Genrer
Robert Johnson: King of the delta blues singers, vol. 2
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 424 på listen.
Robert Johnson er nok den mest legendariske figur i bluesmusikken. Han nåede kun at optage 29 forskellige sange i sin alt for korte levetid, men disse sange har efterladt vigtige præg i ikke blot næsten al bluesmusik siden da, men så utrolig mange forskellige genrer. Red Hot Chili Peppers, Cream, Grateful Dead, The Rolling Stones, Bob Dylan, Fleetwood Mac, Led Zeppelin og Steve Miller er kun få af de mange, der gennem tiden har fortolket Robert Johnsons klassiske numre. Alle Johnsons sange blev optaget enten i november 1936 eller juni 1937, hvilket er ældre end noget andet, jeg nogensinde har anmeldt. I 1961 udgav Columbia Records første del af opsamlingsserien King of the delta blues singers, og i 1970 udkom så anden og sidste del. På det andet album finder man dels sange, der ikke er på det første, og dels finder man alternative udgaver af nogle af etterens sange. Alt i alt er det 16 forskellige Robert Johnson-sange på 43 minutter.
Når man lytter til Johnson, er det vigtigt at tage i betragtning, at han optog alle sangene for lang tid siden. For rigtig, rigtig, rigtig lang tid siden. Er Elvis og Chuck Berry for gammeldags til dig? Så er Robert Johnson nok slet ikke din kop te. Uanset hvor meget de ganske imponerende lydbearbejdelser gør, er guitaren stadig ikke helt fantastisk tydelig, og Johnsons stemme lyder højst som var den optaget på en middelmådig mikrofon fra 60'erne. Man kan dog stadig klart høre, at Johnson er en fantastisk guitarist. Han leger rigtig meget med sit instrument, hvilket faktisk er den mest interessante del af hans musik. Mange af hans sange følger den samme melodi - "Kind hearted woman blues", "I believe I'll dust my broom", "Sweet home Chicago", "Ramblin' on my mind" og "Phonograph blues" er blot albummets fem første sange, og melodien i versene er den samme på dem alle. Og der er aldrig andre instrumenter til stede end ham og hans guitar, så det handler virkelig om, hvad han gør med den guitar, og han gør så meget forskelligt, at man ville forvente, at det ville blive et stort roderi. Men det bliver det ikke.
Da jeg første gang lyttede til Johnson, syntes jeg, at hans tekster var ufatteligt banale. Sådan virker de også, hvis man tager dem alt for bogstaveligt. Jeg forstod ikke det interessante i en kvinde, der stod og solgte stærk mad, eller hvorfor Johnson havde rejer og gik så meget op i, at de var døde. De handler naturligvis ikke om så simple emner. Jeg går ud fra at "They're red hot" nok rettere handlede om livet som omrejsende sælger, og de døde rejer fra "Dead shrimp blues" er nok en metafor for noget – mit eget gæt ville være impotens. Det største problem med Robert Johnsons musik, er hvor meget blues har udviklet sig siden hans tid. Han var selvfølgelig en af de mest revolutionerende mænd i genren, men tiden er vist løbet fra hans mange klassikere. Det gør ikke, at de ikke er vigtige numre, men det gør dem noget sværere at værdsætte i dag. Men hvis du vil lære noget om bluesmusikkens historie, er enten The Complete Recordings eller de to King of the delta blues singers-albums oplagte at få lyttet til.