Sange om amerikanske præsidenter

Den amerikanske præsidentvalgkamp fylder meget i de danske medier i eftersommeren 2024, selv om der er 2½ måned til selve valget. Det er der gode grunde til. For Danmark såvel som for den øvrige vestlige verden har det stor betydning, hvem der sidder på præsidentposten i USA, og den betydning bliver kun forøget, når de to aktuelle præsidentkandidater repræsenterer så forskellige livssyn og politiske holdninger, som det er tilfældet i den igangværende valgkamp.

Men det har naturligvis altid haft stor betydning for den amerikanske befolkning, hvilket politisk parti, der vandt præsidentembedet, ligesom den siddende præsidents personlighed har haft en (uforholdsmæssig?) stor betydning for den førte politik. Præsidentposten og dens betydning har gennem tiden været emnet for teksterne i en række rocksange, og det er et lille udvalg af disse sange, den følgende gennemgang vil fokusere på.

John F. Kennedy (præsident 1961-1963)
Et af de helt store traumer i USA's nyere historie er mordet på John F. Kennedy i november 1963. Selv om skyldsspørgsmålet for længst er afgjort officielt, rummer mordsagen stadig så mange ubesvarede spørgsmål, at talrige mennesker i dag tvivler på de officielle forklaringer – og det endda uden at de pågældende behøver at være konspirationsteoretikere. På grund af Kennedy-mordets voldsomme indflydelse på den amerikanske selvforståelse har hændelsen sat sig spor i en række rocksange af så forskellige navne som Paul Simon, Lou Reed, Sting, Billy Joel, Eminem, osv. – enten i form af indforståede referencer til begivenheden eller i form af kritiske spørgsmålstegn ved de officielle forklaringer i sagen.

Et af de mest omfangsrige og også mest utvetydige eksempler på sidstnævnte er Bob Dylans 17 minutter lange sang ”Murder most foul” fra 2020 (læs herom i artiklen af samme navn her på hjemmesiden). Sangen er en hyldest til USA's sjæl og samtidig en elegi over afslutningen på Kennedy-æraen, og minder i sin form på mange måder om Don McLeans nyklassiske sang om livet i 1960´ernes USA: ”American pie” (1971).

Dylan referer desuden kort til begivenhederne i Dallas i 1963 i sangen ”Blind Willie McTell” (1983), hvor et par linjer lyder således: ”Well, I travel through East Texas/ where many martyrs fell”. Og så optræder Kennedy også i en af Dylans tidlige sange, ”I shall be free” (1963), som stammer fra tiden før attentatet, hvorfor tonen her er helt anderledes let end i den skæbnetunge ”Murder most foul”: ”It´s president Kennedy calling me up/ He said: ”My friend, Bob, what do we need to make the country grow?/ I said: ”My friend, John, Brigitte Bardot/ Anita Ekberg/ Sophia Loren/ country´ll grow”.

Endnu et par sange om mordet på Kennedy vil det være naturligt at nævne her. Først og fremmest er der Dick Hollers sang ”Abraham, Martin and John”, som han skrev i 1968 under indtryk af mordet på endnu en fremtrædende amerikansk personlighed, nemlig John F. Kennedys lillebror Robert: ”Anybody here seen my old friend Bobby?/ Can you tell me where he´s gone?/ I thought I saw him walking up over the hill/ with Abraham, Martin and John”. Sangen blev I 1968 et pænt hit for sangeren Dion, og senere også en succes med navne som Marvin Gaye og Smokey Robinson. Sangen har i dag status af standardnummer.

Forud for Dions succes med Dick Hollers sang havde Roger McGuinn fra gruppen The Byrds udsendt sin hyldestsang til John F. Kennedy. Det skete i form af den traditionelle folkesang ”He was a friend of mine”, som The Byrds i 1965 indspillede med en nyskrevet tekst, der direkte handlede om den afdøde amerikanske præsident. Tidligere blev sangen ”kun” brugt til at udtrykke sorg over en god vens død; men med McGinns nye tekst blev ”He was a friend of mine” til en sang specifikt om mordet på Kennedy og samtidig til en hyldest til den myrdede præsident: ”He was in Dallas Town/ From a sixth floor window/ a gunner shot him down/ He died in Dallas Town/ (-) / Leader of a nation/ for such a precious time/ Oh, he was a friend of mine”.

Richard M. Nixon (præsident 1969-1974)
John F. Kennedy er uden tvivl den amerikanske præsident, der optræder oftest i rockmusikkens tekster. Men også den republikanske præsident Richard Nixon er en ret hyppig gæst i rocklyrikken, og i hans tilfælde er der tale om knap så rosende omtaler som i Kennedys tilfælde – bl.a. fordi Nixons navn er uløseligt forbundet med Watergate-skandalen i 1974.

Kunstnere som Stevie Wonder, Phil Ochs, Country Joe McDonald og Elton John/Bernie Taupin har alle givet deres bidrag til udødeliggørelsen af Nixons navn inden for rockmusikkens verden, og som man måske kan gætte, er sangenes udsagn ikke just positive over for den tidligere præsident. Hør f.eks. nogle linjer fra Country Joes satiriske sang om plastikmanden Tricky Dicky: ”He walks, he talks, he smiles, he frowns/ he does what a human can/ he´s Tricky Dicky from Yorba Linda/ the genuine plastic man” (“Tricky Dicky”, 1972).

