Så syng da: Fællessang og fællesskab

Institutionen Sangens Hus holder til i Herning og driver Videncenter for Sang med støtte fra Kulturministeriet.

Videncenter for Sang har til formål ”systematisk at indsamle, bearbejde og formidle viden med henblik på at fremme sangens udbredelse i Danmark og medvirke til at sikre kvalitet af den viden og de færdigheder, som kan fremme denne udvikling.”
Det lyder godt, og i dagens Danmark starter mange fællessangprojekter rundt om i landet. Vi læser og hører (!) med fornøjelse fra alle medier, at fællessang skaber ”vi-følelse”, og den frigiver simpelthen lykkehormoner.
Sangens Hus har nu udgivet antologien – artikelsamlingen – ”Fællessang og fællesskab”. Bogens redaktør Stine Isaksen fremhæver i forordet Inge Marstals ord om, at ”i fællessangen bliver sangen til en fælles dagsorden. Den fælles ramme intensiverer og kvalificerer følelsen af samhørighed.”
Formålet med ”Fællessang og fællesskab” er da at afdække hvornår, hvordan og hvorfor sang kan det. Bogen består af 10 meget forskellige artikler, som efter min mening især fortæller historisk om, hvordan og hvorfor fællessangen har fungeret.

Til glæde
Første (og længste) artikel er Kirsten Sass Baks noble gennemgang af fællessangstraditionerne i Danmark 1780-1960. Her beskrives udviklingen fra solosang til fællessang og de første deciderede sangbøgers fremkomst. Vi hører om et veritabelt boom af nye sange i kølvandet på treårskrigen og de nystartede højskolers betydning for sangen. Et vigtigt element i udviklingen er også det nye ideal for folkelig melodi, som mundede ud i den nye melodibog til højskolesangbogen, der udkom i 1922 med de fire betydningfulde og forskellige komponister som udgivere: Thorvald Aagaard, Oluf Ring, Thomas Laub og Carl Nielsen. Artiklen slutter desværre omkring 1960, og tiden herefter, hvor den rytmiske musik holder sit indtog, også i fællessangen, kunne jeg godt tænke mig havde fået mere omtale i denne samling.
De følgende artikler behandler mere specifikke områder i historiens fællessang.

I Katrine Frøkjær Baunvigs artikel om ”Grundtvigs syn på sangens og forsamlingens betydning for fællesskabet” berettes om vor store salmedigters ønske om sangens som den centrale kristne udtryksform. De gentagne historier om Grundtvigs umusikalitet tilbagevises. Han ønskede friske og hurtige melodier, og han benyttede bevidst melodier, som folk kendte i forvejen. Hermed kunne man synge salmerne og sangene med det samme, og det er jo det vigtigste: at de bliver sunget.

Til kamp
Lektor Bertel Nygaard gennemgår fællessangen i arbejderbevægelsen, og igen stoppes op ved 1970’erne, hvor det er en væld af popsange, der dukker op, men som ifølge forfatteren er sværere som fællessange. Hmm, jeg husker nu, at vi godt kunne synge Arne Würglers og Benny Holsts sange som fællessange.

Danske kvindesange fra perioden 1870-1920 gennemgås af Sigrid Diness. Det var en betydningsfuld tid, hvor kvinden fik valgret og blev mere synlig i billedet af Danmark. Ved gennemlæsningen blev jeg opmærksom på Jeppe Aakjærs kvindelige pendant til ”Jens Vejmand”. Sangen ”Stensamlersken” er minsandten også i digtsamlingen ”Rugens Sange”. Omkring rødstrømpebevægelsen dukkede der naturligt også mange sange om, men dem må vi altså læse om andetsteds.

Den vigtige alsang i besættelsens første år tager Puk Elmstrøm Nielsen sig af. Tænk, 700.000 sang samtidigt ”Moders navn” 1. september 1940. Alsangen var en mulighed for at omgås forsamlingsforbuddet, og alsangen samlede også for første gang kor på tværs af tidligere skarpe sociale og fagbetingede grænser. Det overordnede formål var fællesskabet, fællesskabet gennem fællessang.

Til fremtiden
Og det er den drøftelse af formål, som Lea Wierød Borcak tager fat på i den afsluttende artikel om den danske fællessangs funktion i dag. Artiklens titel er spørgsmålet ”Samme sang som i tusind år?”, og hertil er svaret naturligvis både et ja og et nej. Men der er sket et ”vægtningsskift fra sang som middel til at udtrykke et højere formål til sang som mål i sig selv.”

Ja ja, hvis vi siger, at sangen er et mål i sig selv, får vi altså forærende nogle delmål. For det er jo netop fællessangen, det drejer sig om. Fællesskabet bliver derved også et mål – og det er ikke så dårligt!
”Fællessang og fællessang” er en antologi, og derfor er der ikke et konkluderende slutkapitel. Men gennem bogens 10 velskrevne og videnskabeligt funderede kapitler er vi blevet meget klogere på, hvordan fællessangen har fungeret gennem tiden.

Vi lever i en tid, hvor betydningen af fællesskabet, bevidstheden om fællesskabet, gøres klart fra mange sider. Vi oplever, at der nu synges fællessang mange steder. På sygehuset, på arbejdspladsen, i sognegården og på biblioteket.

Efter at have læst denne bog har jeg fået bekræftet vigtigheden af fællessangen – Så syng da Danmark!