Roskilde Festival 2016: Sleep

Siden jeg ved et impulskøb investerede i pladen ”Sleep’s Holy Mountain” i 1993 har jeg været storfan af denne opskure trio. Efterfølgeren til dette mesterværk ”Dopesmoker” lod vente på sig i årevis imens dette geniale stoner/doom band imploderede i tågerne fra den hellige urt. I mellemtiden dannede bassist og sanger Al Cisneros bandet Om, guitarist og sanger Matt Pike dannede High On Fire og trommeslageren Chris Haikuss trak sig helt tilbage fra musikken. 

I 2009 blev bandet mirakuløst gendannet med trommeslageren fra Neurosis, Jason Roeder, og bandets optræden på dette års Roskilde var således kun tredje gang i Danmark på 25 år. Eneste kritikpunkt herfra er at koncerten var alt for kort. Kun 60 minutter blev det til. Det var til gengæld det eneste hår i suppen.

Sleeps musik er er både majestætisk og monolitisk. Dette understregede de også med en veloplagt og stringent optræden ved midnatstid på Avalon. Sleep har begået numre som selveste Black Sabbath ville slå ihjel for. Det sagesløse publikum blev under supersonisk vellyd straffet med sange som ”Dragonaut” og ”Holy Mountain” og ikke mindst deres nyeste track "The Clarity”. Medrivende og nådesløst på samme tid.

Sleep laver tungere riffs end noget andet band i galaksen, og som tilhører føles det ind imellem som at blive kørt uendelig langsomt over af en damptromle lavet af bautasten. Det lyder måske ubehageligt, men nej. At høre Sleep live minder én om, at man er i live, og det er min fornemmelse, at alle i teltet havde det lige så fedt som jeg. Cisneros hypnotiske bas, Rickenbacher naturligvis, boostet med distortion og wauvpedaler. Pikes insisterende og fuldfede lyd fra hans karakteristiske 9-strengede guitar, og i det hele taget trioens solidt sammenvævede spil fik os til at glemme tid og sted.

Numrene smeltede sammen til droneagtig højmesse og pilgrimmenes rejse blev fuldbragt. Sleep forever!

666 ud 6 stjerner.