Sange om cigaretter

Cigaretter betragtes som et nydelsesmiddel, fordi de tilbyder rygeren en følelse af velvære I øjeblikket, og fordi de virker afstressende på rygeren. Det sidste passer godt sammen med den omstændighed, at rygning ofte finder sted i pauser – rygepauser – eller i sociale sammenhænge, hvor det kan føles hyggeligt at ryge en cigaret sammen med andre. Rent kemisk sker der det ved rygning, at nikotinen ved inhalering frigiver dopamin i hjernen, hvilket kroppen oplever som en belønning. Af samme grund er cigaretter også særdeles afhængighedsskabende og dertil stærkt sundhedsskadelige, så det med nydelsen er langt hen ad vejen en sandhed med modifikationer. Og for rygerens omgivelser er rygningen i hvert fald ikke forbundet med nogen form for nydelse!

Da jeg selv startede på at ryge som 18-årig, var det udelukkende, fordi jeg – inspireret af den musik, jeg hørte på det tidspunkt – gerne ville opleve en hash-rus, og for at kunne det var jeg nødt til at kunne inhalere en cigaret. Derfor var der ikke andet at gøre end at lære at ryge, og selv om det smagte afskyeligt i starten, lykkedes projektet trods alt inden så længe. 

Nu var jeg klar til at prøve at ryge hash – men desværre var mine forsøg med de euforiserende stoffer helt negative. Jeg blev hverken høj eller skæv af hashrygningen; men til gengæld begyndte jeg at ryge op mod 20 cigaretter om dagen (”Nu er det tid til en Cecil”), og det blev jeg ved med de følgende 10 år, indtil jeg som 28-årig omsider kunne lægge rygningen på hylden, dog først efter flere mislykkede forsøg på at stoppe. Hvad kan man lære af den historie?

Under alle omstændigheder er rygning fortsat i dag, knap 50 år efter mit fejlslagne forsøg på at blive hashryger, en voldsomt udbredt last/fornøjelse i hele verden, og selv om der er taget mange politiske skridt for at hindre, at de unge begynder at ryge, er cigaretrygningen langt fra udryddet – faldet i antallet af førstegangsrygere er forsvindende lille. 

Heller ikke i musikkens verden er cigaretterne forsvundet, selv om de nok ikke gør helt så meget skade som virkelighedens cigaretter. Nogle punktnedslag i populær- og rockmusikkens sange kan illustrere, hvordan cigaretter og rygning skildres i sangteksterne – primært i tekster fra den klassiske rock- og populærmusik, som er det område, jeg kender til og kan lide.

Storrygere
Sangteksterne om rygning fortæller både om selskabs- og hyggerygere, om trøsterygere samt ikke mindst om storrygere, hvor rygningen nok ikke længere kan kaldes en nydelse, men snarere er et udtryk for afhængighed. Det sidste er f.eks. tilfældet i The Kinks´ ”Harry rag” fra albummet ”Something else by The Kinks” (1967), hvor udtrykket ”Harry rag” betyder en cigaret (som rimer smukt på det engelske slangudtryk for cigaretter, ”fag”). Af sammenhængen kunne jeg jo i sin tid godt forstå, at sangen handlede om cigaretter; men der gik nogle år, før jeg fandt ud af, at en ”Harry rag” var opkaldt efter en jockey, Harry Wragg, som formentlig røg en del.

I Kinks-sangen ”Harry rag” bliver der i hvert fald røget meget, og det gælder både for sangens jeg-person, for den unge Tom, for Toms mor – samt for alle landets unge piger: ”Ah, the smart young ladies of the land/ can´t relax without a Harry in their hands”. Man kan nok roligt konstatere, at rygning i denne sang er blevet en tvangsneurotisk sag for rygerne – uden at de af den grund synes at være parate til at opgive deres afhængighed: ”Harry rag, Harry rag/ do anything just to get a Harry rag/ and I curse myself for the life I´ve led/ and roll myself a Harry rag and put myself to bed”. The Kinks´ sang i musichall-stil er overordentligt iørefaldende og ganske vittig – og bestemt ikke nogen god reklame for rygning.

Roger Millers ”Don´t blame anything a man can´t quit” fra 1966 er en humoristisk satire over folks tilbøjelighed til at fremhæve deres dårlige vaner, bl.a. giftermål(!), og en af disse dårlige vaner er rygning: ”I´m a two pack a day man, smoke like a fiend/ like a burned out bearing in a bad machine/ I can´t breathe in the morning till I get myself a cigarette lit”. Det kan jo lyde meget sjovt, indtil man får at vide, at Roger Miller selv døde af lungekræft i en alder af 56 år. Så stivner smilet lidt.

Merle Travis´ og Tex Williams´ ”Smoke! Smoke! Smoke” (that cigarette)” fra 1947 handler også om afhængighed af cigaretrygning, men ikke så meget om de sundhedsskadelige følger af rygningen: ”It ain´t cuz I don´t smoke myself/ and I don´t reckon that it´ll harm your health/ smoked all my life and I ain´t dead yet”. I Travis´ og Williams´ talking blues om rygning er det derimod selve det vanedannende element ved rygningen, der er et irriterende problem, fordi rygerne altid lige skal tænde en smøg, før de kan foretage sig noget. Sangen giver et par eksempler på dette forhold, som dog først for alvor bliver en ulempe, når rygeren står foran Skt. Peters port til himlen: ”Tell St. Peter at the Golden Gate/ that you hate to make him wait/ but you just gotta have another cigarette”. Hvad mon Skt. Peter siger til det?