Der er dog næppe nogen rockmusiker, der har kritiseret Richard Nixon så voldsomt i sine sange som Neil Young. Allerede i 1970 var Neil Young efter Nixon, som blev gjort til hovedansvarlig for skuddramaerne i forbindelse med studenteroprøret på flere universiteter i Ohio: ”Tin soldiers and Nixon coming/ we´re finally on our own/ This summer I hear the drumming/ four dead in Ohio” (”Ohio”, 1970).

I 1974 optrådte Nixon igen i en af Neil Youngs sange, nemlig ”Ambulance blues”, der afslutter albummet ”On the beach”. Nixons navn nævnes ikke direkte her (hvorimod det optræder på albumcoveret); men der er ingen tvivl om, at den løgneriske mand, Young synger om, er den siddende præsident: ”I never knew a man/ could tell so many lies/ He had a different story/ for every set of eyes/ How can he remember who he´s talking to?”.

I 1977 er tiden med Nixon ved roret kommet lidt på afstand, hvorfor Neil Young nu kan nøjes med at formulere en venlig satire over den tidligere præsidents person. Sangen ”Campaigner” savner dog ikke skarphed i sin kritik af det politiske cirkus, som gør den politiske proces til en karikatur af demokratiet. Og Nixons rolle i dette cirkus er ikke ligefrem imponerende – selv om plastikmanden faktisk har en sjæl et eller andet sted: ”Where even Richard Nixon has got soul/ even Richard Nixon has got soul”.

I 2006 hedder præsidenten George W. Bush, men denne præsidents synderegister er tilsyneladende lige så omfattende som mange af de tidligere præsidenters, i hvert fald ifølge Neil Young. I den meget direkte formulerede ”Let´s impeach the president” (dvs. ”Lad os stille præsidenten for retten”) lyder det aldeles uforsonligt fra Young: ”Let´s impeach the president for lyin´/ misleading our country into war/ abusing all the power that we gave him/ and shipping all our money out the door”. Det var George W. Bush, der førte USA i krig i Irak i 2003, og Bush har desuden mange andre ugerninger på samvittigheden ifølge Young. Den gamle hippie er ikke blevet mildere med årene.

Ronald Reagan og andre præsidenter
Sangeren Jackson Browne er kendt for sit politiske engagement, og han har flere gange sunget om det højeste officielle embede i USA, som han ikke altid mener bliver varetaget forsvarligt (for nu at udtrykke det på den meget pæne måde). Tydeligst kommer dette nok til udtryk i to sange på udgivelsen ”Lives in the balance” (1986), der blev udsendt, mens Ronald Reagan var præsident i USA. Reagans navn nævnes ikke direkte i sangene ”For America” og ”Lives in the balance”; men det kræver ikke voldsomt meget fantasi at gennemskue, at det er ham, sangene handler om. Tonen i teksten til ”Lives in the balance” er ikke mere forsonlig end tonen i Neil Youngs tekst til ”Let´s impeach the president”: ”They sell us the president the same way/ they sell us our clothes and our cars/ They sell us everything from youth to religion/ the same time they sell us our wars”.

Der er skrevet mange rocktekster om andre præsidenter end de ovenfor nævnte, ligesom der er skrevet sange om unavngivne præsidenter, der blot optræder som repræsentanter for den højeste magtposition i USA. En af disse er Bob Dylans 1965-sang ”It´s alright, Ma (I´m only bleeding)”, der bl.a. indeholder de herlige og tankevækkende ord: ”But even the president of the Unites States/ sometimes must have to stand naked”. Uanset hvor stor du er, adskiller du dig ikke grundlæggende fra os andre, når det kommer til stykket.

Men lad mig slutte denne lille gennemgang af en række præsident-sange med en sang, som angår den aktuelle valgkamp, selv om den er 8 år gammel. Sangen handler nemlig om den person, der nu stiller op som det republikanske partis præsidentkandidat, Donald J. Trump. Da Trump stillede op til præsidentvalget i 2016 over for Hilary Clinton, var der mange, som var skrækslagne, og der blev iværksat en lang række initiativer for at forhindre forretningsmanden i at vinde valget.

Et af disse initiativer havde overskriften ”30 days, 30 songs” og gik ud på at præsentere 30 nyskrevne sange om Trump op til selve valgdagen i november 2016, én sang for hver dag. Ønsket om at standse Trump lykkedes som bekendt ikke; men det lykkedes at få projektet med undertitlen ”A Trump-free America” på plads inden for tidsrammen. De 30 sange var skrevet af navne som Franz Ferdinand, Death Cab for Cutie, Loudon Wainwright III samt ikke mindst sangerinden Aimee Mann.

Mann var den første, som blev kontaktet af initiativtagerne til projektet, og det er nok også Mann, der har skrevet det bedste af bidragene til ”30 days, 30 songs”. Sangen ”Can´t you tell” er en vittig gennemspilning af Donald Trumps tanker i forhold til den kommende opgave som præsident for USA, og indeholder bl.a. linjerne: ”You ask about my plan, but baby, my plan is to win”.

I et genkommende omkvæd refererer Mann direkte fra indersiden af præsidentkandidatens hoved med linjer som: ”Isn´t anybody going to stop me?/ I don´t want this job/ I can´t do this job, my God/ Can´t you tell/ I´m unwell”. Sangen er ligesom de øvrige sange på ”30 days, 30 songs” ikke udsendt i fysisk form; men de kan høres på nettet, og det er der (desværre) god grund til at gøre igen her 8 år efter sangenes tilblivelse.