Sange om støvler

Når det bliver koldt udenfor, er det tid til at finde vinterstøvlerne frem igen. ”Når varmen er draget mod syd/ så er jeg glad for mine gamle støvler”, kunne man passende parafrasere Kim Larsens sang ”Den gamle frakke” (2019). Danmark ligger et sted på landkortet, hvor man ofte kan klare sig igennem vinteren i sine almindelige sko; men når det sætter ind med sne og længere kuldeperioder, er det alligevel en stor fordel at kunne færdes ude uden at skulle bekymre sig om sit fodtøj. Hurra for vinterstøvlerne!

Men støvler er meget andet end kraftigt vinterfodtøj. Inden for hæren er støvler ofte en obligatorisk del af udrustningen, ikke mindst inden for specialtropperne, hvor robuste støvler er en nødvendighed for at kunne klare udfordringerne. I tidligere tiders krige har støvlerne endda haft en afgørende betydning for krigenes udfald, enten fordi de ikke var varme nok, ikke var vandtætte nok eller ikke var gode at løbe i. De oprindelige kavaleristøvler fra den amerikanske borgerkrig var solide, men ikke behagelige at have på i længere tid, hvorfor modellen blev videreudviklet til et slidstærkt arbejdsfodtøj for cowboys, med en spids snude og en høj hæl.

De specialudformede cowboystøvler blev ikoniske på verdensplan via westernfilmene, hvor de langskaftede støvler altid var et helt fast indslag. Siden western-tiden har cowboystøvlerne overlevet som en udbredt beklædningsgenstand, og i dag er støvlerne at finde overalt i samfundet, bl.a. i musik- og modeverdenen, hvor de er blevet en del af en bestemt stil eller kulturel identitet.

En befolkningsgruppe, som i mange år har dyrket cowboystøvlerne (og Stetson hatten) er country-musikerne, der nødigt vil blive set uden deres støvler og hatte – for så kan man jo ikke genkende dem som netop country-musikere. Støvler er en fast bestanddel af country-musikkens tilbehør, og af samme grund dukker cowboystøvlerne også ret ofte op i country-sangenes tekster. Men der er dog også andre former for støvler i populærmusikkens tekstunivers, som nedenstående eksempler fra nogle (mere eller mindre) kendte sangtekster vil demonstrere.

Støvler med symbolværdi
De mest kendte støvler i populærmusikken er hverken et par militærstøvler eller et par cowboystøvler, men derimod et par moderigtige, langskaftede damestøvler – nok ikke helt ulig de støvler, Nancy Sinatra selv bærer på de coverillustrationer, der pryder sangerindens udgivelser af giganthittet ”These boots are made for walking” (1965). Sangen er skrevet af Lee Hazlewood, som oprindelig havde tænkt sig selv at indspille den, indtil Nancy Sinatra overbeviste ham om, at den ville passe meget bedre til hende. Hvis sangtekstens centrale ord udtales af en mand, kommer de uvægerligt til at lyde grove og ubehagelige, argumenterede Sinatra; men i en kvindes mund får ordene en helt anden karakter. Hazlewood gav sig, og det gav Nancy Sinatra et tophit på hitlister over hele verden.

Sangen er siden blevet indspillet af et utal af kunstnere, og den har været brugt i en lang række film i Nancy Sinatras originalversion. ”These boots are made for walking” har vel nærmest klassikerstatus i dag, og eftersom sangen endte med at blive sunget af en kvinde, blev den også taget til indtægt af den hastigt fremvoksende kvindebevægelse i 1960´erne, der kunne bruge den som en form for feministisk kampsang. Det er da også en fin og iørefaldende sang om en kvinde, som efterhånden er træt af at blive bedraget af sin kæreste: ”You keep lyin´ when you ought to be truthin´/ you keep losing when you ought not to bet/ you keep samin´ when you ought to be changin´”, lyder nogle af linjerne i en sprogligt ganske opfindsom sang. Sådan en opførsel kan man jo godt blive træt af, så derfor forekommer det helt passende, da Nancy Sinatra til slut i sangen synger: ”Are you ready boots?/ Start walking”. Så kan det dumme svin have det så godt!

Mindre kendte end Nancy Sinatras smarte støvler er støvlerne i en af Bob Dylans tidlige sange, ”Boots of Spanish leather” fra 1964. Sangen er blevet indspillet af andre musikere end Dylan selv, bl.a. af Joan Baez, men langt fra af så mange, som har prøvet kræfter med ”These boots are made for walking”. I modsætning til Hazlewoods sang er Dylans støvlesang en stilfærdig kærlighedserklæring; men de to sange minder alligevel om hinanden derved, at også i Dylans ”Boots of Spanish leather” er der tale om en afsked mellem to (tidligere) kærester og om en afslutning på et forhold.

