Sange om længsel

Da jeg var et ungt menneske i 1970´erne, var det i visse kredse smart at betjene sig af aktivistiske paroler som ”Vær ikke bange for at løbe panden mod muren – hvem siger, at det er muren, der holder” og ”Tamme fugle længes, vilde fugle flyver”. Jeg har ingen specielle kommentarer til det første slogan, bare det ikke er mig selv, der skal efterprøve det. Men det andet slogan, der oprindelig stammer fra et digt af Elmer Diktonius: ”Blott de tama fåglarna har en längtan, de vilda flyger” (1921), har jeg altid været noget skeptisk overfor. Meningen med udsagnet er jo tydelig nok, nemlig at kun den, der er fri, lever livet fuldt ud. Men hvad betyder så det? Hvad vil det sige at ”være fri”, og hvad indebærer det at være ufri? Samt nok så interessant: kan man ikke både være fri og længes?

Svaret på det sidste spørgsmål er i min optik et ”jo naturligvis”, og det gør indholdet i parolen lidt meningsløst; men ungdommen har jo altid haft behov for sort-hvide modsætninger og kompromisløse standpunkter, så i den sammenhæng har Diktonius´ polære modsætningspar helt sikkert haft sin berettigelse. Men for den knap så unge iagttager vil udpegningen af begrebet længsel som noget negativt nok forekomme mindre hensigtsmæssigt, eftersom det at længes på mange måder kan ses som en central del af selve den menneskelige tilværelse. Det er i hvert fald min påstand, og jeg vil i det følgende prøve at underbygge påstanden ved hjælp af eksempler fra den svenske og den danske sangskat og digtning. Hold fast.

Längtan i Sverige
Længsel kan både have form af en higen mod noget, der har været, og noget, der måske skal komme. I begge tilfælde udtrykker længslen et ønske om forandringer, udvikling, og i begge tilfælde rummer længslen en tro på, at forholdene kunne være anderledes – og som regel bedre – end de er nu. Hvis man længes efter noget, der er uigenkaldeligt forbi, kan længslen måske stille sig hindrende i vejen for ens handlekraft; men hvis længslen retter sig mod noget muligt, noget opnåeligt, er tilstanden ikke bare positiv, men måske ligefrem en forudsætning for, at man kan gøre noget for at påvirke de aktuelle, måske mindre tilfredsstillende omstændigheder. Set i det perspektiv minder længslen meget om drømme – og drømme om andre forhold er der næppe noget galt med. Tværtimod.

Det springende punkt i sammenhængen er, om målet for ens længsel er opnåeligt, eller om det ligger uden for det muliges grænser. I sidstnævnte tilfælde kan længslen som nævnt blive en spændetrøje, fordi den kan holde personen fast i en tilstand af magtesløshed. Men hvis målet er opnåeligt, eller selv hvis længslen retter sig mod et udefineret mål, er der ingen grund til at miskreditere længslen som følelse eller tilstand. I så fald kan længslen nemlig fungere som den motor, der kan få os til at overskride vores grænser og bevæge os ud i det ukendte. 

Det kan være, at vi farer vild eller kommer galt af sted; men det betyder ikke, at det så har været forkert at længes eller at nære drømme om noget andet end det, vi kender til. Uden drømme og længsler bliver vi, hvor vi er – og så er det svært at udvikle sig som menneske. Men som Diktonius-citatet påpeger, er det naturligvis på et tidspunkt nødvendigt med et element af handling, hvis drømmene skal gå i opfyldelse.

Omtrent samtidig med at Elmer Diktonius udsendte sit ovenfor omtalte digt med titlen ”Min dikt”, udkom Dan Anderssons digtsamling ”Svarta ballader” (1917), hvorfra ikke mindst digtet ”Omkring tiggarn från Luossa” er blevet kendt og elsket og også er blevet indspillet af mange forskellige svenske musikere i forskellige versioner. Digtet er ikke mindst interessant i nærværende sammenhæng, fordi det indeholder flere markante udsagn om længsel. Digtet handler angiveligt om en længsel efter paradiset, et liv på den anden side af livet på Jorden, og denne længsel må vel karakteriseres som en higen efter noget uopnåeligt – i hvert fald uopnåeligt på denne side af døden.

Det er ikke en form for længsel, jeg her i sammenhængen vil anse som særligt attråværdig. Men samtidig har Dan Andersson i 9 vers beskrevet længslen som et grundvilkår for livet på Jorden, og her er det langt lettere at følge ham. Når det et sted i digtet hedder: ”Till en vild och evig längtan föddes vi av mödrar bleka/ ur bekymrens födselvånda steg vårt första jämmerljud”, er det en flot konstatering af, at vi lige siden fødslen er dømt til at længes ”vildt og evigt”. Og selv om man måske ikke har paradiset som mål for sin længsel, gennemgår Anderssons digt på suggestiv vis, hvad det vil sige at være født med en vild og evig længsel: ”Det är något bortom bergen, bortom blommorna och sången/ det är något bakom stjärnor, bakom heta hjärtat mitt”. Uanset om vi bryder os om det eller ej, er længslen en uadskillelig del af det at være menneske.

