Sange om krydderier

Krydderier har ingen egentlig næringsmæssig værdi, men fordi de giver duft og smag til maden kan de have en endog meget stor betydning for menneskets indtagelse af de nødvendige næringsmidler. Krydderier anses som regel som nydelsesmidler, og selv om de altså i visse tilfælde i sig selv kan have en gavnlig indvirkning på sundheden og helbredet, er deres rolle i hverdagen først og fremmest at tilbyde brugeren glæde og nydelse. Det er en funktion, man kender fra udtrykket ”at sætte krydderi på tilværelsen”, og det er en egenskab, der gør, at krydderier altid forbindes med absolut positive associationer. 

Man kan krydre sin hverdag med anderledes og attraktive indslag, der gør hverdagen bedre og mere indholdsrig, end den var i forvejen, ligesom man kan krydre sin tale med anekdoter for at gøre den mere spændende og afvekslende. Osv. osv. Krydderier er simpelt hen bare uløseligt knyttet til nydelse og velbehag, som det også fremgår af de pop- og rocksange, hvori krydderier spiller en rolle.

Persille, salvie, rosmarin og timian
Krydderier (spices) dukker ind imellem op i pop- og rockmusikkens verden som samlebetegnelse for den mængde stoffer, man kan tilsætte maden – eller livet – for at give den/det smag og glæde. Det skete f.eks. i forbindelse navnet på den særdeles populære pigegruppe Spice Girls, som hærgede hitlisterne over hele verden i 1990´erne, og det skete i forbindelse med gruppen The Searchers´ kæmpehit fra 1963, ”Sugar and spice”, hvori det var jeg-personens veninde, der repræsenterede alt det gode i tilværelsen: ”Sugar and spice and all things nice/ kisses sweeter than wine”. 

Her sidestilles krydderierne med sukker, som vel til dels er et næringsmiddel, men som i hvert fald også er et nydelsesmiddel. Der er skrevet utallige sange om sukker, mens sangene om krydderier og krydderurter er betydeligt færre – og når krydderierne ind imellem dukker op i sangteksterne, er det som oftest i form af enkeltstående, konkrete smags- og nydelsesingredienser, snarere end i form af hele spektret af krydderier.

Det bedst kendte eksempel på en sang om krydderier er nok Simon & Garfunkels ”Scarborough Fair/Canticle” fra deres 1966-album, som netop har titel efter omkvædet i ovennævnte sang: ”Parsley, sage, rosemary and thyme”. Sangen, som bygger på en traditionel engelsk folkesang, blev meget populær i 1968, efter at den havde været brugt i filmen ”The graduate” (”Fagre voksne verden”), og det er nok stadig et af duoens mest elskede numre med sine mange gentagelser af navnene på de 4 krydderier: persille, salvie, rosmarin og timian. Det er ikke ofte, man møder hele 4 krydderier i én og samme sang.

Der er til gengæld temmelig mange sange, hvori ordet ”rosemary” optræder; men det er meget få af disse sange – om nogen – der handler om krydderurten rosmarin. I stedet er det pigenavnet Rosemary (afledt af navnet på krydderurten), man møder i sange som Bob Dylans ”Lily, Rosemary and the Jack of Hearts” (1975) og i The Kinks´ ”Rosemary Rose” (1968), mens krydderurten selv altså er en sjælden gæst i rocklyrikken.

Det gælder også et krydderi som safran, der vist primært er kendt for at optræde i Donovans sang ”Mellow Yellow” (1967) – og her er ordet ”Saffron” nok ligesom ordet ”Rosemary” i de ovennævnte sange et pigenavn og ikke navnet på en urt. Safran er især kendt for sin evne til at give farve, og ordet ”saffron” optræder da også i forskellige sangtekster som et synonym for en kraftig gul farve: ”Days of yellow saffron/ nights with purple skies” hedder det således i The Hollies´ ”Maker” fra 1967.

