Genrer


Rundtur i galaksen
The Asteroids Galaxy Tour : Koncert på Blue Stage, NorthSide Festival, Lørdag d. 16.6.2012
Denne tidlige lørdag eftermiddag var stadig tør og meget lys, da The Asteroids Galaxy Tour inviterede til et besøg på deres galakse, hvor Moder Jords 70’er-discodrøn flød i linde strømme. Dengang, da stilarterne holdtes intakte, var drønene oftest forbundet med mørke dansehaller, så vi skulle lige vænne os til koblingen mellem de besnærende toner og junisolen.
Dagens disco anno 2012
Åbningen blev foretaget med supersoniske orgelklange, der fra divergerende tonearter efterhånden blev samlet til en startklang, som trommerne og bassen fandt ind i og blev fyldestgjort med saxofon og trompet. Ud fra et Barbie-katalog og ind på scenen trådte Mette Lindberg, en rigtig blondine med hotpants - naturligvis i guld - og solbriller, som Jacqueline Kennedy gjorde berømte. ”Dollars In The Night” bragede ud over festivalpladsen, og Lindbergs karakteristiske lillepigestemme opfordrede til at ”take a trip, start walking”, som også er første sang på The Asteroids Galaxy Tours nye plade Out Of Frequency. Vi blev præsenteret for et sammenspillet band, hvis mange turneer i udlandet har givet et tæt sammenspil og et internationalt udtryk, der sammen med Lindbergs vokal giver et indtryk, der huskes. De to blæsere Miloud Carl Sabri og Sfen Dam Meinild (”importeret fra Frankrig og England”, fik vi at vide) spillede nogle tætte og rytmisk markerede blæserriffs, så bigbandassociationer lå lige for.
I titelnummeret ”Out Of Frequency” kastede de to blæsere sig over et keyboard hver, og nummeret har hitpotentiale – bl.a. indeholder det en rytmisk deling i 10 slag, hvor vi til hverdag næsten hun hører 4/4 og 3/4.
Også ”Heart Attack” er blevet spillet meget i radioen, indledningen er som taget fra The Doors’ karakteristiske Farfisa-orgel, som huskes fra eksempelvis ”Light My Fire”. Dette var et af de få numre med guitar, som lejlighedsvist blev betjent af organisten, mens bassisten spillede orgel (!).
Helgodt band, halvgodt publikum
Som vanligt var de første rækker dedikerede fans, de bageste tusinder var knap så medlevende. Mette Lingberg havde en glad tilgang til folket, men der skulle et ”rigtigt gammelt nummer”, som hun sagde, til, før publikums hænder kom op i luften. ”The Golden Age” fra den tre år gamle debutplade Fruit er et herligt pophit, som også ville gøre sig i middelhavslandene med sine tydelige latin-kvaliteter. Vi kølige nordboere var ved at være varmet op, så slutnummeret ”Major” fik lige en tand i volumen, og solen brød som bestilt gennem en af de mange skyer. Trods det nye, dyre superlydanlæg var lyden ind i mellem lidt for bastant, så de enkelte stemmer ikke kom helt til sin ret. Men når lyden, oftest i de mere stille passager, stod klart med Mette Lindbergs topsopran ovenover alting, var det en ren fornøjelse.
The Asteroids Galaxy Tour kan starte en fest – vi tager gerne en tur i rummet, lige meget hvilket rum!
Sætliste:
Dollars In The Night
Out Of Frequency
Heart Attack
Suburban Space Invader
Around The Bend
Push the Envelope
Fantasy Friend Forever
The Golden Age
Major