Roy Eldridge: Little Jazz and the Jimmy Ryan All-Stars

Trompetisten Roy Eldridge opfattes almindeligvis som en slags bindeled mellem Louis Armstrong og Dizzy Gillespie. Og sandt er det da også, at som Armstrong var et markant forbillede for den unge Eldridge, var Eldridge det selv for den unge Gillespie. Men i sin mere end 50 år lange karriere var Roy Eldridge nu fuldt så meget stilskaber og personlighed som de to andre. Hvad musikalsk temperament angår, kunne der være noget næsten trykkogeragtigt eksplosivt over hans spil og specielt i hans senere år (optagelsen her er fra 1975) havde hans musik ofte en dirrende, næsten indædt karakter, som om han kæmpede med sig selv for at holde det under kontrol og alligevel udtrykke sig med en ætsende lidenskab.

Cd'en er med samme gruppe og samme type repertoire (sådan ca. midtvejs mellem swing og dixieland, lidt som på den altfor lidt kendte Eldridge-indspilning Swing goes Dixie fra1956), som Eldridge i adskillige år fremtrådte med på New York-klubben Jimmy Ryan's, dvs. Bobby Pratt (basun )og Joe Muranyi (klarinet og sopransax), begge solide folk der kan deres håndværk, men det er uundgåeligt Eldridges trompetspil og sang der er hovedsagen. Hør f.ex. den næsten trodsige vitalitet i den langsomme blues "Last call at Jimmy Ryan's" og den mageløst intense sang i klassikeren "St. James Infirmary". At medspillerne ikke tilhører toppen af jazzens første division kunne måske få nogle til at gå uden om denne cd. Derved snyder man dog mest sig selv.