Lavendel, kanel, peber og salt
Ligesom omtalen af safran i sangens verden primært anvendes til at angive en farve, optræder omtalen af lavendel især for at anskueliggøre en bestemt farve, nemlig lavendelblå. Det gælder bl.a. for Dolly Partons ”Sandy´s song” (1979) med linjerne ”I´ll love you till the green grass turns lavender blue”. Lavendelblå øjne er en relativt hyppigt forekommende ingrediens i popsange, og i Paul Simons “That´s where I belong” (2000) er det den elskedes sang og hendes smil, der får sangens jeg-person til at tænke på lavendel og roser – selv om en sådan sammenblanding af sanseindtryk (synæstesi) vist må betegnes som en form for neurologisk kortslutning. Men pyt med det; lytteren forstår ganske udmærket, at den udkårne er en dejlig kvinde: ”When I hear you singing/ lavender and roses”.

En krydderi-sang, hvori krydderiet helt oplagt skal forstås som en metafor, er Neil Youngs ”Cinnamon girl” (1970), som jo ikke handler om kanel, men som til gengæld til fulde udnytter det symbolske indhold i at sammenligne en kvinde med et krydderi: kanel-pigen tilføjer netop jeg-personens tilværelse det pift og den ekstra fylde, som krydderiet kanel ville gøre: ”I wanna live with a cinnamon girl/ I could be happy/ the rest of my life/ with a cinnamon girl”. Neil Young kunne formentlig lige så godt have valgt et andet krydderi til at formidle pointen om lidt krydderi på tilværelsen; men så skulle han jo også have skrevet en anden melodi, hvor ordet ”cinnamon” passede til versefødderne. Og måske har pigen faktisk fået sit tilnavn efter farven på hendes hår?

Også The Beatles har inkluderet forskellige former for krydderier i gruppens sangunivers, nemlig i form af personer, der har samme navn som bestemte krydderier. I sangen ”Mean Mr. Mustard” fra ”Abbey Road” (1969) er det John Lennon, der tegner et satirisk portræt af den ubehagelige Hr. Sennep, og i titelsangen til albummet ”Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band” (1967) er det Paul McCartney, der er hovedmanden bag historien om den fiktive orkesterleder Sgt. Pepper.

Her er det peberet, der får lov til at repræsentere krydderiernes tilstedeværelse i en popsang, og det samme er tilfældet i en langt senere McCartney-sang: ”Broomstick” fra 1997. I denne sangtekst er peberet dog reelt nok og indgår i den ret, jeg-personen og hans kæreste er ved at tilberede: ”A little pinch of pepper/ a little speck of spice/ stir it in the cauldron and/ come up with something nice”.

Mens peber uomtvisteligt er et krydderi, kan man diskutere, om peberets faste følgesvend, salt, også er et krydderi. Egentlig er der jo tale om en kemisk forbindelse, natriumklorid; men i dagligdagen opfattes salt som et krydderi på lige fod med peber og som en af de vigtigste smagsgivere i den almindelige madlavning. Derved optræder salt i alt væsentligt som et krydderi, og de fleste tænker da også på saltet på den måde.

Salt optræder ofte i sangtekster, men her skal jeg indskrænke mig til kun at nævne et enkelt eksempel på en sang om salt: The Rolling Stones´ ”Salt of the Earth” fra 1968. Saltet her er selvfølgelig en metafor, oven i købet hentet fra en klassisk betydningssammenhæng, nemlig det sted i Bibelen, hvor Jesu disciple beskrives som Jordens Salt. I Matthæus-Evangeliet hedder det således: ”I er Jordens salt; men dersom saltet mister sin kraft, hvormed skal det da saltes?”. Betydningen er klar nok og understreger på smukkeste vis krydderiets/disciplenes evne til at give livet dybde, kraft og karakter. Uden salt ingen smag eller styrke.

Lad mig slutte dette lille lynoverblik over krydderiernes tilstedeværelse i en række sangtekster med en sang, hvori krydderierne (igen) er den tilsætning, der skal til, for at livet bliver endnu mere værd at leve: Mickey Stevensons ”It takes two” (1966). Her gennemgår sangteksten alle de ingredienser i tilværelsen, der bliver mere end dobbelt så dejlige, hvis man er to i stedet for kun én. Sangen slutter med den ovenfor flere gange anførte pointe, at der skal krydderi på tilværelsen, for at den kan blive så god som muligt: ”One can take a walk in the moonlight, thinkin´ that it´s really nice/ ah, but two walking hand-in-hand is like adding just a pinch of spice”.

Længe leve krydderierne i sangens og i virkelighedens verden.