Storrygere er som regel godt selv klar over, at de har et problem, og de fleste af dem kunne godt tænke sig at kvitte cigaretterne. Men i en mærkværdig sang med Anita Lindblom fra 1963, ”Cigarettes” af Götz og Hertha, er der ingen ende på sangtekstens anbefaling af cigaretnydelsen – og der er ikke tale om satire. Sangen stammer fra en mere uskyldig tid, hvor staten endnu ikke havde besluttet sig for at regulere alt i samfundet, heller ikke rygningen. Hør blot: ”Cigarettes, cigarett/ rök en god cigarett/ om du är en stressad slav/ ta ett bloss och koppla av/ dra ett bloss och blås ut/ dra ett till, bara njut/ du har chancen till stimulans/ om du har cigarettes till hands”. Værsgo´ og sug. (Det skal dog straks tilføjes, at sangen aldrig blev spillet ret meget i Sveriges Radio).

Hygge- og trøsterygere
Selv om rygning uomtvisteligt fører til afhængighed og kæderygning, er det normale billede i forbindelse med rygning nok, at rygeren så vidt muligt forbeholder cigaretterne til bestemte lejligheder eller bestemte tidspunkter på dagen. Et typisk tidspunkt for en cigaret er morgenstunden, hvor mange rygere har brug for en cigaret for at komme i gang med dagens opgaver. Det gælder f.eks. jeg-personen i Leonard Cohens ”I can´t forget” fra 1988: ”I stumbled out of bed/ I got ready for the struggle/ I smoked a cigarette/ and I tightened up my gut”. Så er han parat til at møde dagen.

Det er den same morgencigaret, man møder i The Rolling Stones´ ”Sad day” (1966), hvor jeg-personen må have sig en smøg, inden han kan tage fat på den triste dag, hvor tingene ikke rigtigt går hans vej: ”Someone woke me up this morning/ and I lit a cigarette/ found myself when I stopped yawnin´”. Også i The Beatles ”A day in the life” (1967) er cigaretten en fast bestanddel af morgenprogrammet, selv om jeg-personen her dog venter med dagens første cigaret, til han er nået hen på jobbet: ”Found my way upstairs and had a smoke”. Og i Kris Kristoffersons ”Sunday morning coming down” (1970) starter dagen simpelt hen med to øl og en cigaret – primært for at komme sig oven på aftenens udskejelser: ”I´d smoked my brain the night before/ on cigarettes and songs that I´d been picking/ but I lit my first and watched a small kid”. Det lyder lidt trist, og sangen handler ganske rigtigt også om øl og cigaretter som trøst på grund af et savn.

Der er adskillige sange, hvori cigaretter og rygning kobles sammen med sorg over den elskedes fravær, bl.a. den klassiske ”These foolish things” (1936), som opremser nogle af de ting, der minder jeg-personen om kæresten: ”A cigarette that bears a lipstick´s traces/ an airline ticket to romantic places”. Ak ja, det er en situation, Bruce Springsteen har opdateret i sin frysende kolde sang om tabt kærlighed, ”Missing” (2003): ”Woke up this morning, was a chill in the air/ went into the kitchen, your cigarettes were lying there”. Men kæresten selv er der desværre ikke mere.

I de to ovennævnte sange er cigaretterne “kun” efterladenskaber efter den fraværende elskede; men i en række sange er cigaretterne den højst håndgribelige trøst, som jeg-personerne tyer til for at komme over savnet af kæresten. Det er bl.a. tilfældet i Frank Sinatras ”Learnin´ the blues” (af Dolores Silvers, 1955), hvori sangteksten opregner den ulykkelige jeg-persons situation: ”The cigarettes you light/ one after another/ won´t help you forget her/ and the way that you love her”. 

Kæderygning er vist ikke løsningen på hjertesorger, men det forestiller rygeren sig nok heller ikke, når han/hun kaster sig over cigaretterne. Der er snarere tale om en form for desperation, som man f.eks. møder den i Toby Keiths og Merle Haggards ”She ain´t hooked on me no more” (2005), hvori det lyder således: ”I gave up on cigarettes to the day/ I ain´t touched one yet/ But tonight I think I´m gonna burn the whole pack”. Kærlighed er skyld i mange ulykker.

Der er mange sange om rygning som trøst, men trods alt også mange, hvori cigaretterne signalerer hygge og velvære. Lad mig slutte dette lille causeri af med et par af de sange. I Ulf Lundells ”Ute på tippen” (1979) er cigaretten det behagelige akkompagnement til jeg-personens møde med kærligheden (på en losseplads!): ”Jag släckte lampan, tände en cigg på lågorna/ det var så skönt att sitta där att jag höll inne med frågorna”. 

 Og i Kim Larsens ”Flyvende sommer” (1989) bliver cigaretrygeren nærmest ophøjet til at være i pagt med hele universet: ”Se solen danser, himlen er høj/ jeg sætter mig ned og tænder en smøg/ Kigger på det hele sådan lidt fra neden/ snupper mig et sug af evigheden”. Hvis Kim Larsen siger det, må det jo være rigtigt, for der var nok ikke mange, der vidste mere om cigaretrygning end ham. For nu at sige det på den måde.