Genrer
Roxy Music: Country life
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 387 på listen.
I 1973 forlod den fuldkommen geniale Brian Eno glam-rock-bandet Roxy Music, men de kunne skam sagtens klare sig uden ham. Begge navne var måske endda mere kreative og interessante uden hinanden, og et perfekt eksempel på, hvordan dette gør sig gældende fra Roxy Musics side, er deres fjerde album Country life. Albummet åbner med min favorit blandt alle gruppens numre, "The thrill of it all". Det er et sjovt og legesygt nummer, der har en ufatteligt mættet lyd. Der er altid masser af interessante ting at lytte efter, uanset hvor mange gange man lytter til det. Det er et virkelig dynamisk nummer, og selvom det er pladens længste nummer, er der ikke et dårligt sekund på de 6½ minut det varer. "Three and nine" er et ret roligt nummer, men det er en smuk melodi. Mange ting foregår i lydlandskabet, og Ferrys forsøg på mundharpe er lige i øjet. Der er dog lidt mere rock and roll over "All I want is you". Det er vildt og kreativt, og det beviser at Roxy Music sagtens kan sparke røv på kortere numre, for dette er med under 3 minutter pladens korteste.
"Out of the blue" er en ganske fin sang, mens Ferry synger, men den bliver for alvor fantastisk mellem versene, hvor alle mulige interessante lyde opstår. Der sker dog også nogle imponerende ting, mens Ferry synger, og dette kan især guitarist Phil Manzanera takkes for. Det er noget af det bedste på pladen. "If it takes all night" er en ret fjollet kærlighedssang, men de ser ud til at forstå, hvor latterlig den er, så især Ferry sørger virkelig for at overdrive med sin charme. Det har absolut sine flotte øjeblikke på sig, især en fed saxofonsolo, som vi kan takke Andrew McKay for. En af pladens bedste sange er nok "Bitter sweet", der er et spøjst, skævt spektakel. Den går fra blød, afslappende omend dramatiske lyde til et rigtig mekanisk, aggresivt, til tider endda tysksproget sonisk angreb. De imponerer nok engang med "Triptych", der har en virkelig fed stemning. Lyden er meget simpel, men på grund af mange vokallag bliver det interessant at lytte til, og melodien er formidabel.
Det er en lidt stille sang, så efter den er det vist tid til noget vildere rock, og her kommer "Casanova" som kaldet. Den har en vild guitar og en funky bas, og jeg elsker melodien. Det er fuldstændig vidunderligt. "A really good time" fungerer med sin stille åbning som fin kontrast til foregående nummer, og som strygere og andet godtfolk efterhånden marcherer ind i lydlandskabet bliver det mere interessant, og stemningen bliver imponerende nok slet ikke brudt, selv ikke med den funkinspirerede bas. Afslutningsnummeret hedder "Prairie rose", og meget hurtigt kommer en dejlig saxofon ind på det nummer. De tilføjer meget til stemningen, og som nummeret udvikler sig, bliver lyden rigere og mere interessant, og vi får naturligvis også en saxofonsolo, og den er både bindegal og vidunderlig. Guitaren får også en virkelig god solo, og så vender vokalen tilbage, og efter nogle bombastiske, pompøse gentagelser af omkvædet, slutter albummet. Country life er et formidabelt album. Der er virkelig få ting, der ikke fungerer helt perfekt, og disse er lette at overse. Det kan anbefales til enhver.