albummet til også at kunne levere lidt julepartymusik. Det stikker i lidt forskellige retninger. Det er ikke rendyrket swing men der er gode bud på solid, sikker underholdning.