Genrer


Sanseligt sydstatssoul fra Alabama
Koncert på Bøgescenerne, fredag d. 9.8 kl 19.45
Den charmerende, Brittany Howard indtog fredag aften den ene af de to bøgescener som frontfigur for amerikanske Alabama Shakes.
Med åbningsnummeret, den intenst smukke ‘Be Mine’ inviterede den karismatiske sangerinde, til soul fest af den bedste slags. Legender som Otis Redding, Al Green og Janis Joplin er tydeligt at spore som inspirationskilder hos det unge band. Alligevel er den motowninspirerede retrolyd hverken generende forudsigelig eller utidsvarende Et veloplagt orkester, bestående af klassisk opsætning af bas, guitar, trommer samt keys bidrog til en “kærlighed ved første øjeblik-følelse” og man havde en stærk fornemmelse af at dette ville bive virkelig godt.
Med ordene: This is not a sad song but it’s a song about learning a leason”, introduceredes nummeret “Heartbreaker” der sammen med numre som “Bless my soul” og “ I found you” udgjorde de mest bæredygtige dele af koncerten. Britannys vokalmæssige spændvidde er imponerende og på magisk vis formår hun vekslende imellem nærmest at skrige, brøle og græde på insisterende vis at skabe en sanseoplevelse, der efterhånden er en mangelvare hos mange livebands.
Alligevel opstod der perioder med tørke. Særligt den sidste del af koncerten, bar præg af en mærkværdigt konstrueret sætliste med en overflod af sårbart smukke – men samtidigt udpenslede og langtrukne ballader, der nok havde gjort sig bedre hos et andet publikum. Skanderborg blundede I hvert fald hen for en stund. Det virkede næsten som om at mange – selv på de forreste rækker et kort øjeblik havde glemt at de var til koncert.
Først i afslutningsnummeret, den guitarrock inspirerede Heavy Chevy, var kontakten til publikum genetableret og souldronningen blev velfortjent hyldet med stående klapsalver.
Absolut et orkester med stort potentiale som det bliver en fornøjelse at følge I fremtiden.