I 1996 udtrykte Ulf Lundell den samme erkendelse om længslen som Dan Andersson i sangen ”Levande och varm”, der langt hen ad vejen er en stærkt selvbiografisk sang, men som samtidig rummer adskillige almengyldige pointer og udsagn, herunder en definition af, hvad længslen betyder i et menneskes liv: ”Du längtar hela livet/ sen en dag tar livet slut/ då vet du äntligen: att leva/ är att ständigt längta ut/ att längta efter kärleken/ efter en enda kort minut/ av hemkomst här i kosmos/ längtan efter Gud”. Den sidste linje kan man tolke, som man vil; men Gud betyder helt sikkert ikke det samme for Ulf Lundell som for Dan Andersson, og under alle omstændigheder kan man nok roligt acceptere Lundells udlægning af længslens rolle i vores liv. I hvert fald efter min mening.

Der er længsel mange andre steder i den svenske rockmusiks tekster, bl.a. i Bo Kaspers Orkesters ”Jag längtar hem” (2021), hvor længslen retter sig mod hjemmet som den trygge havn i en omskiftelig verden. Marie Fredriksson har sunget om længsel i en sang af samme navn, ”Längtan” (1987), og her er længslen identisk med drømmen om et nyt liv: ”Jag vill möta en morgon vid en varmare kust/ jag vill minnas min frihet och befria min lust”. Det er vist kærligheden, Marie Fredriksson her længes efter, og det samme er tilfældet i Sofia Karlssons vise ”Jag längtar” (2007). Så må de videre beretninger afgøre, om de to er tamme fugle, der nøjes med at længes, eller om de har tænkt sig at gøre noget for at få drømmene til at gå i opfyldelse.

Længsel i Danmark
Skildringen af længsel som et grundvilkår i tilværelsen er ikke noget særsyn inden for digtningens og sangens verden, hvilket salig Christian Winthers værker er et udmærket vidnesbyrd om. Både i digtet ”Længsel” (1840) og i digtet ”Fortærende Længsel” (1843) er længslen meget håndgribeligt til stede – i det førstnævnte digt i form af længsel efter den elskede og i det andet digt i form af forskellige versioner af begrebet længsel som en uimodståelig og allestedsnærværende kraft i naturens store kredsløb: ”og en evig Glød/ tærer dens Indre – tidligt og silde/ driver ustandset til Grav og Død”. Ingen undslipper længslens faste greb i nakkeskindet!

Hos Frank Jæger dukker længslen bl.a. op i det ofte citerede digt ”Kirsten og vejen fra Gurre” (1948), hvori det hedder: ”Dit blik fik gule marker med sig hjem/ nu ejer du en længsel efter dem”. Eller sagt på en anden måde: alt, hvad vi oplever i livet, bliver en del af os og er med til at gøre os til dem, vi er. Kim Larsen indspillede i 2001 digtet til en revideret udgave af cd´en ”Sange fra glemmebogen”, og Larsen har også i andre sammenhænge haft fat i længslen som følelse og begreb. I Gasolin´-sangen ”Længes hjem” (1977) er det fruen, jeg-personen i sangteksten længes efter: ”Længes hjem/ mon dit vindu´ står på klem”, og i sangen ”Sylvesters drøm” fra solopladen ”Værsgo´” (1973) er det den mere eksistentielle længsel, lytteren hører om – i stil med længslen hos Winther og Jæger, selv om Kim Larsen naturligt nok udtrykker sig noget mere humoristisk end de to ældre digterkolleger.

En anden komisk – eller snarere lavkomisk – besyngelse af længslen finder man i Benny Andersens Svante-vise ”Længsel efter Sverige” (1973), hvor længslen efter vores naboland er reel nok; men desværre kan længslen ikke indfries, da jeg-personen Svante ikke tør tage sejlturen over Øresund af frygt for at blive søsyg! Sjovt – men måske ikke voldsomt relevant i forhold til diskussionen om den virkelige længsel som et af livets grundvilkår.

I Arne Würglers ”Vi har altid længsel” (2021) er der mere på spil end i Benny Andersens sang: ”Vi har altid længsel/ vi er vild natur/ vi har smukke drømme/ vælt en mur”. Og i Trilles sang med næsten samme titel: ”Altid har jeg længsel” (1979) er der også en del på spil, nemlig kærligheden: ”Sådan har jeg altid længsel/ altid har jeg længsel indeni”. At længes efter den elskede er jo en alvorlig sag og afgjort et væsentligt emne at tage op i en sangtekst. 

Men faktisk er Trilles involvering af længsels-temaet i forbindelse med pladecoveret til ”Altid har jeg længsel” nok så interessant som hendes brug af temaet i sangteksten. I et teksthæfte inde i coveret har Trille nemlig bragt et citat fra Thorkild Bjørnvigs ”Pagten” (1974), hvor forfatteren og hans samtalepartner Karen Blixen beskæftiger sig med begrebet længsel: ”Til slut talte hun om længslen, som man aldrig måtte opgive (-) Og hun sluttede med de vidunderlige ord: ”Selve længslen er et pant på, at det vi længes efter er til!” Ganske subtilt formuleret – selv om man vel ud fra samme logik kunne påstå, at vores tro på Gud er et bevis på, at Gud er til. Og den påstand kan måske diskuteres.

Lad mig slutte dette lille vue over længslens tilstedeværelse i nogle udvalgte digte og sangtekster med at give et bud på min egen længsel: udsendelsen af Lars Winnerbäcks kommende album: ”Längtan till våren”. Den, der længes efter noget godt, længes ikke forgæves.