Rokia Traoré havde publikum i sin hule hånd

Fredag den 5.7.2013, Odeon

”Let’s do music together - thank you for coming”

Dette var Rokia Traorés velkomsthilsen, som var startskuddet til en supermusikalsk og rytmisk danseevent, der fik publikum helt op i de højeste omdrejninger! Man skulle være heldig ikke at blive ramt af hvirvlende arme, rygsække og tasker i denne medrivende oplevelse i et fyldt telt med mere og mere henrykte festivalgæster.

Koncerten begyndte ellers først med en stille og smuk ballade, der efterhånden udviklede sig til et rocknummer. Der var lidt knas med en overstyret lyd i begyndelsen, men lydproblemerne blev hurtigt løst. Traoré sang og spillede på guitar og var ledsaget af en trommeslager, to el-guitarister og en musiker, der spillede på et afrikansk instrument, der lignede en træklods, som med strenge var forbundet til et afkortet kosteskaft. Desuden blev den meget smukke Traoré akkompagneret af to ligeledes yndefulde sangerinder. Sjovt nok var hendes ”hvide” musikere placeret på scenens højre side og spillede fremragende, men ift. Traoré og hendes afrikanske musikere på scenens venstre halvdel virkede de kropsmæssigt meget mere beherskede og neutrale end deres storsmilende kolleger.

Traorés musik er en blanding af traditionel afrikansk musik og vesterlandsk musik. Rokia Traoré var klædt i en flot rød og stramtsiddende kjole, der understregede hendes velformede og slanke skikkelse. Publikum mødte et livstykke af en kvinde, der med sin melodiske men også kraftfulde stemme samt en positiv og livsglad udstråling var så absolut medrivende, at samtlige tilstedeværende ikke kunne undgå at opleve en stor glæde. Her var en musiker, der brugte sin krop for at udtrykke sit budskab: hendes armes yndefulde gestikulerende bevægelser kombineret med en utrolig bevægelig krop, der bød publikum op til dans.

Det mest iøjnefaldende var Traorés eminente forståelse for at vejre stemningen blandt sit publikum på et splitsekund. I det øjeblik, hvor publikum var i det rette humør fik hun bandet til at slå over i en hurtig funky rockrytme (dog fortsat med en umiskendelig afrikansk undertone). Det fik publikum til at blive ellevilde og udbryde i ekstatiske dansebevægelser. Med den velklingende og mere og mere intense rockmur og Traorés frække og søde charme forstod hun at varme op under den mere og mere ophidsede publikumskedel. Det betød, at hun ikke blot var en fremragende musiker, men også en entertainer, der forstod at interagere med sit publikum. Efter en time og ti minutter sluttede Traoré koncerten ved at udfolde sig i vild rytmisk dans og efterfølgende danse ud af scenen. Dette gentog sig med først den ene og så med den anden af hendes backup-sangerinder, hvorefter musikken stoppede. Traoré kom dog tilbage på scenen for at synge en sidste stille sang. Den første og sidste stille ballade dannede derfor en perfekt ramme for en koncert, som var en fryd for øret og øjet - samt især for sindet!