Genrer
Sangertalent i topklasse
Hun er 30 år, hun har i flere år været medlem af det faste ensemble på Wieneroperaen, og hun slog for alvor sit navn fast, da hun i 2013 vandt førstepris i Plácido Domingos Operalia-konkurrence, som det år fandt sted i Verona. Derfor er det også helt passende, at første arie på Aida Garifullinas debutalbum på Decca er fra Gounods Romeo og Julie.
Helt fra begyndelsen kan man læne sig trygt tilbage i stolen og nyde et sangertalent helt i topklasse: en egal stemme med stort omfang, perfekt placering og vibrato, musikalsk nærvær, og med en gyldenfarvet klang, som aldrig bliver skarpt sølvfarvet, heller ikke i de halsbrækkende koloraturer i klokkearien fra Delibes’ Lakmé. Egentlig ikke hendes kernerepertoire, men en rolle hun sang, da hun sidste år spillede rollen som operasangerinden Lily Pons i filmen om den alternativt talentfulde overklassekvinde Florence Foster Jenkins. Ligesom i filmen transponerer Garifullina arien en smule ned i toneleje, så den passer bedre til en stemme, som er langt mere komfortabel i det mere dramatiske repertoire.
På cd'en her får man hendigvis ikke - ud over de to arier, jeg allerede har nævnt - Tordenskjolds repertoire-soldater pakket ud og stillet på række, som det ofte er tilfældet, når en ung sanger får pladekontrakt og skal præsenteres for både forbrugere og potentielle arbejdsgivere i operahuse og koncertsale. Her benytter Garifullina sig af sin baggrund: født i Kazan i Tatarstan og med det russiske sprog i bagagen. Langt den største del af cd'en er helliget russiske arier og sange af Rimskij-Korsakov, Rachmaninov og Tjajkovskij - prøv for eksempel at lytte til Marias helt vidunderlige vuggevise fra Tjajkovskijs Mazeppa - et overset mesterværk, som i struben på Garifullina kommer helt til sin ret. Og hendes udgave af Rachmaninovs populære vokalise er den bedste, jeg har hørt siden Anna Moffos eminent magiske udgave med Leopold Stokovski fra 1964.
Cornelius Meister og det østrigske radiosymfoniorkester akkompagnerer loyalt og fleksibelt, og producer Dominic Fyfe balancerer det luftige og gennemtransparente lydbillede til perfektion, selv efter den høje Decca-standard. Der er bare intet at sætte på denne udgivelse, ikke engang - som man ellers i sådanne tilfælde ofte kan gøre - at den er for perfekt. Det er simpelthen en af de mest overbevisende sangerdebut-cd'er, jeg har hørt.
Husk navnet - Aida er ikke svært at huske i operasammenhæng, og Garifullina bliver med garanti et efternavn, det snart bliver helt naturligt at sætte efter.