Saftig sangbog med tarveligt tilbehør

Grand Prix-sangbogen. Redigeret og skrevet af Jakob Faurholt, Finn Gravesen og Henrik Smith-Sivertsen. Wilhelm Hansen Forlag, 2014.

Sangbogen: 5 ud af 6 ugler
Tilbehøret: 1 ud af 6 ugler
Samlet score: 3 ud af 6 ugler

Jeg sidder her med en stor og flot bog, der er som det rigtige Melodi Grand Prix: En extravagant emballage, som indholdet ikke konstant lever op til. Foråret 2014 var i sandhed et dansk forår, hvor Melodi Grand Prix – eller Eurovision Song Contest – fyldte meget i mediebilledet. Efter Emilie de Forests sikre sejr i Malmø var der ingen vej udenom: Danmark skulle være vært ved televisionens største musikbegivenhed, hvor finalen ses af knap 200 millioner mennesker. På Refshaleøen i København kom slaget til at stå; et slag, som nærmest alle havde en holdning til med et følelsesregister, hvor ekstremiteterne had og kærlighed var de mest benyttede. Masser af følgeprodukter: Fra kuglepenne til luksushotelophold – hovestadens hoteller var fyldt med begejstrede fans. Og herhjemme udkom to vægtige bøger: Jørgen de Mylius' fine Alle tiders Melodi Grand Prix og nærværende sangbog.

Forventning forpligter

Grand Prix-sangbogen er en oversize bog på 412 sider fra det traditionsrige musikforlag Wilhelm Hansen.  Derfor er forventningerne til et højt kvalitetsniveau velspændte, og her er tre etablerede forfatternavne på titelbladet: Orkesterarrangør og komponist Jakob Faurholt, Finn Gravesen, der blandt andet har været redaktør på Gyldendals Musikhistorie og Gads Musikleksikon, og Henrik Smith-Sivertsen, der må siges at være Danmarks forsker nr. 1 indenfor populærmusikområdet med base på Det Kgl. Bibliotek.

Grand Prix-sangbogen er to-bøger-i-en: En sangbog med et udvalg på 92 sange ordnet kronologisk fra vindersangen i 1956 "Refrain" til det danske bidrag i 2014 "Cliché love song". Fine, klare nodebilleder, hvor der heller ikke utidigt skal vendes blad. Bravo!

Forfattertrioen ledsager hver sang med en historisk gennemgang, hvor sangen sættes ind i en udviklingssammenhæng og "suppleres med anekdoter og andet baggrundsmateriale". Desuden "zoomes ind på selve musikken og sangteksterne for at se nærmere på, hvordan de enkelte sange er skruet sammen. Her gennemgås også sangens sceneoptræden og de forskellige gimmicks (musikalske som visuelle), der har fået sangen til at brænde sig ind på nethinden".

Informativ indledning

Bogen indledes med en pudsig appetitvækker: Eurovisionens signaturmusik, som jeg primært husker fra nytårsdag som indledning først til nytårskoncerten fra Wien og dernæst fra skihopkonkurrencen i Garmisch-Partenkirchen. En trompetfanfare, skrevet af Charpentier for mere end 300 år siden. Som eneste nodebillede i bogen er der her melodilinje og ledsagende klavernode. Fint nok, men det er nok ikke lige dén node, som sangbogens målgruppe vil spille mest.

Efter en tosiders hilsen fra popkoryfæet Jørgen de Mylius får vi en 16-siders historisk gennemgang af det internationale Melodi Grand Prix. En interessant og veldrejet tekst med veldokumenterede betragtninger om turen fra den simple slagersang i 1956 til vore dages spektakulære sceneshow for samtlige sanser. En artikel, som lægger op til en underholdende og informativ sangbog. Men sådan går det ikke helt …

Selve sangene

Sangvalget består overvejende af de danske bidrag, og ikke kun vinderne. Af udenlandske numre er der en del vindersange samt numre, som er blevet evergreens. I 1958 vandt en i dag glemt sang, men nr. 3 var "Volare", og den er da med. Fra 1960 får vi selvfølgelig "To lys på et bord", som slet ikke kom med i konkurrencen, her var det den tuttenuttede sang "Det var en yndig tid", som vandt det danske grand prix. International vinder var "Tom Pillibi" - hov, den havde jeg ikke hørt i fyrre år; den gør sig faktisk også hjemme i stuen på guitaren. Otto Francker og Volmer-Sørensens geniale "Dansevise" er her naturligvis. Via 1970'ernes "Waterloo", 1980'ernes og '90-ernes Tommy Seebach når vi til årtusindeskiftets årvågne årsunger Jørgen og Noller Olsen. Herefter er der desuden medtaget enkelte sange fra børnenes melodi grand prix. Sangbogen rummer også flere kuriøse indslag: Gustav Wincklers ironiske kærlighedssang til en pølse – "Salami" - og Marokkos eneste bidrag i konkurrencen "Bitakat hob" fra 1980; i sandhed ikke ligefrem en showstopper. I 1994 deltog Danmark ikke i det Internationale Melodi Grand Prix, så fra det år får vi Richard Ragnvalds "Kære lille mormor" som repræsentant for dét, bogens forfattere benævner "jydepop og tankstationsmusik". Er det en lille intellektuel provokation eller hva'?

