Genrer
Run-D.M.C.: Raising hell
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 120
Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de blandede det med rock, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising hell. Vi snakker her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. "My Adidas" er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket gælder alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også "Peter Piper", "It’s tricky" og deres cover af Aerosmiths "Walk this way", hvor Aerosmith også optræder.
Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug hverken innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede. Jeg kan rigtig godt lide de ekstra hårde trommer på "Raising hell", og beatboxingen på "Hit it Run" er stadig ret fed. Der er dog også numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. "Dumb girl" gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, det 30 sekunder lange "Son of Byford" gentager bare nogle linjer fra "Hit It Run" uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt. Heldigvis rundes pladen flot af med "Proud to be black", en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.
I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den simplistiske, nærmest jazzede "Perfection" er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, "Peter Piper", er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er ret energisk. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare "Son Of Byford", ville det netop også være, at den stille lyd på dette interludium skaber variation mellem de to hårdtslående numre "Dumb girl" og "Proud to be black". Pladens hårde lyd kan være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sangkvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.