Genrer
The Rolling Stones: Between the buttons
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 355 på listen.
The Rolling Stones er i manges øjne et fuldkommen legendarisk band, og denne status er yderst velfortjent. Deres albumguldalder er generelt opfattet som værende fra Beggars banquet i 1968 til og med Exile on Main St. fra 1972. De har dog lavet mange gode albums både før og efter denne periode, og et af de bedste fra før disse mesterværker er Between the buttons fra 1967. Dette album består af nogle generelt ret korte, meget poppede sange. Det har barokke musikalske elementer, der gør, at det samtidig føles friskt og interessant, for selvom "The last time" og "I wanna be your man" er fede sange, var de ikke noget, man trængte til i 1967. Sangenes beskedne længde sørger for at skabe variation på albummet. Numrene har et ganske eklektisk udvalg af instrumenter, hvor de fleste bliver spillet af Brian Jones. Han agerede normalt som guitarist, men Keith Richards spillede også guitar, og da de fleste sange på dette album kun har en enkelt guitar, blev Brian Jones sat til både at spille harmonika, blokfløjte, æterofon, saxofon, cembalo, orgel, banjo, blokfløjte og sitar.
Sangene er generelt korte – kun to af de tolv numre er over fire minutter lange – men de er meget varierede. Den glade og energiske "Connection", den sentimentale "Backstreet girl", den psykedeliske "Something happened to me yesterday", den euforiske "She smiled sweetly" og den vrede "Please go home" er alle gode eksempler på, hvor dygtige sangskrivere Mick Jagger og Keith Richards er, uanset hvilket humør, de nu engang skulle være i. Variationen sørger for, at pladen altid føles frisk. Jeg ved virkelig ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til den, men jeg kan sagtens tåle mange flere. Melodierne er alle exceptionelt sjove og fængende, og der er ikke en eneste dårlig iblandt dem. En hel del af charmen kommer også fra forsanger Mick Jagger, der nok kunne være en god kandidat til en pris for den mest karismatiske forsanger i rockhistorien. Hans enorme glæde ved musikken er virkelig tydelig, og det gør, at man også selv bliver helt vildt glad.
Dette var det sidste Rolling Stones-album produceret af Andrew Loog Oldham, der bl.a. startede gruppens "bad boy"-image og bad Jagger og Richards om at skrive deres egne sange. Hans produktion er meget ren og klar. Man kan tydeligt høre alle instrumenterne, og det er dejligt, især når Brian Jones spiller på så mange forskellige. Det er ikke nødvendigvis en stil, der ville passe til alle deres albums, de første par stykker producerede Oldham også i en mere rå stil, der passede godt til den vilde rock and roll, de lavede dengang, men hans største værk som producer for denne gruppe er nok dette album. The Rolling Stones har lavet så mange forskellige albums, og de svinger både i stil og kvalitet, men dette lidt blødere bud på et album er faktisk nok også et af de bedste. Hvis du kan lide 60'ernes mere barokke pop-rock, så er Between the buttons rigtig let at anbefale, og hvis du vil lære bandets albums fra før guldalderen bedre at kende, så er det bedste måske dette.