I nogle sange er de velbrugte modulationer med, i andre ikke. Det er ikke gennemskueligt for undertegnede, hvilke kriterier, der er brugt for notationen; nogle sange er i de originale tonearter, mens andre er transponeret. Norges violinballade "Fairytale" fra 2009 er bibeholdt i en d-moll, som er alt for høj til en fællessang. Til gengæld er "Smuk som et stjerneskud" sat ned i A-dur, og originaltonearten D-dur er ikke angivet. Alt i alt får vi en broget samling sange, som kan læses som en historisk dokumentation af mere end 50 års europæisk popmusikhistorie. Og så kan de altså også synges og spilles – endda flere med stor fornøjelse!

Finurlige, forblommede, fumlende, fejlagtige forklaringer

Men så er der jo lige bogens anden mission: De tilhørende kommentarer … Det kan være fint nok med en form for historisk perspektivering og realkommentarer om de enkelte sange, men så skal det også være i orden. Ved første øjekast ser "historierne" tilforladelige ud. Men allerede i 1958 postuleres, at "Volare" blev nr. 1; den blev nr. 3. New Seekers spillede i 1972 angiveligt på to elguitarer, selvom vi alle kan se, at det er akustiske guitarer på billedet. Seebachs "Under stjernerne på himlen" blev godt nok nr. 22 i 1993, men det var ikke en sidsteplads; der kom tre sange under hans placering.

Og de læsende øjne vokser i forundring til størrelse som thekopper, når de nærmest stikordsagtige kommentarer under sangbeskrivelserne læses. Flere steder nævnes under kategorien "gimmick", at nærværende sang er lige ud ad landevejen (1962), eller at "det er nærmest manglen på effekt, der fænger"(1980). Et kerneord i denne bogs sangbeskrivelser er "poptrick". I "ordbogen" side 406 står:
"Pop-tricket: Toneartskift, et lille harmonisk løft (ofte ½ tone) almindeligvis placeret lige før sidste refræn. Hvis sangen er ved at miste energi, kan det være en god idé at anbringe et pop-trick, som giver ny energi uden at tilføre sangen nyt musikalsk stof."

Jeg er ikke stødt på ordet poptrick før, men kender udmærket det fif, som også (lidt nedladende) kaldes "dansktopmodulering". Også i folkelig fællessang spiller man jævnligt sidste vers en tone højere, så man sætter et pompøst punktum. Poptricket nævnes i sangbogen første gang i 1964 ("Rykket op hjælper hver gang"), og siden gentages det i mange varianter; både halve toner, hele toner og mere opad og sågar "camoufleret poptrick" ("Vi danser rock, danser rul" fra 1988) – jeg ser dog ingen camouflage …

Til Trine Dyrholms lækre "Danse i måneskin" (1987) skriver forfatterne friskfyragtigt om de "harmoniske krumspring": "Dette er ikke musikteoretisk flueknepperi, men det høres som et vigtigt kendetegn ved sangen." Tak, vi er nok en del, der gerne ønsker ordentlig musikteori, som vi kan bruge til noget. Mod slutningen er der også en del formodninger og gisninger om, om det er præindspillede tracks, eller om kunstnerne spiller selv (2006, 2009, 2010, 2011, 2012). Det er vist en tvivl, der for en del år siden er fjernet – i dag er kun vokalerne live.

Det kan ikke være rigtigt, at tre så kompetente herrer behøver at skrive så overfladisk og sjusket. Håbefulde gymnasielever hungrer efter lettilgængelige musikforklaringer, som kan bruges i dagligdagen. Pas på med at bruge denne sangbogs oplysninger! Så vil jeg hellere anbefale den evige popteenager Mylles ovennævnte bog Alle tiders Melodi Grand Prix . Retfærdigvis vil jeg sige, at der er flere gode betragtninger om fonetiske oversættelser og betydningen af sangteksternes klange; her er en overbevisende faglighed. Et citat fra side 229: "(Keld Heick og Tommy Seebach) blev nummer fire med deres fælles "Pyjamas for to", som måtte tage til takke med en fjerdeplads." Så kan vi vist regne med, at de blev nr. 4 …

Måske har jeg set mig halvblind på alle disse halvforklaringer – jeg vil nu lade dem ligge og i stedet gribe guitaren og spille Scco-ba-doo-ba dab dab dee dee dai Scco-ba-doo-ba dab dab dee dee dai I love you – another cliché love song!