dummy

Rundt jubilæum for Cornelis Vreeswijk

25-07-2017
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

Hvert år markeres Cornelis Vreeswijks fødselsdag d. 8. august 1937 med en mindekoncert på Mosebacke-terrassen i Stockholm en af de første søndage i august, og ved samme lejlighed bliver navnet på årets modtager af Cornelis Vreeswijk-stipendiet offentliggjort. I år finder mindekoncerten imidlertid sted på Benny Anderssons Hotel Rival på Mariatorget på Söder, og datoen er rykket til d. 26.8. Årsagen til ændringen er, at et vigende tilhørerantal har gjort det vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen, og det vigende antal tilhørere skyldes igen, at koncerten til minde om Cornelis Vreeswijk har haft svært ved at konkurrere med de mange andre musikarrangementer i Stockholm i sensommeren.

Arrangørerne af Cornelisdagen, dvs. Cornelissällskapet, har dog ønsket at fortsætte traditionen med en Cornelisdag og helst uden at give køb på den kunstneriske kvalitet på listen over optrædende musikere – ikke mindst i det dobbelte jubilæumsår 2017, hvor det dels er 80 år siden Cornelis Vreeswijk blev født, dels er 30 år siden, sangeren og komponisten døde. Det har kunnet lade sig gøre ved at flytte koncerten indendørs, selv om arrangørerne håber på, at den afslappede stemning fra Mosebacke Torg følger med til Mariatorget. Og et køligt glas hvidvin skulle der i hvert fald være gode chancer for at kunne nyde på Hotel Rival, som pudsigt nok er præcis lige så gammelt som Vreeswijk selv.

Blandt de optrædende på Cornelisdagen finder man musiknavne som Cornelis Vreeswijks søn, Jack Vreeswijk, man finder Sofia Karlsson, Tobias Karlsson og Kalle Lind, samt nogle endnu ikke annoncerede musiknavne. Desuden bliver der d. 26. august mulighed for at møde Silas Bäckström, Cornelis Vreeswijks producer, som vil fortælle historier fra samarbejdet med den folkekære hollænder, ligesom navnet på årets modtager af Cornelis-stipendiet bliver afsløret. Blandt de tidligere modtagere af prisen finder man så prominente navne som Mikael Wiehe, Sven-Bertil Taube, Olle Adolphson og Monica Zetterlund (se en komplet liste over modtagerne på cornelis.se). Det skal nok blive interessant, hvis man ellers er i Stockholm på dette tidspunkt – og i øvrigt er fan af hollænderen. Men hvem er ikke det?

Cornelis Vreeswijk er trods sin hollandske afstamning mere svensk end de fleste indfødte svenskere, og hans navn forbindes som regel nært med det svenske nationalikon Carl Michael Bellman. Vreeswijk er et af de fire-fem største navne inden for svensk visekultur, hvilket må siges at være en imponerende præstation af én, som hverken har svensk som sit modersmål eller svensk kultur som sin oprindelige baggrund (sangeren flyttede først til Sverige med sin familie som 10-årig). Men når man taler om svensk visekunst, kommer man ikke uden om Cornelis Vreeswijk, som da også i 2014 var blandt de første til at blive optaget i Swedish Music Hall of Fame. På denne organisations hjemmeside, smhof.se, kan man læse mere om Vreeswijk, ligesom man kan læse mere om musikeren på Cornelis Sällskapets hjemmeside.

Lån noget Vreeswijk fra dit nærmeste bibliotek