dummy

Roskilde Festival 2016: Kvelertak

1-07-2016
Simon Øregaard

Denne herlige norske... Øøh sextet er det vel? - beærede endnu en gang festivalen med et besøg fra det høje nord.

Med sig i bagagen har de deres tredje og seneste album "Nattesferd", der efter denne anmelders ydmyge mening er et skridt fremad for bandet, men stadig ikke kan måle sig med deres eksplosive selvbetitlede debut fra 2010.

Kvelertak er befolket med tatoverede rockbastarder, der dog heldigvis ikke kan skjule at de er norske spillemænd. Bad ass attituden overgås kun af den aggressive tilgang til musikken, men ender op i en medrivende cocktail af diverse stilarter inden for metal, hard core og sågar folkemusik.

Teksterne er på norsk. Fint og autentisk, ja, men ingen kan næsten alligevel dechifrere hvad forsangeren Erlend Hjelvik spyr ud i mellem tænderne.

Således heller ikke denne torsdag aften i et fyldt Pavillon telt, og sådan skal bare være. Sange om mjød, ulvetid, blodtørst og hekseafbrænding slippes løs i et inferno af tongue in cheek hard rock, hard core punk og black metal. Det berusende og fandenivolske udtryk matcher godt med publikum, og Kvelertak leverer et brag af en koncert.

Deres sans for pop for dog meget plads i deres nyere numre, der ind i mellem kører lidt i tomgang. Det er dog tilgivet, da de hårdtarbejdende musikere også lige skal have pusten. De mange medlemmer i sextetten har fået veldefinerede pladser, og det er imponerende at se - og høre - hvordan de i en rock'n'roll kontekst får det til at gå op i et samlet udtryk af brutal urskandinavisk boogie woogie.

Kvelertak er sat i verden for at underholde. De er spillemænd. Skål på det!