Dylans sang er udformet som en dialog mellem to personer, hvoraf den ene – uvist af hvilken grund – snart skal rejse bort og dermed må efterlade den anden derhjemme.  Kvinden, som snart skal sejle til Spanien, spørger, om der er noget, hun kan sende hjem; men manden er kun interesseret i hendes kærlighed og i at få hende tilbage igen. I løbet af sangens 9 vers står det imidlertid mere og mere klart, at hun nok slet ikke kommer tilbage: ”it depends on how I´m a-feelin´”, som hun udtrykker det.

Og i sangens næstsidste vers ser det ud til, at manden omsider forstår, at kvinden bliver i det fremmede land – og så er der for resten alligevel noget, hun kan sende tilbage til ham: ”Spanish boots of Spanish leather”. Der er mange, som har givet deres bud på, hvordan denne afskedssalut skal forstås; men som altid hos Dylan er der ingen facitliste. Jeg vælger at forstå ordene således, at manden indser, at han bliver nødt til at lægge forholdet bag sig og gå videre – og til det formål vil et par støvler være velegnede.

Bob Dylan har i øvrigt sunget om et andet par støvler end de spanske støvler i ovennævnte sang, nemlig om nogle ”Thirsty boots”, som optræder i en borgerrettighedssang, Eric Andersen skrev i 1966. Dylans version af sangen om de tørstige støvler kan høres på cd-sættet ”Another self portrait” (2013), og den version er bestemt værd at lægge ører til. Også John Denver, Judy Collins og flere andre har sunget Eric Andersens smukke sang om en person, der inviteres til at hvile sine trætte fødder, efter at han/hu har ydet sin indsats i kampen for borgerrettighederne.

Cowboystøvler
Et af Garth Brooks´ mest kendte numre, ”Friends in low places” (1990), handler om et par støvler, der ikke passer ind i billedet ved en festlig sammenkomst med slipsetvang. Dvs., sangen handler naturligvis om noget andet, nemlig om misforholdet mellem sangens jeg-person og hans (eks)kæreste, som færdes i nogle helt forskellige kredse. Støvlerne er bare det åbenlyse vidnesbyrd om, at han ikke passer ind i hendes society-verden: ”Blame it all on my roots/ I showed up in boots/ and ruined your black tie affair”. Men det indlysende kultursammenstød generer ikke jeg-personen, som dog indleder en hastig retræte fra festen; for ”I´ve got friends in low places/ where the whiskey drowns and the beer chases my blues away”.

Så går det meget bedre for Jon Pardi´s jeg-person, da han tager til fest i sine cowboystøvler – også selv om støvlerne ikke er helt rene. I sangen ”Dirt on my boots” (2016) fortæller Pardi´s jeg-person, at det er ligegyldigt, om der er snavs på støvlerne og mudder på hans bil, for nu skal han og kæresten i byen, og så kan snavset på støvlerne have det så godt: ”Might have a little dirt on my boots/ but we´re gonna dance the dust/ right off them tonight, yeah girl”. Sådan skal den slags håndteres. Sangen blev et stort hit for Jon Pardi og har ud over at toppe flere landes country-hitlister været nomineret til årets country-sang i USA.

Også Dierks Bentley er vældigt glad for sine cowboystøvler, som det fremgår af sangen ”Cowboy boots” (2023). I sangteksten gennemgår Bentley alt det, et par cowboystøvler kan bruges til: man kan danse i dem, man kan køre bil i dem, man kan slukke cigaretter med dem, og man kan sågar også bruge dem til det, de oprindelig var beregnet til: at have på, når man er til hest. Jeg-personen i sangen elsker sine cowboystøvler, så derfor har han tænkt sig at blive ved med at bruge dem, indtil de ikke kan holde sammen længere: ”they were made to wear ´til they wear out”. Faktisk er der kun en enkelt ulempe ved den slags støvler: selv om de er gode at have på, hvis man vil forlade kæresten, gælder det desværre også den anden vej: ”Gettin´ gone´s what they do/ I had to learn the hard way/ that cowgirls wear ´em too”.

Endnu en country-sanger skal nævnes her i forbindelse med cowboystøvlerne: Rodney Crowell, som i sangen ”Stuff that works” (1994), fortæller om en række af de ting, han er glad for, fordi de bare fungerer efter hensigten: ”I´ve got an old blue shirt and it suits me fine/ I like the way it feels so I wear it all the time”. Hans gamle guitar kan ikke holde stemningen, men han kan godt lide dens lyd, og hans gamle bil kører upåklageligt trods sin høje alder. Alt sammen ”stuff that works”, og som der derfor ikke er nogen grund til at udskifte – som man siger: ”if it ain´t broken, why fix it?”. Og så er der naturligvis også cowboystøvlerne: ”I´ve got an old pair of boots that fit my feet just right/ I can work all day and go out and dance all night”.

Jeg har aldrig selv ejet et par cowboystøvler; men jeg får næsten lyst til at købe et par efter alle de rosende ord i cowboystøvle-sangene.